Som en del af Ung Nordisk Musik-festivalens program, er Seismograf medarrangør af et debatarrangement om kønsbevidsthed inden for bl.a. statsstøttet kunst og musik.

Kønsbevidsthed og -debat er vigtig og allestedsnærværende. I nabolandet Sverige resulterer den i organisatoriske tiltag i ny musik-miljøet, mens der i de danske miljøer bevidst viges udenom en officiel kønskvotering og -organisering.

Med aktører fra danske og svenske ny musik-miljøer vil vi denne eftermiddag diskutere positioner indenfor denne debat. Hvad er fordele og ulemperne ved kvoteringer? Skal der reguleres statsligt? Eller skal kunsten og kunstnerne hellere finde deres egne veje?

Debatten er ikke forbeholdt kunsten alene, men er også en afspejling af mere generelle nationale tendenser. Vi vil derfor også spørge til, hvorfor kunsten umiddelbart synes automatisk at afspejle landenes politiske diskurser? Er dette et uomgængeligt og iboende karaktertræk ved statsstøttet kunst, eller er det kunstens fineste opgave at række internationalt ud, og tænke ud over de nationale politiske diskurser?

I panelet sidder Konstmusiksystrar, Niels Rønsholdt, Anette Vandsø, Allan Gravgaard Madsen og Mette Nielsen. Moderator er Sanne Krogh Groth.
Arrangementet foregår på engelsk.

Tid: Fredag den 19. august 2016 kl. 14-16
Sted: Kvindemuseet, Domkirkepladsen 5, 8000 Aarhus C

Læs mere på UNM's hjemmeside og genlæs evt. også Seismografs interview med Konstmusiksystrar.

kortkritik
28.10.2020

Lily Greenham fra scratch

Lydarkæologisk lytteklub #2
Lily Greenham. © Demarco Archive
Lily Greenham. © Demarco Archive

»Ingen er Lily Greenham-ekspert.« Med de ord introducerede Institut for Dansk Lydarkæologi den hidtil ukendte, dansk-østrigske konkretkunstner Lily Greenham, der var omdrejningspunktet for aftenens lytteklub på Alice. Det var en aften præget mere af nysgerrighed end formidling af fakta, men det ændrede ikke ved, at arrangementet var uhyre vellykket. Tværtimod.

For det første tillod fraværet af håndgribelig viden Instituttet og deres gæst, lektor emerita Tania Ørum, at se Greenhams liv og værk i et hav af forskellige kontekster uden konstant at skele til allerede kanoniserede fortællinger.

For det andet tillod det hendes værker at tale for sig selv. Greenhams konkretistiske lydeksperimenter var sommetider smukke, andre gange komiske i deres affekterede ekspressivitet, men altid bjergtagende i deres virtuositet og ækvilibrisme.

En fascinerende aften, hvis største forbrydelse jo var at efterlade publikum sultne efter meget mere.

kortkritik
27.10.2020

Et jordskælv af en prisvinder

Nordisk Råds Musikpris
Sampo Haapamäki. © Saara Vuorjoki/Music Finland
Sampo Haapamäki. © Saara Vuorjoki/Music Finland

Av, av, av, et værk, Nordisk Råd har tildelt sin musikpris tirsdag aften: Sampo Haapamäkis Klaverkoncert for kvarttoneklaver og kammerorkester fra 2017.

Jo, det er arkaisk brovtende med ekspressive tordenråb – og værket råber og skriger som få – men det er også enormt nysgerrigt: Alle stemmer i ensemblet har en vilje, noget, de vil udtrykke, mens et overordnet kompositorisk skelet i værket bevæger sig demonstrativt op- og nedad i tydelig snigen.

Klangene – rungende fællesdrøn med messing og streng, tynde solopassager – klamrer sig til klaverets skrøbelige kvarttonevæsen, der aldrig falder til ro, men bevæger sig hidsigt og melankolsk som en solodanser i rustne kæder.

Skelettets dogmatiske rulletrapper af stigninger og fald afslører en tabeltrang hos Haapamäki, eller måske mere et behov for at give de lysende mareridtsudflugter, som de ivrige stemmer konstant fletter ind i koncerten, et nøgternt anker at vende tilbage til, når jorden endnu en gang har åbnet sig under skriften, ja under musikerne, lytterne og musikken som sådan. Tak!

kortkritik
27.10.2020

Goodiepal kan tæmmes

»Unboxing the Goodiepal Collection«
»Unboxing the Goodiepal Collection«. © Frida Nygaard Gregersen
»Unboxing the Goodiepal Collection«. © Frida Nygaard Gregersen

Museumsfløjen på SMK kan næsten ikke rumme eksplosionen af kosmisk computerlogik, snorkende højttalere, serialismeafhandlinger, elektromekaniske lydskulpturer, Gameboy-nostalgi og hjemmelavede synthesizere (der kan bestilles i museumshoppen).

Den røde tråd i kurateringen af »Unboxing the Goodiepal Collection« er suspenderet til fordel for et betagende spind af uforpligtende anbefalinger, og begrebet kunstsamling er til forhandling, mens vi bliver mindet om »potentialet i det, der ikke kan beholdes«, som Goodiepal skriver i et af udstillingens utallige »lyttetips«.

Men til trods for den åbenlyse institutionskritik trænger udstillingen vel ikke helt igennem sin institutionelle præmis. Er museumsrammen overhovedet det bedste format til Goodiepals overgearede og krøllede æstetik?

Der opstår en orden i kaosset, som virker utilsigtet – i labyrinten af utæmmet samlermani indfinder sig en besynderlig bismag af kompromis, som er svær at forene med den anarkisme, der ellers er indbegrebet af Goodiepal.

kortkritik
25.10.2020

Musikformidling med fikse idéer

DR2: »Her er dit hit«
Carsten Holm og L.O.C. © Thomas Behrndtz/DR
Carsten Holm og L.O.C. © Thomas Behrndtz/DR

Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).

Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.

L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.

Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.