Den danske musiker/komponist Mads Emil Nielsen og hans pladeselskab arbitrary præsenterer den tredje af en række arrangementer i KoncertKirken, hvor elektroniske koncerter kombineres med kollektive lyttesessions.
Elektronisk musik egner sig ikke altid til koncertformatets præmis om en live-situation, hvor man ser nogen spille, mens man ser på og lytter. Elektroniske koncerter er ganske enkelt ikke altid så spændende at se på. Hvor mange koncerter kan man ikke komme i tanke om, hvor den visuelle del af seancen nærmest trækker fra den samlede oplevelse, fordi der ganske enkelt ikke er noget nævneværdigt at se på – måske blot en stillesiddende skikkelse med en maskine foran sig. Man får fantastisk musik at høre, og man får den sågar i en koncertsal med flot forstærkning og de helt rigtige akustiske forhold, men man er egentlig ikke så interesseret i det faktum, at afsenderen af musikken er til stede i rummet. Det er lytteoplevelsen, der er det interessante og givende.
Lige netop det forhold imødekommer arrangementsrækken Live + Listening Room, der parrer en kollektiv lytning af et stykke elektronisk musik med en visuelt spændende elektronisk koncert, således at de to situationer understreger dét, de hver især kan, supplerer hinanden og imødekommer førnævnte præmis; den lydligt rige elektroniske musik præsenteres under de bedste lytteforhold uden koncertsituationens konventioner og forventninger tilstede til potentielt at undergrave den.
Til det tredje arrangement i rækken kan man opleve tyske Andrew Pekler, der arbejder med digital sampling og analog syntese, når han hiver fundne lyde og arkivmateriale ind i nye sammenhænge. Indholdet af den kollektive lyttesession er stadig en hemmelighed.
Hvad? arbitrary Live + Listening Room #3 w/ Andrew Pekler (DE)
Hvor? KoncertKirken, Blågårds Plads 6A, København N
Hvornår? Torsdag den 14. december kl. 19:30
Læs i øvrigt Seismografs interview med Mads Emil Nielsen fra 2016.
»Musik hjælper mig med at mærke, bearbejde og regulere mine følelser; den giver dem et afløb, når jeg har brug for forløsning, og skaber ro, når jeg har brug for balance – den fungerer nærmest som et eksternt nervesystem for mig.«
Krzysztof Pietraszewski er musikjournalist, redaktør og kurator med base i Kraków, Polen. Siden 2016 har han været kunstnerisk leder af Sacrum Profanum, en festival for ny og eksperimenterende musik. Han er vært på Muzykoteka og koncertserien RKK Live, der genudsender koncerter på Radio Kraków Kultura. Han udvikler desuden lyttesessioner med samtaler, hvor publikum inviteres til at opdage ukendt musik, udveksle indtryk og lytte sammen. Hans arbejde omfatter også produktion af indspilninger til serien Sacrum Profanum Archives. Han stammer oprindeligt fra Schlesien, men har gjort Kraków til sit hjem. Her formidler han musik gennem koncerter, radioudsendelser, artikler og på det seneste også eksperimenterende DJ-sæt.
»Musik for mig er bedst, når der er noget både for hjerne og hjerte. Jeg elsker musik, der leger med sproget og forstår, at ord skaber billeder, samtidig med at det har sin helt egen lydlige kvalitet og humør. Det er kun et plus, hvis musikken også giver mig energi på løbeturen eller får mig til at danse i køkkenet eller grine. Eller græde. Musik må gerne være en flødebolle med en overraskelse indeni.«
Lone Hørslev er forfatter til både digte, romaner og sangtekster og tv-serien Den gode stemning. Sammen med Mads Mouritz er hun den ene halvdel af Mouritz/Hørslev Projektet, og senest har hun skrevet tekster til musikteaterforestillingen STOLT sammen med Katrine Muff. Sangene kan findes på albummet Jeg ønsker mig.
»Jeg tror, at musikken simpelthen er den måde, jeg opfatter og bearbejder verden på.«
Raphael Loher er pianist og komponist med base i Luzern i Schweiz; han kombinerer elementer af eksperimenterende elektronisk musik, ambient og minimalistisk komposition. Hans særegne, krystalklare værker udforsker legende reduktion og rytmisk abstraktion med det formål at skabe unikke resonanser og æstetiske forbindelser. Hans meditative klaverspil lader sitrende, rhizomatiske strukturer opstå, hvilket skaber spændingsfyldte narrative forløb. Loher udvider sit lydspektrum ved at præparere klaveret, bruge effektpedaler og arbejde med båndoptager.
Lohers nye album, Figuren (Präsens Editionen), er præget af intuition, eksperimenter og en bevidst distance til hans primære instrument – klaveret. Ved at bearbejde intime koncertoptagelser fra et residency-ophold har Loher dekonstrueret udvalgte melodier, toner og resonanser til nye former og transformeret dem yderligere gennem båndmanipulation.