nyhed

Kristine Tjøgersen og Benedicte Maurseth vinder Nordisk Råds musikpris 2026

Nordisk Råds musikpris 2026 går til de norske komponister Kristine Tjøgersen og Benedicte Maurseth for Elja, en suite for Kronos Quartet og hardangerfele.

Juryens motivering

Elja er et innovativt og ambitiøst værk, som forener tradition, samtidsmusik og et stærkt økologisk perspektiv i en holistisk kunstnerisk vision. Med udgangspunkt i Hardangerviddas åbne landskab skaber komponisterne et rigt og sammenhængende lydunivers, hvor fugle, dyr, vejr og vidder træder frem som musikalske bevægelser og tilstande. Her er naturen ikke et motiv, men et sårbart økosystem, hvor alt hænger sammen, og musikken bærer en stille bevidsthed om, hvad vi risikerer at miste.

Værket er skrevet til en familie af specialbyggede instrumenter som hardangerfeler, hardangeraltvioliner og hardangercelloer, som er udviklet af den norske violinbygger, Ottar Kåsa, med Maurseth som solist. Resonansstrengene, de alternative stemninger og den rige overtonestruktur skaber et omsluttende klangrum, hvor hardangerfeletraditionens klangmæssige arv åbner sig mod nye musikalske landskaber. I mødet mellem Maurseths forankring i en levende, mundtlig tradition og Tjøgersens præcise og udforskende klangtænkning opstår der et udtryk, som både er poetisk, detaljeret og klangmæssigt modigt.

Elja viser, hvordan et samarbejde mellem forskellige kunstneriske praksisser kan udvide både instrumentets, traditionens og samtidsmusikkens mulighedsrum. Med sin kunstneriske originalitet, sit stærke naturengagement og sin internationale gennemslagskraft fremstår værket som et betydningsfuldt bidrag til vor tids musik. Det er et værk, som indbyder til koncentreret lytning og refleksion over menneskets plads i det større økologiske fællesskab.

Værket blev bestilt af Kronos Quartet og Carnegie Hall og blev uropført i New York i 2025. Det repræsenterer et internationalt gennembrud for to af de mest markante stemmer inden for norsk musik.

Kilde: Nordisk Samarbejde

playliste

07.02

Mit navn er Masaya Ozaki – vil du se min playliste?

»For mig er musik et hemmeligt, sikkert sted. Det er et tilflugtssted fra samfundet, fra den, man forventes at være, og fra ideen om at høre til. Det er et rum, hvor man er fri for konflikt og dualistiske tankegange. Det er et sted at føle verden uden at skulle forstå den.«

Masaya Ozaki er en komponist født i Niigata, Japan. Hans arbejde er dybt påvirket af rummets flygtige natur og lydens finesser i fysiske miljøer. Ozaki ser ikke kun lyd som et medie, men som en form, der er dybt sammenflettet med de rum, den bebor, noget han udforsker udførligt i stedsspecifikke projekter som Echoes, der involverede liveoptrædener inde i et fyrtårn.

Ozakis seneste album, Mizukara (2024), er en afspejling af hans personlige og kunstneriske rejse, primært formet af hans oplevelser i Island. Albummet omfavner minimalisme og introspektion og inkorporerer feltoptagelser, sparsomme instrumentalnumre og teksturerne i det islandske landskab for at udforske det flydende forhold mellem selvet og miljøet. I nylige interviews har han understreget sit skift fra rent lydbaserede kompositioner til dem, der dybt overvejer miljø og rum. Hans flytning til Island har haft en dyb indflydelse på hans arbejde og opmuntret ham til yderligere at fusionere grænserne mellem musik, natur og arkitektur. Han er også medlem af det Reykjavík-baserede emo anime doom metal-band MC Myasnoi.

playliste

06.02

Mit navn er Malu Pierini – vil du se min playliste?

»For mig er musik en tidsrejse; én sang kan sende dig tilbage til en barndomssommer, et fyldt dansegulv, et breakup – eller en følelse af håb, du troede, du havde lagt fra dig.«

Dansk-korsikanske Malu Pierini har skabt sit eget musikalske univers et sted mellem København, Korsika og 1960’ernes Paris. Her mødes nordisk soul/pop og fransk chanson, når hun trækker tråde til sin families rødder på Paris’ cabaretscene, Middelhavets rå skønhed og fortællinger, der bygger bro mellem fortid og nutid.

Pierini har netop udgivet debutalbummet Libera Me – en filmisk og dybt personlig rejse ind i familiehistorien og en undersøgelse af, hvad vi bærer med os videre fra dem, der kom før os. Albummet forener fransk 60’er-lyd, bossa-referencer, korsikanske folketoner og indiepop i en fortælling om kærlighed, arv og identitet.

kortkritikrelease

06.02

Små snefnug i en brutal snestorm

Mads Emil Dreyer: »Miniatures«

Dacapo, 06.02

Simon Heggum

Da denne anmeldelse skulle nedfældes, væltede snestormen ind over Danmark, og selv Østerbro blev druknet i smuk, hvid sne. Dette passede helt utrolig godt til den danske komponist Mads Emil Dreyers nyeste kompositioner, der er præget af melankolske, barnlige strofer af klokkespil og fjerne synths. De minimale kompositioner bliver udført af ensemblerne Scenatet, EKKI MINNA og Athelas Sinfonietta, der alle har den moderne musik, kompromisløse eksperimenter og en leg med akustik og indgangsvinkler, til fælles. Dette høres også i værkerne.

Ekkoer af metalliske klangflader blandes med enkelte, svævende pads og kammer oftest over fra det smukke til det skræmmende. Pladens første halvdel præges af lidt mere lyse og legende melodier, hvor specielt »Miniature I–II« og »I–III« leverer smukke melodier, der oftest rammer en i hjertet. Et kort intermezzo indleder pladens anden halvdel, hvor skurrende keys og pads introduceres, og de klingende klokkespil hænger over én som uhyggelige skygger eller skræmmende spøgelser.

Suiterne er korte, enkle og virkningsfulde, men samtidig dybt stemningsskabende. På kort tid er Miniatures blevet et foretrukket lydrum for denne anmelder, når der er behov for at trække sig tilbage i sindets kamre, hvor blandingen af klokkespil og tilfældighedsprincip fremstår som små, glinsende snefnug i en lang og brutal snestorm.

playliste

04.02

Mit navn er Cecilie Penney – vil du se min playliste?

»Musik for mig er et sus i brystet – en vej til at forstå og udtrykke følelser.«

Cecilie Penney (f. 1990, DK) er fra februar aktuel med udstillingen Rest and Routine – Duet for Sanatorium and Modern Hospital i Nikolaj Kunsthal. Hun billedkunstner og elektronisk komponist, der arbejder på tværs af lyd, installation, video og tekst. Hendes praksis undersøger, hvordan infrastruktur og kulturelle normer former menneskelig adfærd, samt hvordan følelser og empati udfolder sig inden for strukturelle, sproglige og teknologiske systemer.

I de senere år har hun haft særligt fokus på det skandinaviske sundhedsvæsen og på, hvordan patienter navigerer i en institution, der kan være vanskelig at få adgang til og forstå. Med en konceptuel tilgang undersøger Penney, hvordan patienter ofte forventes at passe ind i rigide rammer, som ikke tager højde for deres individuelle behov. Ved at skabe forestillede eller alternative verdener udforsker hun nye muligheder for heling og transformation inden for bureaukratiske systemer og inviterer til refleksion over, hvordan systemisk forandring kan vokse frem af følelsesmæssig indsigt og kollektiv gentænkning.

Penney har en MFA fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler i København samt en BFA i kunstfotografi fra HDK-Valand i Göteborg.

kortkritikrelease

04.02

Poetisk natteroderi

Bent Sørensen: »12 Nocturnes & Piano Concerto No. 3, La sera estatica«

Dacapo, 16.01

Bent Sørensen. © Peter Christian Christensen

Therese Wiwe Vilmar

Hvorfor kan man altid genkende en vuggevise? Denne musikalske grundform, der cirkulært og tyst er blevet sunget ind med modermælken. Komponist Bent Sørensens soloklavercyklus 12 Nocturner er en hyldest til nattens musikalske kulturarv. Nocturnen – en natlig, lyrisk komposition – forenes med bl.a. vuggeviser og kantater i en poetisk fortælling fra solnedgang til solopgang om det nære og alligevel ubegribelige: At solen står op, at børn fødes, at stjerner kan skues fra små vinduer på jorden, at klaveret kan skabe verdener med 12 toner.

Bent Sørensen har skrevet de 12 korte nocturner i perioden 2000-2014 til pianist (og hustru) Katrine Gislinge. De har før været udgivet digitalt. Nu udgives de som studieindspilning i forening med Klaverkoncert nr. 3, La sera estatica. Uropførelsen af denne »ekstatiske aften« danner kontrast til nocturne-kompositionernes simple, balancerede form. Med en dramatisk start, flere orkestergrupper og knasende uvejr i klangfladerne brydes det drømmende natlige univers af en brusende iver, der folder sig ud i to dele, hvor renere melodilinjer efterhånden overtager anden del – inklusiv en distinkt (nat?)klokke.

Klaverkoncertens suveræne kvalitet kommer dog ikke helt til sin ret, når den bringes som et postscriptum til nocturnernes afrundede fortælling. De to elementer tager sig bedst ud hver for sig, så den ekstatiske aften for fuldt orkester ikke punkterer magien fra stjerner, der blinkende strøs ud i klaverets staccato anslag, eller Sigrids natlige danse og vuggeviser. Der er rigelig dramatik i den smukt formidlede enkelte nat, for også barnet Sigrid skal en dag ikke længere synges til ro.