Goodiepal udstiller for tiden på Andersen’s Contemporary. Udstillingen tager udgangspunkt i hans nye bog El Camino Del Hardcore – Rejsen Til Nordens Indre og i dag spiller han på Blågårdens Bibliotek. Seismograf har mødt ham til et kort interview om musik, der ikke er der længere - om viden, der bare kopieres - og om hvordan kunst- og musikscenerne smelter sammen.

Du har udgivet en bog: El Camino Del Hardcore – Rejsen Til Nordens Indre. Hvad handler den om?

”Den handler om musik. Simpelthen.”

Hvordan?

”Den handler om alting - forstået på den måde, at jeg har jo skrevet alt hvad jeg ved i den bog. Så er der sikkert noget jeg ved, som jeg ikke har skrevet i bogen – og noget jeg ikke ved, som jeg også har skrevet i bogen. Den handler om hvad man kan gøre efter Radikal Computermusik – men den er jo skrevet mens jeg kørte rundt i store dele af verden på cykel, så det er også lidt en rejsebeskrivelse.

Der er skrevet utroligt meget musik ind i bogen, så man kunne godt kalde det samling nye værker. Men det, der er specielt ved de værker er, at mange af dem ikke længere er eksisterende. I bogen hører man hele tiden om værker, der af den ene eller den anden grund ikke længere findes – de er måske faldet sammen, eller forsvundet eller noget helt tredje. Det er fordi jeg mener, at de store komponister er døde. I dag er man nødt til at pakke sin musik ind på en anden måde, så derfor handler bogen også om at kryptere. Der er utrolig meget viden, der er krypteret i bogen.

Det hænger også sammen med at folk efterhånden bare citerer og citerer. Vi har Wikipedia som det bedste eksempel. Det er jo ikke svært at vide noget om kvantefysik, det kan man læse på Wikipedia – men det er svært at sige noget nyt om kvantefysik. For eksempel den der ’videnskunst’, der bliver lavet nu, den byder jo ikke på ny viden.”

Du har været væk et stykke tid og nu er du tilbage – hvorfor det?

”Jeg har altid kommet lidt tilbage - og jeg er heller ikke kommet mere tilbage end som så. Men nu har jeg jo en udstilling i Danmark på Andersen’s Contemporary. Bogen har sådan set været ude et stykke tid, men det kræver en udstilling i Danmark, før der er nogen der gider at forholde sig til, at jeg har lavet en bog. Faktisk har jeg været i Danmark ind imellem hele tiden. Jeg lå med et brækket ben i tre måneder i Danmark for et års tid siden.”

For mig at se har du i de senere år nærmet dig galleriscenen. Er det en mere interessant scene for dig end musikmiljøet?

”De hænger sammen. Det bliver sværere og sværere at skelne det ene fra det andet. Det er stadig musik det handler om. Jeg har beskæftiget med musik, der har været så højtravende, at den danske musikverden ikke gider at røre ved det. I rytmiske musikkredse har jeg nærmest været hadet – mens kunstkredsene har sagt: ”Nej, hvor spændende”. Så jeg er gået derhen hvor der har været interesse. På den måde er det jo virkelig rock’n’roll – jeg er bare taget derhen, hvor det næste gig har været. Men jeg kan da godt se på de folk der kom til udstillingsåbningen, at nu var det langt væk fra musikmiljøet. Nu var det kunstnerne og alle forfatterne – der var simpelthen ikke en komponist eller rytmisk musiker til stede. Og på den måde må jeg erkende, at mit popmusikertække er faldende.

Men der er sket en interessant udvikling over de sidste 15 år. For eksempel sidder der i dag rigtig mange på kunstakademierne, der arbejder med lyd, og i de seneste par år har der også været mange installatoriske ting på musikscenen. Så det er beskrivende for hvor det hele er ved at bevæge sig hen, og det er mere en tendens end det har noget med mig at gøre. Måske er to højttalere og konceptalbummets dage bare talte. Jeg synes langt de fleste musikere har referencer, der peger tilbage, og derfor peger på noget der i bund og grund er uopnåeligt. Og det er måske lidt svært for musikken at acceptere, at det er sådan. Men jeg er ikke den eneste, der beskæftiger sig med musik, som er røget over mod galleriscenen. Så i stedet for at tale om et personligt opgør, vil jeg hellere se det som en tendens. Der vil jo altid være en brydning de forskellige kunstarter imellem. Der er altid en ping-pong.”

I dag kl. 17 skal du så optræde på Blågårdens bibliotek – hvad kan vi forvente os af det?

”Jeg præsenterer bogen – og så spiller jeg nogle af de værker der ikke findes mere – som musik. Og så kan man vel låne bogen, nu man er på biblioteket.”

kortkritik
05.09.2023

Godt nyt fra krøllede finner

Paavoharju: »Yön mustia kukkia«
© PR
© PR

Med Yön mustia kukkia har finske Lauri Ainala og hans altid foranderlige mytisk-mystiske orkester Paavoharju udgivet, hvad de selv kalder tredje kapitel i en serie af albums, hvoraf de to foregående blev udgivet helt tilbage i 2005 og 2008. Der er altså løbet en anselig mængde vand under broen, siden man sidst kunne lytte til Paavoharju i denne type konstellation. 

Som tidligere lyder musikken, som er den hjemsøgt af venlige spøgelser. Man kan høre, at lydene kommer fra et land højt mod nord, hvor man lærer at være på god fod med mørket. Skurrende båndstøj, dirrende strenge, virrende samples og helt og halvt hviskede sangstemmer skaber en kalejdoskopisk melankolsk atmosfære. Som brudstykker af folkemusik fra flere forskellige verdner på én gang, der alle kæmper imod hinanden for at trænge igennem den kakofoni, de tilsammen skaber. Dette kan opleves i nummeret »Haihtuu« med Teemu Eerolas violin, der summer i stereo som en bi omkring lytterens hoved, mens rytmiske samples og Anniina Saksas vemodige sangstemme skaber en fremdrift, der tilnærmer sig en popsang. Mindre poppede er numre som »Marian kierto«, hvor en operaagtig vokal bølger frem og tilbage over en fugtigt skovbund af synths og samples. 

Lauri Ainala har stadig et helt særligt talent for at bakse lyde sammen, som i andres hænder bare ikke ville kunne fungere. Sammen med sine medsammensvorne har han med Yön mustia kukkia formået at skabe ikke bare et kærkomment genhør med fortidens spøgelser, men også et spændende nyt kapitel i Paavoharjus krøllede historie.

© Lene Duus

»Musik er lyd, som opleves med æstetisk interesse (hvilket igen vil sige et eller andet med en frivillig, intens opmærksomhed, eller lyd som er skabt med henblik derpå).«

Carl Bergstrøm-Nielsen har siden halvfjerdsernes begyndelse beskæftiget sig intensivt med alternativ komposition og fri improvisation, som flere artikler her i Seismograf vidner om. Han har virket dermed som lærer i gruppeimprovisation og lyttepartiturer ved Aalborg Universitet 1983-2014, som koncertarrangør i København med bl.a. Open Form Festival, som medstifter af European Intuitive Music Conference, som workshopholder internationalt, som udgiver af andres og egne arbejder, som formidler og som forfatter af forskningsarbejder og med opførelser i 25 lande.

kortkritik
30.08.2023

Hierarkiløs saxofonimpro

Alice/Stairway: Matana Roberts
© Anne Niedermeier
© Anne Niedermeier

Du troede måske, at improvisationsmusik handler om fokus? Om transcendens? Matana Roberts var kommet til Stairway – midlertidig residens for spillestedet Alice – for at vise noget andet. Impro-jazzen er adspredt, distraheret, fuld af indskudte bemærkninger.

»I would like to riff of the theme of memory,« sagde Roberts, der stod alene på scenen med en nedarvet sopransaxofon. For dem er minder ikke parkeret i fortiden, men noget som ånder her og nu. Minderne trækker vejret igennem jazzens fraser og ankom til Roberts onsdag aften som erindringer af mennesker: deres afdøde forældre, musikalske forbilleder og – mere abstrakt – fortidens slavegjorte. 

På den ene side var der noget befriende ved den hierarkiløse tilgang, de trådte op med. Spontaniteten kendte ingen grænser. Roberts bevægede sig konstant ind og ud af instrumentet, kommenterede på sit spil, parodierede saxofonlegender, talte i en lind strøm om Covid-19 og om at den amerikanske forfatning blev skrevet af fulde mænd. Publikum blev også aktiveret gennem fællesklange, spørgsmål og slutteligt en væmmelig sang om slaveauktion. 

På den anden side efterlod Roberts’ uvilkårlighed også rummet fuldstændig affortryllet. Det var svært at finde den poesi og klangglæde, som også er en stor del af deres indspillede musik. De var hele tiden på vej mod det næste indfald og tabte nuet i jagten på det. Ærgerligt. 

kortkritik
25.08.2023

Når nogen synger direkte ind i dit øre midt om natten

Marie Koldkjær Højlund, Den Sorte Skole m.fl.: »Natten – en teaterkoncert«
© Emilia Therese
© Emilia Therese

Midt i Carl Nielsens »Solen er så rød mor« rammer tusmørket salen. Så følger højskolesange og vuggeviser, kørt gennem et elektronisk filter og gerne i mol. Marie Højlund og Den Sorte Skoles bearbejdninger af sange om natten udspiller sig i et elegant twilight/chiaroscuro-univers a la Floria Sigismondis Christina Aguelira-video »Fighter« eller The Fifth Element. Her er vemodets røst. Sunget solo eller i kor, sakralt, forvrænget, spøgelsesagtigt og på en baggrund af noise. Som afdøde stemmer, der er kommet tilbage for at sidde ved sengen og hjælpe den endnu vågne videre. Musik har altid assisteret i overgangsriter og endda fungeret som vidundermiddel til søvnløse grever. 

Dramaturgien i Natten er inspireret af søvnstadier: Let søvn, REM, drøm, mareridt, opvågning – alt er flydende, cyklisk som døgnet, og det vibrerende soundscape efterligner nattens lov, hvor fornuften er itu og giver plads til erotisk gnubbende performere på en hestekarusel, K-pop-energi, mega goth og en uskyldig rytmeboks. 30 stykker musik, akkurat som i Goldberg Variationerne, er ret mange. Ofte er de dog ordnet i medleyer, og denne teaterkoncert er mere en stemningsrapport fra et ulogisk rum, natten, et privat sted, som vi alle genoplever hver dag, men som det er svært at rapportere fra. Derfor har vi alle dage poetiseret det manglende lys. Den ældste sang er i øvrigt fra 1642.

Når Natten er bedst, favnes og italesættes mørkets hemmelige rum med en elektrisk nerve og fornemmelsen af, at nogen synger direkte ind i dit øre. Varme synths ledsager disse sange om somre uden sol, ikke for mange eksperimenter men med masser af melodi – og i momenter er det som at lytte til natsværmere. I det gamle teaterrum bliver vi bevidste om at huske at lytte til verden, eller når nogen synger for os, også i halvslumrende tilstand.

kortkritik
23.08.2023

Klarinettens længsel hos vidt forskellige komponister

Jonas Frølund: »Solo Alone and More«
© PR
© PR

Klarinetbegavelsen Jonas Frølund viser hvor stærk meget forskellige komponister fra de sidste små 100 år spiller sammen. Solo Alone and More er båret af en generøs glæde over instrumentet – men også af en længsel. Carl Nielsens solokadence fra klarinetkoncerten længes mod humor. Bent Sørensens smukke, let tågede klange længes mod en folketone, og herfra tager Frølund os umærkeligt til Mette Nielsens meget fine Alone fra 2021, der som et stille råb fra mørket søger efter mening. Med dobbelttoner udforsker hun grænserne i instrumentet (her en basset-klarinet). 

Først herefter giver Frølund os klassiske mesterværker som klarinetsolosatsen fra Messiaens Kvartet til Tidens ende – og den melankolske skalmeje fra 3. akt af Wagners Tristan & Isolde (arrangeret for klarinet). Den ene med længsel mod den endelige befrielse, den anden en dødelig såret Tristans længsel efter at Isoldes skib skal vise sig i det fjerne. Hvorfor spiller de så utrolig godt op ad Gunnar Bergs soloklarinetstykke (der dog er for lang), Poul Ruders’ Tattoo for One og ikke mindst Simon Steen-Andersens tyve år gamle De profundis? Fordi Jonas Frølund er en musiker, der ser et dybere lag eller to ned, og får fat i musikkens kerne gennem sit instrument. Hernede taler mange komponister med hinanden – selvom de er adskilt af mange år eller af døden selv. Sammensætningen giver mening.

Frølund har ikke så meget luft på sin tone, der ikke er lige så varm som fx hos klarinetgeniet Martin Fröst. Men han får inderlighed og musikfilosofisk mening ud af toner, der ikke i sig selv lægger op til den store sammenhæng. Jonas Frølund har en længsel mod at formidle stor musik gennem sit enkle rørinstrument, og det lykkes med den særlige samling af værker her.