2-18. juni lægger Struer gader, pladser, parker m.m. til landets hidtil eneste festival for stedsspecifik lydkunst. Festivalleder Jacob Kreutzfeldt fortæller om Struer Tracks, som festivalen er døbt.
“Struer Tracks er en festival for lydkunst. Kernen er udstilling af lydkunstværker, og værkerne er stedspecifikke i den forstand at de er tænkt eller tilpasset til Struer og til de konkrete steder. Uden om udstillingen har vi en række arrangementer, koncerter, workshops og præsentationer, hvor vi inviterer borgere og besøgende til at lytte og give lyd”, indleder Jacob Kreutzfeldt.
Han uddyber, hvordan de urbane og offentlige rammer spiller med på lydkunstens præmisser på en helt anden måde end eksempelvis de traditionelle, hvide gallerirum.
“Vi ville gerne skabe situationer, hvor publikum møder kunst i hverdagen – frem for på museer eller i koncertsale. Her er der mulighed for at kommunikere på andre planer, end når det foregår på institutioner. Ved at arbejde i det offentlige rum er der en anden mulighed for at værkerne kan overraske folk i hverdagen. Det gælder for al kunst i det offentlige rum, men måske i særlig grad for lydkunst, hvor kan komme komme snigende og blande sig med omgivelsernes lyd”, forklarer han.
Valget af lige netop Struers offentlige rum som ramme for festivalen er langt fra tilfældig. Det lokale byråd har med en strategisk satsning brandet den midtjyske købstad under navnet Lydens By. Knap en femtedel af de ca. 10.000 indbyggere er da også beskæftiget hos byens største virksomhed, B&O, der er verdenskendt for især lyd-elektronik af høj kvalitet.
“Man har gennem de seneste 5 år arbejdet med at opbygge en identitet og kultur omkring lyd i Struer – ikke mindst baseret på at Bang & Olufsen har ligget i Struer i mere end 90 år. Det betyder at vi kan trække på initiativer og kompetencer, som vi ikke ville kunne finde i andre byer – og slet ikke i byer af Struers størrelse. F.eks. har Ursula Nistrup haft mulighed for at samarbejde med folk med stor teknisk kompetence på B&O, og vi kan spille Jacob Kirkegaards og Peter Albrechtsens Dolby Atmos-værk Den Usynlige By i en af de mest veludstyrede provinsbiografer, jeg nogensinde har set”, konstaterer han.
Udover at bidrage med gode tekniske faciliteter og samarbejdsmuligheder, kan Struer også noget andet, som kunst-hovedsæderne Aarhus eller København ikke kan.
“Struer Tracks er også et forsøg på at aktivere en anden lokalitet end de metropole omgivelser, som samtids- og lydkunsten tit præsenteres i. Struer er en provinsby, og med festivalen vil vi gerne undersøge mødet mellem samtidskunst og provinsby. Det er håbet at værkerne kan være med til at sætte fokus på steder, identiteter og kulturer, der kendetegner provinsdanmark – der jo trods alt er den største del af landet”, afslutter Jacob Kreutzfeldt.
Det er ambitionen, at Struer Tracks skal udvikle sig til at blive en international biennale for lydkunst, der således indtager Struer næste gang i 2019 og hvert andet år derefter.
Hvad? Struer Tracks
Hvor? Forskellige lokationer i Struer
Hvornår? 2-18. juni 2017
Læs mere om festivalen og se det komplette program af udstilling og arrangementer på festivalens hjemmeside.
Meditative kraftudladninger
Tivolis Koncertsal var rammen for lidt af en begivenhed i dansk musikliv: Fem centrale kammermusikværker af den græsk-franske ærkeavantgardist Iannis Xenakis opført som jubilæumskoncert på dansk grund. Alt i alt af halvanden times varighed, fuldkommen suverænt kurateret og fremført af Ekkozone anført af Mathias Reumert.
Xenakis' værker regnes med god grund for noget af det mest komplekse, der er skrevet i 1900-tallets anden halvdel, men de virker aldrig til at være skrevet med kompleksiteten som et mål i sig selv, sådan som man ellers har kunnet mistænke andre i hans generation for.
Det indledende værk, en sats fra det marimba-dominerede værk Pléïdades (1978), fik mig til at ærgre mig over, at jeg ikke havde taget min fire år gamle dreng med: For han ville utvivlsomt have sat højlydt pris på værkets mylder af runde, mættede og meditative lyde, der lød som bløde kugler, som i en uendelig varm strøm flød hen ad gulvet.
De to efterfølgende soloværker for henholdsvis percussion og klaver, Rebonds B/A (1989) og Mists (1980), blev opført attacca efter hinanden, dvs. uden pause. Det bidrog til at gøre deres ellers fundamentalt forskellige klangverdener forbløffende beslægtede med hinanden. I de første minutter af det sidste værk var det endda som om, at klaveret var blevet et slagtøjsinstrument.
Koncertens ældste værk for klaver og fem koreograferede messingblæsere, Eonta (1964), blev her opført for første gang herhjemme. Dets tilsyneladende uforenelige modstilling mellem den pointilistiske, rationelle klaverstemme og de flydende, undertiden drømmende blæsere fik det næsten til at lyde som et kakofonisk remake af Charles Ives' The Unanswered Question. Værkets performative elementer, hvor blæserne ofte vandrede rundt på scenen, gav det samtidig et skær af noget fuldkommen uvirkeligt. Det værk ville jeg meget gerne se og høre opført igen.
Endelig gav Okho (1989) for tre djember koncerten en medrivende afslutning. Anvendelsen af dette vestafrikanske instrument kan muligvis ses i et postkolonialt perspektiv, det vil sige som en kritik af Xenakis' adapterede hjemland Frankrigs stærkt problematiske historiske relation til kontinentet. I så fald lød værket som en dyster formaning om at lade kontinentet helt i fred. Og derved fik instrumentationen en selvironisk farve, der her blev skærpet af en langt senere tids Black Lives Matter-bevægelse. Jeg krympede mig i stolen, samtidig med at jeg var revet med af musikken og fremførelsen: Det var tæt på at være ulideligt.
Efter koncerten var mine ører godt gennembanket af al den lyd, men det var som om, jeg kunne have fortsat hele aftenen med at lytte til Xenakis' univers, spændt ud som det er mellem på den ene side aggression og raseri, på den anden tilbagelænethed og resignation. Jeg var overloadet og forklaret på samme tid. Og den følelse har for mig ellers været sjælden efter en avantgardekoncert.
Den syrlige madro
Kan man virkelig opleve et måltid som en æstetik i sin egen ret? Jeg sad stilfærdigt i cirklen af komponist Line Tjørnhøjs spiseritual SPRING og spekulerede over, om jeg havde prøvet noget lignende før. Det var både mere end en kulinarisk og musikalsk oplevelse. Komposition forklædt som servering, måske. Eller et tekno-organisk procesværk med munden fuld af tre retter mad, augmented reality og NFT-økonomi. Omfangsrigt, i hvert fald.
Den algegrønne velkomstdrink smagte som Øresund dryppet i en Virgin Mojito. Læskende. Intet behov for dinner music, der var masser af lyd omkring os. Enghavevej brummede, mens vi fortærede den sirligt stylede grøntsagssuppe. Vi rev citronskal, stødte krydderier, gnaskede og slubrede. Der var en fredfyldt rytmik i måltidets samvær – en eftertænksom klangbund i forholdet mellem spisningens indre og ydre lyde.
Men så bankede fremmedgørelsen og kiks-æstetikken på døren. Den iPhone, vi havde fået udleveret, skulle frem mellem forret og hovedret. Middagsselskabet blev en glitchende AR-gæst rigere: en aldeles lo-fi udgave af generalsekretæren fra Folkekirkens Nødhjælp, Birgitte Qvist-Sørensen.
Freden var forbi, hyperrealismen havde meldt sin ankomst. Madroen blev pludselig syrlig. Qvist-Sørensens skurrende spiselyde forskød sig rundt i vores skingre telefoner og plantede en kærkommen konflikt. Nærvær og forskydning ramlede frontalt sammen – og i det greb, blev værket til sin egen indtagende størrelse. Tak for mad.
Børresens Erindring er oprindeligt lavet som en installation til Kystmuseet Skagen og er Hans Sydows genfortolkning af værker af komponisten Hakon Børresen (1876-1954). Og musikken tåler sagtens at blive hevet ud af sine trygge Skagen-rammer, for Sydow har skabt et virkelig spændende værk, som jeg helt fundamentalt nød at lytte til.
Helt lavpraktisk har Sydow arrangeret Børresens melodier for forskellige solister og tilføjet stemninger efterfølgende: Havet omkring Skagen er noget af det første, vi hører, og hver enkel melodi får sit eget skagenske særkende.
Pladen står generelt stærkest, når solisterne får lov til at folde sig ud, og det giver Sydow dem også plads til. »Havørnen« er den eneste sang på pladen, og jeg følte næsten, jeg kendte den i forvejen, så meget Højskolesangbogs-stemning giver den mig. Og gåsehud fra Christian Vuusts saxofonsolo!
Det eneste uforløste er Sydows remix af en optagelse af Kong Frederik IX, der dirigerer musik af Børresen. Konceptuelt skiller den sig for meget ud fra resten, fordi melodien forsvinder fra musikken, og stemningen kan ikke bære det hele.
Men alt i alt en meget helstøbt oplevelse: Sydow puster nyt liv i kompositioner, vi måske ellers havde overset.
Syntetisk citron i Aarhus
Indvielsen af Else Marie Pades Plads ved Godsbanen i Aarhus skulle have fundet sted i august 2020, men blev pga. corona udskudt. Og 27. maj stod behagelige toner i flydende kontrast til den grå betonplads, da de elektroniske kunstnere Tobias Sejersdahl & Sophia Sagaradze (ALF) åbnede med mixede live optagelser, der sendte øregangene tilbage til 90’ernes konsolspil. Et syntetisk citronduftende pissior, toiletbåsene, foyeren og entréen på Radar udgjorde rammen for HAUMANS lydinstallation Creeper – syv minutters mix af reallyde fra spillestedet blandet med synth og vokal flød konstant frem og tilbage igennem rummenes højttalere i et varierende mønster programmeret af Sophia Sagaradze. Omend værket var spændende, havde det vundet ved individuelle lyde i de forskellige rum.
Sophie Birch brillerede ved langsomt at forme sit blide soundscape af metalliske vindklokker og klarinet i live loops, klangflader og gæsteoptræden fra en saxofonist. Koncerten kulminerede med stærk vokal indhyllet i tunge rytmer a la Björk og Portishead. Intensiteten tog af, og hun sluttede med en enkelt drone og sang på knæ foran mixerpulten.
Men hvor var sammenhængen mellem det udmærkede – omend noget nedskalerede – arrangement og Else Marie Pade?
I anledning af Music City Aarhus 2022 bringer Seismograf en serie artikler om musik og lydkunst i Aarhus.
Det store ingenting
Det er sundt at kede sig, siger mennesker, som ofte keder sig. Godt nyt, i så fald: for Ensemble Storstrøms portrætalbum af Kasper Rofelt er årets kedeligste udgivelse. Med længder!
Her er alt, hvad den kedsomhedsglade har brug for: generiske værker med etudepræg; musikere, der tæller takter i stedet for at spille musik; dynamik og klanglig opfindsomhed på niveau med en ventetone. Musikalsk æter, simpelthen.
Musikken virker helt befriet for selvkritik, helt ubevidst om sin egen ferskhed. Tag titelværket: først en glidning her, en opbremsning der, et pizzicato, en klynge – idéløsheden sat i toner. Måske et afsæt for en spejling, en dramatisk dikotomi?
Drøm videre. Da kammerværket vender sig om og skal til at formidle sin kontrast, udøver klaverets slæbende skalaløb og tomme morsesignaler den ferskeste dramatik af alle.
Det lyder, som om nogen løfter låget af en osteklokke, der har stået på konservatoriet siden starten af 00’erne. Hører nogen virkelig en kunstnerisk vilje her, et temperament?
»Bank-bank-bank,« lyder det mod slutningen af albummet. Det er ikke skæbnen, der banker på. En harpe kører i rille, klaveret triller monotont. Hvem er det dog, der banker? Ikke nogen, åbenbart. Ingenting. Og lyden kommer indefra.