2-18. juni lægger Struer gader, pladser, parker m.m. til landets hidtil eneste festival for stedsspecifik lydkunst. Festivalleder Jacob Kreutzfeldt fortæller om Struer Tracks, som festivalen er døbt.
“Struer Tracks er en festival for lydkunst. Kernen er udstilling af lydkunstværker, og værkerne er stedspecifikke i den forstand at de er tænkt eller tilpasset til Struer og til de konkrete steder. Uden om udstillingen har vi en række arrangementer, koncerter, workshops og præsentationer, hvor vi inviterer borgere og besøgende til at lytte og give lyd”, indleder Jacob Kreutzfeldt.
Han uddyber, hvordan de urbane og offentlige rammer spiller med på lydkunstens præmisser på en helt anden måde end eksempelvis de traditionelle, hvide gallerirum.
“Vi ville gerne skabe situationer, hvor publikum møder kunst i hverdagen – frem for på museer eller i koncertsale. Her er der mulighed for at kommunikere på andre planer, end når det foregår på institutioner. Ved at arbejde i det offentlige rum er der en anden mulighed for at værkerne kan overraske folk i hverdagen. Det gælder for al kunst i det offentlige rum, men måske i særlig grad for lydkunst, hvor kan komme komme snigende og blande sig med omgivelsernes lyd”, forklarer han.
Valget af lige netop Struers offentlige rum som ramme for festivalen er langt fra tilfældig. Det lokale byråd har med en strategisk satsning brandet den midtjyske købstad under navnet Lydens By. Knap en femtedel af de ca. 10.000 indbyggere er da også beskæftiget hos byens største virksomhed, B&O, der er verdenskendt for især lyd-elektronik af høj kvalitet.
“Man har gennem de seneste 5 år arbejdet med at opbygge en identitet og kultur omkring lyd i Struer – ikke mindst baseret på at Bang & Olufsen har ligget i Struer i mere end 90 år. Det betyder at vi kan trække på initiativer og kompetencer, som vi ikke ville kunne finde i andre byer – og slet ikke i byer af Struers størrelse. F.eks. har Ursula Nistrup haft mulighed for at samarbejde med folk med stor teknisk kompetence på B&O, og vi kan spille Jacob Kirkegaards og Peter Albrechtsens Dolby Atmos-værk Den Usynlige By i en af de mest veludstyrede provinsbiografer, jeg nogensinde har set”, konstaterer han.
Udover at bidrage med gode tekniske faciliteter og samarbejdsmuligheder, kan Struer også noget andet, som kunst-hovedsæderne Aarhus eller København ikke kan.
“Struer Tracks er også et forsøg på at aktivere en anden lokalitet end de metropole omgivelser, som samtids- og lydkunsten tit præsenteres i. Struer er en provinsby, og med festivalen vil vi gerne undersøge mødet mellem samtidskunst og provinsby. Det er håbet at værkerne kan være med til at sætte fokus på steder, identiteter og kulturer, der kendetegner provinsdanmark – der jo trods alt er den største del af landet”, afslutter Jacob Kreutzfeldt.
Det er ambitionen, at Struer Tracks skal udvikle sig til at blive en international biennale for lydkunst, der således indtager Struer næste gang i 2019 og hvert andet år derefter.
Hvad? Struer Tracks
Hvor? Forskellige lokationer i Struer
Hvornår? 2-18. juni 2017
Læs mere om festivalen og se det komplette program af udstilling og arrangementer på festivalens hjemmeside.
Da Louise Beck i 2022 præsenterede sin første opera på Copenhagen Opera Festival, blev publikum bedt om at medbringe skitøj og termodragter. Den Sidste Olie, om koloniseringen af Grønland og rovdrift på naturen, udspillede sig på isen i Østerbro Skøjtehal. Det blev startskuddet til et frugtbart samarbejde om nyskrevne værker, der udvider operaens rammer og rum. Nu går samarbejdet ind i en ny fase: Fra 1. september bliver Louise Beck festivalens nye kunstneriske leder.
»Musik for mig er fred.«
Iris Gold er en dansk sangerinde. Hun er født i London, men opvokset på Christiania. Hun pladedebuterede i 2015 med singlen »Goldmine« og har siden udgivet en række singler. Debutalbummet Planet Cool udkom i 2019. Hun har netop udgivet albummet Sugar on My Lips.
»Resonans – musik er for mig en uundværlig inspirerende resonans. I musikken falder de store følelser på plads, og de små pibler frem. Min farfar introducerede mig for operaen som barn – så højt, at mit hjerte sprang op i ørerne, og jeg forelskede mig pladask og inderligt i disse storladne og dramatiske kompositioner. Derigennem blev jeg introduceret for de store følelser i verden – i musikken var der plads til dem på en måde, jeg ikke havde oplevet noget andet sted før.«
Astrid Kruse Jensen (f. 1975) er billedkunstner bosiddende i København. Hun har igennem hele sit kunstneriske virke været optaget af fotografiet og dets relation til erindringen. Med sine poetiske forskydninger af virkeligheden udforsker hun grænselandet mellem det tilsyneladende og det skjulte, mellem det virkelige og det imaginære, mellem fortid og nutid.
Hun har udstillet bredt både i Danmark og internationalt, med udstillinger på gallerier og museer – fra solo til gruppeudstillinger i Slovenien, Litauen, Polen, Sverige, Island, Finland, Frankrig, Belgien, Holland, Tyskland, Spanien, Italien, Indien, Kina, Korea, Ghana, Canada, USA og Storbritannien. I Danmark har man kunnet opleve hendes værker på blandt andet Kunstmuseet Brundlund Slot, Esbjerg Kunstmuseum, Heerup Museet, Rønnebæksholm, Brandts, Aros, Kunsten, Skagen Museum, Willumsen Museum, Sorø Kunstmuseum, Odsherred Kunstmuseum og Johannes Larsen Museet. Astrid Kruse Jensen er repræsenteret af Martin Asbæk Gallery i København og Wetterling Gallery i Stockholm & Gøteborg.
Den røde Husqvarna-symaskine stod midt på scenen, fræsende af sted som en utrættelig trommeslager i et endeløst blast beat. »Järnrör«, »Cyanid«, »Tramadol« hvæsede Tehran mellem de hvinende guitarforstærkere og foran videoerne af idyllisk svensk motorvejskunst og billeder af de mange Husqvarna-våben. For bag Husqvarnas uskyldige have- og husholdningsprodukter gemmer der sig en industri af død – et prisme af opvæksten i Jönköbing og en illusion om svensk neutralitet, som den svensk-iranske kunstner Tehran betonede med koncerten Husqvarna The Movie.
Til hvert nummer var der en ny video badet i symaskine, guitar og growl-vokal. Men nummeret »Delam gerefteh« var anderledes afdæmpet, også fordi Tehran lænede sig tilbage på en stol og med en cigaret i munden lod musikken og videoen tale for sig selv.
Aftenens andet navn, canadisk-iranske Saint Abdullah, tilbragte hele koncerten med en tusch i munden, som han indimellem brugte til at notere musikkens gang. Saint Abdullahs koncert var som at se en radiooperatør, der skruer på en skrattende forbindelse – fra fuglefløjt til akustisk guitar, fra nyhedsudsendelser til field recordings var sampleren på midten af bordet et samlingspunkt for fragmenterne af tro, kultur og migration.
Hvor Tehrans koncert var som et indøvet, helende ritual, var Saint Abdullahs som en impulsiv dialog mellem et hav af lydbidder. Begge koncerter kredsede om den iranske arv. Ikke en arv, som vi nødvendigvis skulle kunne forstå, men som en mosaik af modsætninger, der kun kan behandles ét sted – i musikken.
Nogle drømmer om at finde liv i fjerne solsystemer. Andre – som Knud Viktor, Jacob Kirkegaard og nu også Simon Toldam – vender teleskopet om og opdager ukendt liv i den nære, men skjulte natur omkring os. Så hvad fandt Toldam, den 46-årige pianist fra det eksperimenterende jazzmiljø, da han i aftes rettede blikket mod engelske Levon Biss’ ultranære fotos af biller, fluer og græshopper med uropførelsen af det timelange audiovisuelle trioværk Insecta?
Først og fremmest fandt han en varieret og nysgerrig fortolkning af insekternes liv. Bag et transparent lærred omdannede Toldam sit præparerede flygel til et gamelan-instrument, og på hver side af ham kriblede og hvæsede lyde frem fra saxofonist Torben Snekkestad og percussionist Peter Bruun. Produktionsværdien var høj, og trioen – der sammen kalder sig Loupe – bevægede sig fermt mellem det konkrete og det sfæriske.
Men til tider var der også noget gammeldags over udtrykket. Mens en gulbrun græshoppe nanometer for nanometer tog form på lærredet, blev den af flyglets metalbækkener placeret i en østlig klangverden. Det klingede af eksotisme, af gamle elektroniske EMS-optagelser med affinitet for atonal serialisme, og snart lod Snekkestad en klagende Miles Davis-trompet svæve rundt i lydbilledet.
Når han så til gengæld med dramatisk flair pustede luft gennem samme instrument eller monterede en gummislange og forvandlede det til et frådende basmonster – mens Bruun strøg metal eller dunkede rituelt i trommerne – var vi ude af fortiden igen. Og da Insecta til sidst lænede sig ind i det ambiente, og Toldam begyndte at bøje gamelan-tonerne med hænderne nede i det åbne flygel, var det, som om ikke bare tiden, men også afstanden mellem insekterne og en selv gik i opløsning i et dirrende drømmebillede. Så var det pludselig lige meget, om der er liv på Mars.
