Elja er et innovativt og ambitiøst værk, som forener tradition, samtidsmusik og et stærkt økologisk perspektiv i en holistisk kunstnerisk vision. Med udgangspunkt i Hardangerviddas åbne landskab skaber komponisterne et rigt og sammenhængende lydunivers, hvor fugle, dyr, vejr og vidder træder frem som musikalske bevægelser og tilstande. Her er naturen ikke et motiv, men et sårbart økosystem, hvor alt hænger sammen, og musikken bærer en stille bevidsthed om, hvad vi risikerer at miste.
Værket er skrevet til en familie af specialbyggede instrumenter som hardangerfeler, hardangeraltvioliner og hardangercelloer, som er udviklet af den norske violinbygger, Ottar Kåsa, med Maurseth som solist. Resonansstrengene, de alternative stemninger og den rige overtonestruktur skaber et omsluttende klangrum, hvor hardangerfeletraditionens klangmæssige arv åbner sig mod nye musikalske landskaber. I mødet mellem Maurseths forankring i en levende, mundtlig tradition og Tjøgersens præcise og udforskende klangtænkning opstår der et udtryk, som både er poetisk, detaljeret og klangmæssigt modigt.
Elja viser, hvordan et samarbejde mellem forskellige kunstneriske praksisser kan udvide både instrumentets, traditionens og samtidsmusikkens mulighedsrum. Med sin kunstneriske originalitet, sit stærke naturengagement og sin internationale gennemslagskraft fremstår værket som et betydningsfuldt bidrag til vor tids musik. Det er et værk, som indbyder til koncentreret lytning og refleksion over menneskets plads i det større økologiske fællesskab.
Værket blev bestilt af Kronos Quartet og Carnegie Hall og blev uropført i New York i 2025. Det repræsenterer et internationalt gennembrud for to af de mest markante stemmer inden for norsk musik.
Kilde: Nordisk Samarbejde
Goodiepal kan tæmmes
Museumsfløjen på SMK kan næsten ikke rumme eksplosionen af kosmisk computerlogik, snorkende højttalere, serialismeafhandlinger, elektromekaniske lydskulpturer, Gameboy-nostalgi og hjemmelavede synthesizere (der kan bestilles i museumshoppen).
Den røde tråd i kurateringen af »Unboxing the Goodiepal Collection« er suspenderet til fordel for et betagende spind af uforpligtende anbefalinger, og begrebet kunstsamling er til forhandling, mens vi bliver mindet om »potentialet i det, der ikke kan beholdes«, som Goodiepal skriver i et af udstillingens utallige »lyttetips«.
Men til trods for den åbenlyse institutionskritik trænger udstillingen vel ikke helt igennem sin institutionelle præmis. Er museumsrammen overhovedet det bedste format til Goodiepals overgearede og krøllede æstetik?
Der opstår en orden i kaosset, som virker utilsigtet – i labyrinten af utæmmet samlermani indfinder sig en besynderlig bismag af kompromis, som er svær at forene med den anarkisme, der ellers er indbegrebet af Goodiepal.
Musikformidling med fikse idéer
Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).
Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.
L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.
Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.