Den danske musiker/komponist Mads Emil Nielsen og hans pladeselskab arbitrary præsenterer den tredje af en række arrangementer i KoncertKirken, hvor elektroniske koncerter kombineres med kollektive lyttesessions.

Elektronisk musik egner sig ikke altid til koncertformatets præmis om en live-situation, hvor man ser nogen spille, mens man ser på og lytter. Elektroniske koncerter er ganske enkelt ikke altid så spændende at se på. Hvor mange koncerter kan man ikke komme i tanke om, hvor den visuelle del af seancen nærmest trækker fra den samlede oplevelse, fordi der ganske enkelt ikke er noget nævneværdigt at se på – måske blot en stillesiddende skikkelse med en maskine foran sig. Man får fantastisk musik at høre, og man får den sågar i en koncertsal med flot forstærkning og de helt rigtige akustiske forhold, men man er egentlig ikke så interesseret i det faktum, at afsenderen af musikken er til stede i rummet. Det er lytteoplevelsen, der er det interessante og givende.

Lige netop det forhold imødekommer arrangementsrækken Live + Listening Room, der parrer en kollektiv lytning af et stykke elektronisk musik med en visuelt spændende elektronisk koncert, således at de to situationer understreger dét, de hver især kan, supplerer hinanden og imødekommer førnævnte præmis; den lydligt rige elektroniske musik præsenteres under de bedste lytteforhold uden koncertsituationens konventioner og forventninger tilstede til potentielt at undergrave den.

Til det tredje arrangement i rækken kan man opleve tyske Andrew Pekler, der arbejder med digital sampling og analog syntese, når han hiver fundne lyde og arkivmateriale ind i nye sammenhænge. Indholdet af den kollektive lyttesession er stadig en hemmelighed.

Hvad? arbitrary Live + Listening Room #3 w/ Andrew Pekler (DE)
Hvor? KoncertKirken, Blågårds Plads 6A, København N
Hvornår? Torsdag den 14. december kl. 19:30

Læs i øvrigt Seismografs interview med Mads Emil Nielsen fra 2016.

© PR

»Musik er for mig en drivkraft og et sted jeg altid kan høre til, både alene og med andre. Den er en invitation ind i andres virkeligheder og forbinder på tværs af identitet og kultur. Meget magisk!«

Julie Østengaard arbejder med elektronisk lyd og komposition i installatoriske og performative formater. Hendes tidligere værker har inkorporeret elementer som advarselssirener, trafikstøj, mobiltelefoner, hjerneimpulser og indholdet af et gammelt skibsværft. I de seneste år har hun beskæftiget sig med identitet og kollektive idealer i vestlig kultur og hvordan sociale, teknologiske og psykologiske forhold former vores liv. Julie er aktuel med udstillingen MADE TO BREAK på Regelbau 411. Udstillingen er en installatorisk fortolkning af hendes kommende album Slug Barbie, som hun også optræder med i koncertformat på Struer Tracks 2025.

kortkritikrelease
12.08

Modstandens trommer

Maria Faust Sacrum Facere: »Marches Rewound and Rewritten«
© PR

Med sit seneste album har saxofonisten og komponisten Maria Faust sat det politiske i centrum af jazzen – i den lange tradition efter Ornette Coleman, Miles Davis, Charlie Haden, Fred Frith og Tom Cora, for blot at nævne nogle få. Det overraskende er hendes valg af genre: marcher, som i sig selv ikke er en traditionel jazzform. Hvis Charles Mingus for eksempel hyldede New Orleans’ marching bands, er Fausts valg uden tvivl mere konfrontatorisk. De marcher, hun manipulerer og nedbryder indefra, er ikke af den underholdende slags – medmindre man er general – for de tilhører den militære og nationalistiske kategori.

Fausts musik ville passe perfekt til stykker som Alphonse Allais’ Père Ubu og Bertolt Brechts Den afviselige opstigning af Arturo Ui, i kraft af dens brug af det groteske som en kreativ drivkraft. Fausts geni ligger dog ikke i at forvandle disse marcher til fjollede cirkusfanfarer, men i at skabe et ægte truende rum i musikken – gennem kaos, men også gennem hjerteknusende dissonanser, som kan høres som et ekko af grådkvalte klagesange over de faldne i krig. Hendes relativt store ensemble – syv musikere plus hende selv – bestående af seks blæsere og to trommeslagere/percussionister, skaber et perfekt harmoni-disharmoni-univers, som hvis Charles Mingus og Sun Ra havde arbejdet sammen.

Marches Rewound and Rewritten er et skelsættende og vigtigt album, som lyser mørkt i disse svære tider og minder os om, at alt er politisk – især musik.

kortkritikrelease
11.08

Stemmer fra en svunden tid

Sofie Birch & Antonina Nowacka: »Hiraeth«
© PR
© PR

Mens Birch og Nowackas fælles debutalbum Languoria med sin synthprægede lyd lød som en drøm om en anden verden, fremstår deres andet album mere som et vindue til en svunden tid. De elektroniske elementer er trådt i baggrunden til fordel for akustiske klange fra citar, guitar og harpe, og det giver musikken en varmere, mere jordbunden karakter. Et fint eksempel er titelnummeret, hvor en sagte rislende bæk danner bagtæppe for en afslappet dialog mellem citar, guitar og stemmer, der glider mellem sang og nynnen. Der er en tydelig forbindelse til folkemusikkens enkle melodik og de små brudstykker, man selv kunne finde på at nynne i køkkenet, mens elkedlen koger. Det er netop denne personlige og inviterende tone, der gør kompositionen så velfungerende. Også »Nøkken« vidner om styrken i Birch og Nowackas sangskrivning. Med sin enkle instrumentering, blide melodi og velafstemte rumklang bringer nummeret det bedste frem i de to stemmer og fremstår næsten vægtløst – gennemsigtigt og efemerisk.

Sammen skaber den dansk-polske duo musik til folk, der drømmer om en anden tid og et andet sted, ikke fordi de nødvendigvis ønsker at fly deres nuværende eksistens, men fordi dagdrømmeriets stille stunder er fulde af ro, sikkerhed og fortryllelse. Indimellem tager følelsen af sikkerhed dog en smule overhånd, og man savner noget, der kan udfordre roen – sådan som de mere fremtrædende synths gjorde det på debutalbummet. Men er man i humør til ukompliceret skønhed og stille drømme, er Hiraeth stadig et stærkt udspil fra to vedvarende interessante stemmer i ambientgenren.

© PR

»For mig er musik i sin essens fuldstændig og total frihed. Når vi begynder at organisere musikken, er det et tilbud om at forstå os selv, vores valg og vores verden.«

Lennart Ginman er musiker, komponist og producer Hah har samarbejdet med førende kunstnere indenfor jazz, electronica og progressiv techno. Ginman er specielt anerkendt for at kombinere den elektroniske og den akustiske musik i et personligt, filmisk og dramatisk lydunivers udenfor genre. Ginman har skabt syv albums i eget navn, bl.a. et album sammen med Sort Sol-sangeren Steen Jørgensen, Ginman/Jørgensen. Han kan for tiden høres med trioen GinmanBlachmanDahl.

kortkritikrelease
07.08

Gąsiorek ser sig aldrig tilbage

Cześćtet: »Polofuturyzm«
© PR
© PR

Polskfødte Szymon Gąsiorek har gjort det igen – skabt et overflødighedshorn af et album, der både overvælder og begejstrer med sit endeløse væld af eklektiske ideer, stilarter og lydkilder. Som det ofte er tilfældet med denne slags udgivelser, hvor hvert nummer har sin helt unikke identitet, så vil man hurtigt kunne udpege yndlinge.

En klar favorit melder sig da også med det samme. Åbningsnummeret »TAK TAK NIE NIE« eksploderer med en energi, der vækker mindelser om tidligt Boredoms, en tung omgang støjrock med råbevokal, elguitar, saxofon, pistolskud, skrig, synths, klaver og m.m. Også tredje nummer »STRACH LĘK NIEPOKÓJ« brillerer med en zeuhl-agtig fremdrift drevet af militaristisk vokal, insisterende trommer, kantet guitar og saxofon. Og selv uden for de umiddelbart mest imponerende numre er Polofuturyzm så spækket med højdepunkter og sjove overraskelser, at det halve kunne være nok. Tag som eksempel »90s [NADZIEJA]«, med en trance-synth, der hurtigt og effektivt saboteres af free jazzede trommer og saxofon, eller »JEDNOKIERUNKOWY«, der lyder som klassisk disco polo smidt i en blender og tilføjet pitch-shiftede vokaler og klubbede keyboards. Ej at forglemme det otte sekunder korte falde-på-halen klaverspil på »RĘCE«.

Polofuturyzm er båret af en manisk insisteren på aldrig at se sig tilbage. Det eneste konstante er fraværet af konsistens. Gąsiorek har været her før, men det føles stadig lige radikalt og forfriskende.