Goodiepal udstiller for tiden på Andersen’s Contemporary. Udstillingen tager udgangspunkt i hans nye bog El Camino Del Hardcore – Rejsen Til Nordens Indre og i dag spiller han på Blågårdens Bibliotek. Seismograf har mødt ham til et kort interview om musik, der ikke er der længere - om viden, der bare kopieres - og om hvordan kunst- og musikscenerne smelter sammen.
Du har udgivet en bog: El Camino Del Hardcore – Rejsen Til Nordens Indre. Hvad handler den om?
”Den handler om musik. Simpelthen.”
Hvordan?
”Den handler om alting - forstået på den måde, at jeg har jo skrevet alt hvad jeg ved i den bog. Så er der sikkert noget jeg ved, som jeg ikke har skrevet i bogen – og noget jeg ikke ved, som jeg også har skrevet i bogen. Den handler om hvad man kan gøre efter Radikal Computermusik – men den er jo skrevet mens jeg kørte rundt i store dele af verden på cykel, så det er også lidt en rejsebeskrivelse.
Der er skrevet utroligt meget musik ind i bogen, så man kunne godt kalde det samling nye værker. Men det, der er specielt ved de værker er, at mange af dem ikke længere er eksisterende. I bogen hører man hele tiden om værker, der af den ene eller den anden grund ikke længere findes – de er måske faldet sammen, eller forsvundet eller noget helt tredje. Det er fordi jeg mener, at de store komponister er døde. I dag er man nødt til at pakke sin musik ind på en anden måde, så derfor handler bogen også om at kryptere. Der er utrolig meget viden, der er krypteret i bogen.
Det hænger også sammen med at folk efterhånden bare citerer og citerer. Vi har Wikipedia som det bedste eksempel. Det er jo ikke svært at vide noget om kvantefysik, det kan man læse på Wikipedia – men det er svært at sige noget nyt om kvantefysik. For eksempel den der ’videnskunst’, der bliver lavet nu, den byder jo ikke på ny viden.”
Du har været væk et stykke tid og nu er du tilbage – hvorfor det?
”Jeg har altid kommet lidt tilbage - og jeg er heller ikke kommet mere tilbage end som så. Men nu har jeg jo en udstilling i Danmark på Andersen’s Contemporary. Bogen har sådan set været ude et stykke tid, men det kræver en udstilling i Danmark, før der er nogen der gider at forholde sig til, at jeg har lavet en bog. Faktisk har jeg været i Danmark ind imellem hele tiden. Jeg lå med et brækket ben i tre måneder i Danmark for et års tid siden.”
For mig at se har du i de senere år nærmet dig galleriscenen. Er det en mere interessant scene for dig end musikmiljøet?
”De hænger sammen. Det bliver sværere og sværere at skelne det ene fra det andet. Det er stadig musik det handler om. Jeg har beskæftiget med musik, der har været så højtravende, at den danske musikverden ikke gider at røre ved det. I rytmiske musikkredse har jeg nærmest været hadet – mens kunstkredsene har sagt: ”Nej, hvor spændende”. Så jeg er gået derhen hvor der har været interesse. På den måde er det jo virkelig rock’n’roll – jeg er bare taget derhen, hvor det næste gig har været. Men jeg kan da godt se på de folk der kom til udstillingsåbningen, at nu var det langt væk fra musikmiljøet. Nu var det kunstnerne og alle forfatterne – der var simpelthen ikke en komponist eller rytmisk musiker til stede. Og på den måde må jeg erkende, at mit popmusikertække er faldende.
Men der er sket en interessant udvikling over de sidste 15 år. For eksempel sidder der i dag rigtig mange på kunstakademierne, der arbejder med lyd, og i de seneste par år har der også været mange installatoriske ting på musikscenen. Så det er beskrivende for hvor det hele er ved at bevæge sig hen, og det er mere en tendens end det har noget med mig at gøre. Måske er to højttalere og konceptalbummets dage bare talte. Jeg synes langt de fleste musikere har referencer, der peger tilbage, og derfor peger på noget der i bund og grund er uopnåeligt. Og det er måske lidt svært for musikken at acceptere, at det er sådan. Men jeg er ikke den eneste, der beskæftiger sig med musik, som er røget over mod galleriscenen. Så i stedet for at tale om et personligt opgør, vil jeg hellere se det som en tendens. Der vil jo altid være en brydning de forskellige kunstarter imellem. Der er altid en ping-pong.”
I dag kl. 17 skal du så optræde på Blågårdens bibliotek – hvad kan vi forvente os af det?
”Jeg præsenterer bogen – og så spiller jeg nogle af de værker der ikke findes mere – som musik. Og så kan man vel låne bogen, nu man er på biblioteket.”
Abstrakt erindringsjagt
Han går direkte til værks, Holger Hartvig, på Spellcaster-opfølgeren til sprælske Inventory fra 2019. Kaster sig lige fra begyndelsen ud i løbske synthtoner på tværs af oktaver og en lige så rastløs, bedøvende syntetisk vokal. memo, som han kalder en opera i 9 scener, opsøger uden tøven sammenbruddet. Ambitiøst!
Læg dertil, at den elektroniske operas tekst om sci-fi-agtigt hukommelsestab mildt sagt er vanskelig at følge med i. Abstrakte udsagn om at eksistere i flere virkeligheder og en henvendelse til en karakter kaldet Deleted gør det vanskeligt at forestille sig operaens konkrete sceniske potentiale. Her hersker distance og metalag.
Lydbilledet er til tider ret opfindsomt, som når fortælleren i tredje scenes »Muted Singers« skitserer en musical med østlig instrumentering, luftig ro, lyst autotunet sang og en hakkende puls. Eller det, der senere udvikler sig til en arie over forvrængede telefonbip i »Recall«.
Alligevel savner jeg en større variation. Operaen har tendens til at drukne i retningsløs synth og upersonlig autotune. Der mangler flere harmoniske tangenter at spille på, flere temperamenter – for ofte ender vi i noget, der minder om reciterende tomgang i mol. Al den uvilje mod udvikling og konkret indhold giver ambitiøse memo slagside mod det fortænkte.
Paradoksernes fest
Grandprix er paradoksets hjem. Et program om musiksmag, hvor ingen taler om musiksmag. En konkurrence, ingen, mindst af alle DR, ønsker at vinde. Et skindemokrati, hvor udvalget af deltagende sange er foretaget helt uden transparens.
Jeg ser grandprix af samme grund, som jeg ser »X Factor«: det spinkle, gennemtæskede håb om, at skønheden, midt i den evige skuffelse, dukker op i et glimt. Kun romantikere kan i dag se fjernsyn.
Og hvad så vi så i aftes? At Adorno havde ret: Vi elsker musik, alene fordi vi genkender den. Showet startede og sluttede med en gentagelse. Først Fyr og Flammes vindersang fra sidst, siden kvartetten Reddis »The Show«, en variation over rockteatralske Måneskin, Eurovisions regerende mestre.
Også på detaljeplan viste Danmarks tre mest statsstøttede minutter musik sig at være en labyrint af gentagelse. Et show i showet, der næsten kan læses som et metaværk over selve grandprixet som fænomen (men ikke her i kortformatet!).
Omkvædets klimaks er åbenlyst selvplagiat. En af de fem sangskrivere, Julia Fabrin, citerer tone for tone – a-h-a-g-e – sit eget fløjtetema fra Emmelie de Forests »Only Teardrops«. »I will never let it go,« synger Mathilde Savery, komponisten Bent Lorentzens barnebarn, imens. Det tror man på.
»The Show« er fyldt til randen med generiske elementer. Lige fra den harmoniske rundgang og de melodiske kvintfald til lyrikkens tomme floskler, springmodulationen og instrumenteringens pludselige overraskelsesrock. Om det fungerer? Jamen det kan ikke andet! Det er vel pointen.
Knusende fri
På debutalbummet Aeriform udfolder københavnske Crush String Collective en fri og legende tilgang til deres strygeinstrumenter, der tæller to violiner, to violaer og tre celloer. De tolv stykker, der alle er improvisationer (»Choral I« og »Choral II« er dog improviseret over en komponeret rytme), har en iørefaldende flad struktur. Sagt med andre ord, er det ikke tilfældet, at enkelte instrumenter har en hierarkisk højere placering end andre, at en eller enkelte af ensemblets medlemmer fører numrene i en retning, mens andre instrumenter blot følger med. Denne ligefordeling giver et nærmest kollektivistisk udtryk, idet alle elementer får lov at stå skiftevis i fokus, uden at det bliver på bekostning af andre. Alligevel bliver musikken aldrig kaotisk, selvom den er så fri, som jeg overhovedet kan forestille mig det muligt.
Ensemblet formår som hovedregel altid at give plads til stilheden i deres kompositioner, hvilket skærper min opmærksomhed på musikken yderligere. Men hvad er det, der nærmere præcist er spændende at lægge øre til ved musikken? Uden tvivl mere end ét aspekt – men noget, der især optager mig som lytter, er alle de måder, hvorpå lydenes teksturer undersøges. Hvor mangfoldige er mulighederne for, hvordan deres instrumenter kan lyde, ja nærmest føles? Svaret er knusende klart: så godt som utallige. Det formår strygerkollektivet kort og godt at cementere med deres pladedebut.
Fed Fungi
Med værkerne i udstillingen Fungal Network – der består af lydværker, tekstil, et videoværk, metal relieffer og tegninger – har Felia Gram-Hanssen og Jaleh Negari arbejdet med at oversætte henholdsvis lyd til billeder og billeder til lyd. Eksempelvis har Negari skabt en række tegninger, der er en fortolkning af feltoptagelser fra Indonesien, Iran og Danmark. Tegningerne har hun efterfølgende fortolket videre til elektroniske kompositioner, der også indgår i Fungal Network.
Under en koncert i udstillingen (23. februar) forsøgte de påny at aflæse de grafiske scores og oversætte dem til lyd. Her bevægede Gram-Hanssen sig langsomt til de elektroniske kompositioner, der lød som en gruppe syngende græshopper, mens hun var rettet mod de forskellige relieffer, som hænger i loftet. Det medførte, at jeg ikke alene oplevede musikken som manifesteret i de grafiske værker, men også i hendes bevægelser. Musikken fremstod tredimensionel – forankret i både grafik og skulpturer såvel som bevægelse. Efterfølgende begyndte de at spille på forskelligt slagtøj midt på gulvet – spinkle lyde, hvor hver rytme og tone fik lov at runge klart og tydeligt i O–Overgadens smukke rammer. Et særligt underholdende aspekt ved koncerten var den utilsigtede interaktion med de deltagende, især mange børn, der pludrede og småsnakkede undervejs og endte med at fremstå som en integreret del af den musikalske performance.
Idéen om tværmedielle oversættelser er både enormt interessant at forholde sig til og er flot udført i de forskellige værker, der udgør udstillingen. Koncerten udfoldede yderligere idéen bag udstillingen og var af den grund også en perfekt indgangsvinkel til den.
Med Bamse i »Black Mirror«
Man skal ikke langt ind i første værk på albummet, David Birds Atolls fra 2013, før fløjten viser sit bredspektrede potentiale som soloinstrument. Det begynder muntert med åndedræt og små stødpust, inden Laura Cocks tvinger værket for piccolofløjte og elektronik ud i en eskalerende fløjtestorm. Vi kommer godt rundt i temperamenterne.
Decideret omskifteligt bliver det med Bethany Younges ufokuserede Oxygen and Reality (2017), der zapper rundt mellem støj, nynnen, insektliv, ubåde og noget, der brænder. Og omvendt ensporet med Jessie Cox’ Spiritus (2018), der med lange, selvhøjtidelige halvgennemblæsninger saboterer sig selv for at understrege en programmatisk reference til »I Can’t Breathe«-bevægelsen.
Mest helstøbt fremstår DM R’s You’ll see me return to the city of fury (2017). I forgrunden folder Cocks sig ud med ekspressiv tværfløjte, mens baggrunden bygger et drama op af langsomt indtonende sampling, digitale overtoner og roterende støj. Ildevarslende!
Dristigst er dog Joan Arnau Pàmies’ teatralske stresstest Produktionsmittel I (2014). Her kæmpes virkelig, både for at frembringe lyd og med at overskue forløbet; solisten er fanget i et (kapitalistisk) system og må bryde ud. Forestil dig Bamse i et afsnit af Black Mirror. Fløjten har alle dage været et af de mest yndede instrumenter til at skrive mennesket ind i musikken, og Laura Cocks’ veludførte soloalbum viser, hvor meget drama de bøjede toner og aggressive pust kan sætte i gang.