© Thor Brødreskift
© Thor Brødreskift
Nordisk Råds musikpris 2026 går til de norske komponister Kristine Tjøgersen og Benedicte Maurseth for Elja, en suite for Kronos Quartet og hardangerfele.
 
Juryens motivering

Elja er et innovativt og ambitiøst værk, som forener tradition, samtidsmusik og et stærkt økologisk perspektiv i en holistisk kunstnerisk vision. Med udgangspunkt i Hardangerviddas åbne landskab skaber komponisterne et rigt og sammenhængende lydunivers, hvor fugle, dyr, vejr og vidder træder frem som musikalske bevægelser og tilstande. Her er naturen ikke et motiv, men et sårbart økosystem, hvor alt hænger sammen, og musikken bærer en stille bevidsthed om, hvad vi risikerer at miste.

Værket er skrevet til en familie af specialbyggede instrumenter som hardangerfeler, hardangeraltvioliner og hardangercelloer, som er udviklet af den norske violinbygger, Ottar Kåsa, med Maurseth som solist. Resonansstrengene, de alternative stemninger og den rige overtonestruktur skaber et omsluttende klangrum, hvor hardangerfeletraditionens klangmæssige arv åbner sig mod nye musikalske landskaber.  I mødet mellem Maurseths forankring i en levende, mundtlig tradition og Tjøgersens præcise og udforskende klangtænkning opstår der et udtryk, som både er poetisk, detaljeret og klangmæssigt modigt.  

Elja viser, hvordan et samarbejde mellem forskellige kunstneriske praksisser kan udvide både instrumentets, traditionens og samtidsmusikkens mulighedsrum. Med sin kunstneriske originalitet, sit stærke naturengagement og sin internationale gennemslagskraft fremstår værket som et betydningsfuldt bidrag til vor tids musik. Det er et værk, som indbyder til koncentreret lytning og refleksion over menneskets plads i det større økologiske fællesskab. 

Værket blev bestilt af Kronos Quartet og Carnegie Hall og blev uropført i New York i 2025. Det repræsenterer et internationalt gennembrud for to af de mest markante stemmer inden for norsk musik. 

Kilde: Nordisk Samarbejde

© Alexander Tovborg
© Alexander Tovborg

Det smukkeste ved cellist Cæcilie Trier (CTM) og danser Skjold Rambows gennemgående smukke performance Bow på en over- og sidedækket Platform-scene var ikke kun Rambows ophævelse af tyngdekraften i langsomme, baglæns flikflak og breakdancede positurer. Det var heller ikke, at celloen lød fuld af mørk krop i sin forstærkning, men samtidig også svævende med en lækker rumklang. Eller at de to performere virkede i total harmoni og holdt øjenkontakten, mens Rambow hvirvlede rundt i balletsko og skakternet joggingtøj. Nej, det smukkeste var selve gestussen: at Trier lod den klassiske musik stå så uforfængeligt til rådighed for en samlet kunstnerisk helhed, hvor sløve hiphopbeats og insisterende skælvebas fyldte lige så meget som hendes enkle, let forsirede buebølger og korte mønstre.

Det slog gnister. Næsten bogstaveligt, da Rambow undervejs samlede en trommestik op og slog den mod et bækken, så hele kroppen blæste bagud i en eksplosion. Eller i poetisk forstand, da Trier lod det voldsomme regnskyl udenfor spejle i et soundscape af dryp.

Men først og fremmest i en sublim finale, hvor et let beat og celloens lyse flimren ledsagede Rambows fald ud i publikum. Ikke et hvilket som helst publikum, dog. For straks rejste de syv mænd, han landede i, sig og løftede den døde krop mod loftet. Det gav et sug i maven. At Roskilde Festival kan opbyde den slags visuel-akustisk poesi på en torsdag ved frokosttid – i øsende regnvejr – er næsten for godt til at være sandt. Jeg bukker mig i mudderet.

kortkritiklive
05.07.2024

En verden af kontraster – og lidt smølfevokal

Roskilde Festival: Slauson Malone 1
© PR

Celloen er overalt på årets Roskilde Festival. Nogle bruger den som alt muligt andet – hov, så var den en elbas, eller hvad med et keyboard druknet i effekter – men i amerikanske Jasper Marsalis’ Marcela Lucatelli-værdige bomberprojekt Slauson Malone 1 blev celloen faktisk brugt som, ja, cello.

Marsalis stod selv for vokal og elguitar på den åbne Platform-scene, mens Nicholas Wetherell åbnede koncerten med et motorløb på sin forstærkede cello, men så slog over i knipsede meditationer, som Marsalis bidrog til med overtonespil på guitaren. Følsomme jazzfyre? Niks, pludselig: synkrone støjløb, intimiteten splintret, og inden længe kastede Marsalis sig ud i det siddende publikum med et rullefald – og et skrig.

Imens spillede Wetherell følsomme vibratoer. For kontraster lever på Roskilde og driver jo nærmest verden fremad i disse år. Så det var den, verden, der tonede frem i musikken: gennem voldsomme omslag mellem 8-bittet smølfevokal, ambient gnavende solocello, intim indie oven i ét sekunds sample af Cher – kulminerende i en vemodig vuggevise med slør af digitaltheremin.

Det var på mange måder peak hipsteræra. Men det var også intenst rørende, omtrent som at følge Mahler ude på kanten af afgrunden, mens han prøvede at tegne hele verden op i sine partiturer. Eneste forskel: Staffeliet ser lidt anderledes ud i dag.

© Kristoffer Juel Poulsen
© Kristoffer Juel Poulsen

Det er ikke første gang, Selvhenter viser Roskilde, hvordan en saxofon kan skråle. Selv de mest avantgardeparate lyttere hev efter vejret. Ja, det var svært ikke at lade sine egne lunger leve sig ind i de lange forløb og den balstyriske energi, som det eksperimenterende københavnske firkløver excellerede i med en instrumentpark bestående af to trommesæt, synth, basun, sax og diverse. Og jo mere bandet – placeret i midten af Avalon-teltet med publikum omkring sig – vævede på deres kollektive patchworktæppe, jo mere blev disse instrumenters egenart udvisket. Selvhenter kunne ligeså vel have spillet på helt andre instrumenter. Man så Sonja LaBianca stå og trykke tonerne ud af et blæseinstrument, men det lød mere som en harpe fra rummet. Det var forunderligt, hvordan hendes saxofonfanfarer lød som nødsignaler til outer space. Og imens kørte trommerne meget jordbundne rytmer: Steve Reich-agtig puls mødte mere free forløb. 



Selvhenter pustede fuldfed punket og jazzet noise op i det telt. Uden pauser (selv ikke da en lilletromme gik kold og skulle udskiftes undervejs) og uden vand til de fremmødte. Det var et plus, at vi kunne være så tæt på musikerne, som på deres lille scene i midten lignede kæmpere i en battle-arena, Det var ny musik, der i høj grad var kropslig. I en times tid trak vi vejret (og måske endda svedte?) synkront. Og det er vældig godt at gøre noget sammen på en festival. Selvhenter på Orange Scene næste år. Kom nu!

kortkritikrelease
29.06.2024

Nordmand omfavner fremtiden med glitch og tambourkorps

Øyvind Torvund: »A Walk Into the Future«
© PR
© PR

Det historiske symfoniorkesters akustiske vellyd bliver radikalt udfordret af synth og glitch på Øyvind Torvunds nye udgivelse. De første »Sweet Pieces« er en blanding af parodisk følelsesladet symfoniorkester og elektronisk ambiens, som tilsammen danner et temmelig syret og komplekst lydlandskab. Umiddelbart sødmefyldt og let tilgængeligt, næsten som stumfilm-akkompagnement eller en ballet – men noget foruroligende og komplekst er under opsejling, hvilket i den grad konsolideres af »Archaic Jam«. Her udsættes Oslo Philharmonic for både glitch, electronica og noise, som orkestrets akustiske instrumenter på bedste vis forsøger at akkompagnere, fx når en elektronisk melodi fra outer space i ny og næ titter frem.

Et taktfast og muntert tambourkorps slutter udgivelsen. Endelig lader det til, at nogen har tænkt sig at gå i samme retning, og Lettelsen melder sig. Men bip og knips afbryder illusionen, og pludselig laver det store orkester en samlet mørk melodisk bevægelse, som et akkompagnement til den mest tragiske del af en ballet. Så en række morsekoder, så tambourkorpset igen, nu en sagte melodi... Lytteren bliver kastet frem og tilbage mellem diverse musiktraditioner, som blander sig med hinanden.

A Walk Into the Future omfavner kaos og uforudsigelighed i et komplekst værk, der humoristisk og ubesværet leger med et væld af musiktraditioner. Torvund har skabt en musikalsk sci-fi om verdens vaklen mellem tradition og innovation. Samtidig er det også et klassisk symfoniorkesters spæde udforskning af scenarierne for sin egen fremtid.

© Pasquale

»Music for me is the only way to say things that are too hard to say with words.«

Pasquale Ivan Dante Rinaldi is an Italian jazz piano player and composer living in Aarhus, Denmark. After graduating from NOMAZZ( Nordic Master in Jazz), he finished his Advanced Postgraduate Diploma (Solist) in DJM in Aarhus. He is also a teacher an educator, teaching ensemble in the conservatory in Aarhus. In his career he recorded several record as a band member and sideman, such as the ones with Deezmal, Maisemat, Martina Di Roma, Patton/Padoin/Rinaldi. He just released his first album as a bandleader, Short Story Long, featuring Fulvio Sigurtà on trumpet, Jesper Bodilsen on bass, and Alessandro Paternesi on drums