Under overskriften MOD starter på onsdag en koncertrække i KoncertKirken i København med den unge, danske blokfløjtenist Louise Hjorth og ny musik for hendes instrument i centrum.

”MOD” står for ”moderne musik” og for at være ”modig” - det gælder både musikere og komponister, fortæller Louise Hjorth.

I samspil med en række andre musikere uropfører hun musik af den britiske komponist Laurence Osborn og desuden musik af bl.a. tysk-islandske Steingrimur Rohloff, colombianske Eblis Álvarez og danske Pierre Dørge. Udvalget er dermed milevidt fra det klassiske repertoire for instrumentet fra renæssancen og barokken.

”De tidlige toner, som er skrevet originalt for mit instrument, rummer visse begrænsninger. Man kan ikke gå til ekstremer på samme måde, som man kan i ny musik. Jeg fokuserer på den nye kunstmusik, der rummer alle udtryksmuligheder. I den kan jeg gå til ekstremer og give mig selv fuldt ud”, forklarer den 32-årige fløjtenist.

Ved koncerterne improviserer Louise Hjorth på forskellige blokfløjter fra sopranino til den dybe bas, ligesom man kommer til at høre instrumentet gennem en række effektpedaler.

Tid: 18. november kl. 20:00

Sted: KoncertKirken, Blågårds Plads, København N

Senere i løbet af vinteren kommer koncertrækken bl.a. forbi værker af Fuzzy, filmkomponisten Frans Bak og jazzpianisten Jacob Anderskov. Det sker 15. december, 10. januar og 2. februar, hvor man bl.a. kan opleve Louise Hjorth i samspil med Lars Greve (sax/klarinet), Neel Teilmann (klaver) og Katrine Kristiansen (orgel). Læs mere om koncertrækken på louisehjorth.dk.

© Asbjørn Kragh

»Musik er for mig at være i kontakt med noget større. Jeg er ikke religiøs, men med musikken kommer jeg i kontakt med noget spirituelt eller åndeligt, både som musiker og lytter. Samtidig kan musikken skabe unikke møder mellem mennesker. Det nonverbale er en perfekt ramme for kulturmøder, fordi vi med det samme connecter med noget større og vigtigere, som alle mennesker på jorden forstår.«

Sanger og komponist Camilla Dayyani er vokset op i Danmark med sine søskende, sin danske mor og iranske far. Hendes vej ind i musikken er gået via skolekor, violin timer på musikskolen og soulbands m.m. i gymnasietiden. Senere forelskede hun sig pladask i Billie Holiday og de store klassiske jazzsangerinder. Herfra var det jazzens tonesprog, der optog hende i årene på musikkonservatoriet og de første år af hendes karriere. Det udgangspunkt kan man høre på hendes tidligere udgivelser: Silver and Gold (2005), Anadyomene (2007), Come My Way (2009) og Rummet Fyldt (2013).

På det aktuelle album Mine Miniaturer sætter Camilla Dayyani både danske og persiske digtere stævne på tværs af århundreder og store geografiske afstande og samler på den måde både sine kulturelle og musikalske rødder i sine kompositioner. Albummet er tænkt som et samlet værk for ensemblet, som består af strygekvartet, jazzkvartet og to persiske musikere. Hun synger og reciterer på dansk, persisk og engelsk.

Hun har før kredset omkring musikken i lyrikken, og bl.a. skrevet musik til og indspillet digte af Pia Tafdrup, Dan Turéll, Johannes Jensen og Piet Hein. Nysgerrigheden har ført Camilla Dayyani rundt i genrerne. Hun har sunget moderne klassiske værker af Morten Olsen med Athelas Ensemblet, indspillet moderne jazz med sine egne kvartetter, sunget børnemusik på YouTube-succesen Sangskattekisten, sunget iransk popmusik fra 70’erne og meget andet.

PR

The English choir conductor Charlotte Rowan took over the position as conductor of the Danish Girls' Choir in August 2023 and is the eighth conductor in the choir's history. She grew up as a chorister at Liverpool Metropolitan Cathedral, where she later became an Organ Scholar, at the same time as she studied singing and conducting at the Junior Royal Northern College of Music in Manchester.

At the age of 19, Charlotte Rowan began studying music at University of Cambridge, where she continued her education as a singer and conductor of The Chapel Choir of Sidney Sussex College. Since 2018, Charlotte Rowan has lived in Denmark, where she has partly continued her education himself as choir conductor at the Jutland Music Conservatory, partly as conductor of Herning Church's Boys' Choir for three years before she became conductor of the DR Girls' Choir.

Bill Frisell. © Carole D'Inverno

»Jeg kan godt lide, når det er umuligt at se i starten, om noget er sort eller hvidt, eller country eller blues, eller whatever.« 

Bill Frisells karriere som guitarist og komponist har strakt sig over mere end 40 år og har haft mange berømte indspilninger. Fra Aaron Copeland og Charles Ives til Bob Dylan og Madonna. Bill Frisell, der er født i Baltimore, spillede klarinet gennem hele sin barndom i Denver, Colorado. Hans interesse for guitar begyndte med hans eksponering for popmusik i radioen.

© Harald Bjørgvin

Teitur (Tie-tor), left his homeland, the remote, beautiful, wild and weather beaten Faroe Islands in the far North Atlantic as a teenager. He was convinced that if he wanted to follow his dream of making his own music he had to go somewhere with the access to the technology and musical professionalism that he felt wasn’t available at home. His debut album in 2003 was called Poetry & Aeroplanes. He collaborated with German singer Judith Holofernes, the Holland Baroque orchestra and recently recorded the album Songs from a Social Distance with Aarhus Jazz Orchestra​. After travelling the world Teitur is again based in the Faroes. In 2023 he was among the 13 artists nominated for the Nordic Council Music Prize.

kortkritik
16.12.2023

Orgel, ynde og bad ass-minimalisme

Organ Sound Art Festival: Hampus Lindwall, Matt Choboter, Ying-Hsueh Chen, Simon Mariegaard, Paulina Rewucka & Neža Kokalj, Ellen Arkbro, Hanne Lippard
© Daniel Oxenhandler
© Daniel Oxenhandler

Det er muligt, at julen er hjerternes fest, men det er bestemt også orglets. Mange støder i løbet af december på kirkeorglets mægtige klang i forbindelse med julens mange kirkekoncerter, men i Koncertkirken på Nørrebro er december blevet en helt særlig slags fest med orglet som hovedperson og med et efter fremmødet at dømme til andendagen af Organ Sound Art Festival ganske dedikeret publikum, fascineret af orglets klang, struktur og mangfoldige muligheder.

Aftenen åbnes af den svenske organist og komponist Hampus Lindwall, der også runder aftenens program af i et trioformat med organist Ellen Arkbro og vokalist Hanne Lippard. Solosættet indledes af værket Unmounted / Muted Noun af amerikanske Phill Niblock, som Lindwall præsenterer som en bad ass-minimalist. En form for bad ass-minimalisme, der egner sig godt til orglets rige væld af klange og overtoner, og med langstrakte droner får Niblocks værk da også hele kirken til at knirke og knage, mens Lindwalls eget Music for Organ & Electronics byder på et kvadrofonisk set-up, hvor publikum opfordres til at sætte sig i midten af kirken for at lade sig omslutte af både orglets klang og de elektroniske toner.

I det hele taget er det en aften, hvor publikum opfordres til at flytte sig meget efter, hvad det enkelte værk kræver. I det efterfølgende bestillingsværk, And Then There Were The Sounds of Birds, af den herboende canadiske komponist Matt Choboter, må publikum trække helt ud til siderne for at give plads til to ekspressive dansere, der sammen med to orgler, et præpareret flygel, percussion og elektroniske collager skaber et både melankolsk, legende og meget fysisk rum, der kredser om fugles stemmer og bevægelser. Orglet indtager her en mere tilbageholdende rolle, men værket synes samtidig at indkredse et paradoks ved netop orglet som et instrument, der med sin klang stræber mod det sfæriske, men som samtidig er ladet med en tyngde, som også kommer til udtryk i danserne, der snart nærmest svæver, snart falder klodsede til jorden, samtidig med at de indgår i symbioser med de instrumenter, der er fordelt ud i hele rummet. 

At udforske orglet er således også at udforske rum for musikken, både for komponist, performer og publikum, og på sin vis bliver det næsten en del af aftenens oplevelse, at vi, mens vi drikker ud og snakker om aftenens koncerter, er vidner til det franske ensemble Pancrace, der omdanner hele salen til en sand orgelbyggeplads for at gøre klar til deres koncert den efterfølgende dag. Nysgerrigheden bliver i hvert fald vakt på mere.