I morgen i Reykjavik uddeles Nordisk Råds Musikpris, der samtidig kan holde 50 års jubilæum. Prisen uddeles sammen med Nordisk Råds priser i børne- og ungdomslitteratur, litteratur, musik, film, samt natur og miljø i Kulturhuset Harpa i Reykjavik.

Prisen blev uddelt første gang i 1965, i første omgang kun hvert tredje og siden hvert andet år. Siden 1990 er prisen, der desuden kommer med en check på 350.000 kr., blevet uddelt årligt. Hvert andet år gives prisen til et værk af en nulevende komponist, og hvert andet år går prisen til en solist eller et ensemble. Tidligere er prisen gået til danskere som Per Nørgård, Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Niels-Henning Ørsted Pedersen, Palle Mikkelborg, og sidste år var det komponisten Simon Steen-Andersen, der løb med prisen for værket ”Black Box Music”.

Blandt de nominerede i år finder man den norske mezzosopran Tora Augestad, det islandske kammerorkester Kammersveit Reykjavíkur, den svenske bassist og cellist Svante Henryson, den finske akkordeonist Kimmo Pohjonen og den færøske doom metal-gruppe Hamferð.

Blandt de to danske nomineringer finder man - som det også var tilfældet i 1997 - den klassiske blokfløjtespiller Michala Petri. Læs mere om Petris vej mod Nordisk Råds Musikpris i Sune Anderbergs dugfriske anmeldelse af hendes seneste to udgivelser.

Den anden danske nominering er faldet på den elektroniske musiker HVAD. Bag navnet gemmer sig 31-årige Hari Shankar Kishore, der gennem det seneste tiår har tittet frem fra den københavnske undergrund under forskellige aliasser som DJ HVAD eller Kid Kishore eller som en del af samarbejderne Faderhuset eller Albertslund Terrorkorps, der i en slags hyldest til Rotterdam Terror Corps har indoptaget den hollandske 90’er-gabber-techno i sin lyd side om side med indiske bhangra beats, rituelle tempelklokker, alverdens glitch-lyde og hyppige vokalsamples af ord som ”perker” og ”hvad?”.

Kishore er heller ikke bleg for at køre den danske kulturarv gennem sin situationistiske dekonstruktionsmaskine af nydanskerslang og ”perker tech”, som det er blevet døbt. Hans tidlige dj-sæt indeholdt ofte brudstykker af John Mogensens ”Danmarks jord for de danske” (oprindeligt en EF-kritisk sang) og Kim Larsen, der pludselig med mussestemme sang "de kylede gas mellem hinduerne" indover helt knækkede beats og guitarfigurer fra ”Midt om natten”.

I 2007 lånte han navnet Trentemøller fra den på det tidspunkt måske mest efterspurgte danske dj, Anders Trentemøller, og fik via det sociale medie MySpace tilbudt dj-jobs i både Berlin og Rungsted, hvor man altså troede, man havde booket hitliste-housemusik.

Til daglig holder Kishore til på Kommunal Dubplate Service på Nørrebro i København, hvorfra han driver pladeselskabet Syg Nok Records og med kommunal støtte servicerer lokalbefolkningen med muligheden for at få produceret vinylplader på studiets nærmest antikke pladeskærer. Indtil videre har maskinen spyttet plader ud med Kishores egne projekter samt andre musikalske hackere som Teppop, Goodiepal eller Nørrebro-rapperen Kidd.

Og snart vil det altså vise sig, om Kishore også er vinder af Nordisk Råds Musikpris på 50-årsdagen. Den uddeles i morgen i Kulturhuset Harpa i Reykjavik. Læs mere om de nominerede og om prisen på dens officielle hjemmeside.

© PR

»Musik for mig er lyd i sin stærkeste og mest fokuserede form. Når lyd bliver til musik, arbejder alle lyde som en samlet enhed, der bestræber sig på at opnå et højere stadie. De harmonerer, temponerer og amplificerer med høj præcision for at stimulere hjernens belønningssystem og skabe en dybere, næsten spirituel oplevelse.« 

Magnus Hansen er en dansk lyddesigner. Til efteråret præsenterer han udstillingen Atomic Echoes på World Stage Design i Sharjah. Udstillingen skal skabe bevidsthed om atomvåbens destruktive kraft og gøre emnet mere nærværende gennem en sanselig oplevelse.

kortkritikrelease
25.01.2025

Vanedannende elegance

Rune Glerup: »Perhaps Thus the End«
© Caroline Bittencourt

En strygekvartet består af fire musikere, og en klarinetkvintet af fem, men den danske komponist Rune Glerups (f. 1981) nyindspillede værker for begge ensembler får en til at tro, at deres antal er talt forkert, for lidt. Glerup, som sidste år modtog Nordisk Råds Musikpris for sin violinkoncert Om lys og lethed, skriver kammer- og orkesterværker, der ofte er præget af flerdimensionalitet: En klangidé gentages vedholdende i ændrede fremtoninger, hvilket giver fornemmelsen af, at komponisten udforsker forskellige facetter af en fysisk form. De to værker på Perhaps Thus the End – fremført af den fremragende Quatuor Diotima og klarinettisten Jonas Frølund – er dog lige så meget en demonstration af det ekspansive indre som af overfladens udstrækning.

De syv satser i strygekvartetten (som har givet navn til albummet) er opkaldt efter linjer fra Samuel Becketts sene prosaværk Stirrings Still. Lange toner og galopperende motiver skifter gnidningsfrit mellem ensemblets medlemmer og skaber en klang, så gruppen synes fordoblet i størrelse. Tonesproget er til tider mekanisk, men aldrig automatisk, og ligner snarere ballettens former. Glerup er en omhyggelig mester i tekstur, der finder elegance i utraditionelle lyde gennem ferm lagdeling – eksempelvis, når en harmonisk pizzicato i en senere sats bryder strygernes knirkelignende klang, inden ensemblet pludselig bevæger sig ind i stilheden.

På den overraskende vanedannende »Still Leaning Towards this Machine« – sandsynligvis en af de få gange, en nutidig klarinetkvintet har opnået denne betegnelse – forstærkes ensemblet af elektronik gennem en subtil, hakkende resonans. Hvilket resulterer i, at orkesteret i tre lystige satser lejlighedsvis forvandles til en slags paranormal harmonika. Det er en vidunderligt sær effekt, som partituret, på en lige så sær måde, leverer med en næsten alvorsfuld mine – endnu én af mange givende overraskelser på denne fremragende udgivelse.

Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek

© Jade Frances

»Music for me is many, often contradictory, things. Here's a few ways I think about it. 1. An opportunity to reframe our attention to our everyday existence, particularly in the way we listen. 2. A contemplative space that can be an escape from reality and a means to engage the senses in a unique way 3. A way to directly relate to and reflect on the world around us 4. A specific set of approaches to the organisation of time 5. An attitude that embraces non-semantic methods of communication 6. Wiggly vibrations of air 7. A meeting place 8. Anything that labels itself as music 9. A collection of histories that are constantly self-reflexively generating new expressive potentials.«

Matthew Grousse is a composer, performer and organiser, originally from Yorkshire (UK), currently living and working in Copenhagen (DK). He often works in interdisciplinary settings between music for instruments and voices; electronic sound; text; video; and performance. His music regularly engages with a re-contextualisation of everyday sounds, objects, and automatic social behaviours to reveal the latently musical in the banal. Recent focusses include: audience participation; music-theatre; collaborative creation; and documentary approaches to composition. 

He is a co-director of composer-performer group Current Resonance, regularly contributing to meticulously curated intermedial events. Working voluntarily to strengthen opportunities for young composers/sound artists, He has been the chairperson of Aarhus Unge Tonekunstnere and the treasurer of Ung Nordisk Musik (DK) since 2023. He debuted as a composer from Det Jyske Musikkonservatorium in February 2024 with the evening-length music-theatre work Call to this number are being diverted.

© Robert Schittko

»Music chews words, thoughts and ideas for me – and perhaps for others too – so that I can digest intentions, affect and meanings.«

Tze Yeung Ho is a Norwegian-Finnish composer. Tze Yeung's music is created at the crossroads of understanding, reflecting his multilingual upbringing. His works explore the territories of speech, translation in language, dramaturgy and poetics. Working with Scandinavian, Finno-Ugric and Chinese poetry and prose, his music treads on the fragile landscapes of (mis)communication through (un)spoken words. Close collaboration with living writers, storytellers and word-based artists is integral to his practice. His creations usually result in some form of music theatre. Tze Yeung holds a doctoral degree (PhD) from the Estonian Academy of Music and Theatre and a master's degree from the Norwegian Academy of Music.

© PR

»Musik for mig er et motorvejshotel. Åbent 24 timer i døgnet. Der er ingen receptionister, og man får ikke udleveret nøgler. Man vandrer søvndrukken rundt ad hotellets mange gange, fra dør til dør. Nogle døre står på klem, andre må man flå op. Bag dem alle er der værelser. Nogle er sparsomt møblerede, andre er fyldt til randen med dansende mennesker. Man kan opholde sig derinde et par minutter. Nogle rum vender man tilbage til. Mange er lidt kedelige, andre vælter nærmest én bagover. Allermest holder jeg af dem, jeg ikke rigtig kan orientere mig i. De rum, hvor jeg er i tvivl om, hvad der er gulv, og hvad der er væg. Og hvad inventaret egentlig skal bruges til. Alle rum sætter sig i én. Du forlader hotellet og kører videre ad livets motorvej. En anden end da du kom.«

Anders Søgaard er digter og professor i kunstig intelligens og filosofi ved Københavns Universitet. Han har skrevet elleve bøger og mere end 300 forskningsartikler. Han har tre børn og bor i et bofællesskab i Roskilde.