Det tværkunstneriske og ofte konceptuelle ensemble SCENATET opfører i weekenden for første gang i Danmark det operalignende værk ”Infinito Nero” af den italienske komponist Salvatore Sciarrino.
I alt fire gange i løbet af tre dage lægger den gamle Polyteknisk Læreanstalts Maskinhal ved Botanisk Have rammer til opførelsen af denne ”ekstase i et akt” fra 1998, der bl.a. udmærker sig ved en meget sagte progression og ved kun at have én sanger på rollelisten.
”Det er en meget vigtig prioritering for mig, at SCENATET bidrager til dansk musikliv ved at præsentere væsentlige udenlandske hovedværker. Sciarrino har med sin autodidakte og nærmest jomfruelige tilgang til både teknik og tradition åbnet op for en helt ny klangverden bestående af en særlig form for indrammet stilhed kombineret med et repeterende og overjordisk gennemstrålende klangunivers, som har dannet skole i de sidste årtier”, siger SCENATETs kunstneriske leder Anna Berit Asp Christensen.
Som undertitlen antyder, baserer stykket sig på ytringer frembragt af renæssance‐mystikeren Maria Maddalena de' Pazzi, der måtte have hele otte nonner til at gentage og nedskrive de ord, hun spyttede og hakkede ud under sine ekstaser.
”Infinito Nero udfolder på fantastisk vis Sciarrinos univers som er både kontrolleret og vildt, befriende og pirrende med sin hvæsen og sukken. Man kan næsten ikke selv få luft når man lytter til det værk”.
Iscenesættelsen står den britiske instruktør og mezzosopran Loré Lixenberg for. Hun har arbejdet med SCENATET siden 2007 og har til denne forestilling skabt scenografi og kostumer i samarbejde med lysdesigner Mikkel Jensen, videokunstner Casper Øbro samt tøjdesigneren Mea Andresen.
"Loré og jeg så begge et stort potentiale for at lave en spændende iscenesættelse og for at arbejde med en scenisk version, der kunne involvere både musikere og værkets solosanger. Mens mange opsætninger fremstiller hovedrollen som sindsforvirret, præsenterer Lixenberg hende som en genial kvinde, og det er stærkt og meget vedkommende efter min mening", afrunder Anna Berit Asp Christensen.
Spilletider:
13. november kl. 20
14. november kl. 17 og 20
15. november kl. 17
Sted: Maskinhallen, Øster Farimagsgade 2D, København K
Billetterne koster 120 kr. (60 for studerende) og kan købes via Billetto.
While my guitar gently speaks
Det er ikke altid synderlig interessant at vide, hvad kokken har gjort for at få maden til at smage. I to lækkert indbundne bøger – en »poetik« – åbner Solborg sit værksted og reflekterer over guitaren som instrument og akustisk/elektrisk stemme.
Det gør ingenting, at teksterne af og til vil ligne digte. Men almindeligheder, såsom at magien ligger i uperfekthederne og det uforudsigelige, irriterer og skygger for Solborgs udmærkede idé: Hvad gør elguitaren i et ensemble? Hvordan taler den? Hvad er nærvær og resonans, når lyden af sarte strenge presses ud gennem en højttaler?
»The workshop is a good place to be,« står der. OK. Men hvordan lyder slide med trækøkkenredskaber modsat porcelæn? Og på hvilken måde er en bestemt Justin Vernon-teknik inspirerende?
Musikken på de to CD’er – sologuitar eller med de frie jazzsjæle Simon Toldam, Lars Greve og Francesco Bigoni – er dog en gur ganerenser. Guitarpoetikken bliver poesi: frenetisk støjende, eksotisk free, og den stikker helt af på »Tokyo«.
Jeg vil også opløses
Jeg ville så gerne leve i en verden, hvor det her album havde vundet alle jazzpriserne i år. Hvis det er rigtigt, at vi befinder os i en tid præget af opløsning, så viser Peter Bruuns opstandsende og halvstemte kompositioner, at opløsning kan være en ret underfuld bevægelse.
Jazzmodernistiske og fusionshippe temaer uden sikre tonale ankre hænger som en lang, flagrende rød tråd i værkerne, hvor guirlander af syntetiske lyde og akustisk-cool blæserstemmer glider collagelet ind og ud af hinanden. Jeg tror, jeg bliver lidt ør, lidt opstemt, lidt melankolsk på kryds og tværs af pladen.
Allerbedst er det selvfølgelig de gange, hvor temaerne løber ind i så heftig krydsild fra resten af den udvidede kvartet, at coolnessen splintrer og ormehullerne åbner sig. Det er især i begyndelsen af albummet – »All Too Disko« og »The If Machine« er jo ét langt wow – for senere tager værkerne en mere spaced-out drejning. Men jeg vil med derud, jeg vil også opløses.
Det er et album, det er en bog
Idéen – at du kan lytte til de tolv små musikvignetter på albummet, mens du kigger på et dertilhørende billede – er utvivlsomt interessant, og den viser sig at have indflydelse på, hvordan man som lytter tilgår værket.
Ping Pong Punktum virker intentionelt underspillet. Til trods for at de to musikere – Wikström og Herman Müntzing – bevæger sig i frit improviseret støj-territorie, så giver de den aldrig helt gas.
Alle tolv numre virker forholdsvis simple, bestående af få elektroniske og vokalbaserede byggeklodser og uden klart definerede retninger. Det samme gælder Jan Oksbøl Callesens billedmateriale, der består af abstrakte former, farver og, en gang imellem, genkendelige motiver.
Denne enkle tilgang virker til værkets fordel, for både musik- og billedkunsten føles intim, indbydende og spændende. Som et oplæg til et farverigt og mærkværdigt eventyr, som lytter-beskueren selv kan digte videre på.
Sturm und Drang med Agerfeldt
Det er altså mesterligt, hvordan Thomas Agerfeldt Olesen balancerer kaotiske orkaner med drømmende idyl på sit nyt album.
Blæsten har inspireret mange komponister gennem tiden, men orkesterværket Der Wind bläset wo er will (2011) er ikke desto mindre et frisk pust med mange facetter: fra en organiseret storm, hvis motiver føles både truende og velkendte, over en insisterende dryppen, som var regnen lige uden for vinduet, til en nærmest romantisk brise.
Til minde om min mor (2014), en cellokoncert, begynder med trinvise løb, der langsomt folder sig ud og får dybde af orkestret. Hele værket skifter generelt mellem avancerede teknikøvelser for cello og hjerteskærende melodiske sektioner, men det kan jeg vistnok meget godt lide, for det føles hverken kedeligt eller ensformigt, snarere fængende og smukt. Jeg kommer til at høre mere Agerfeldt Olesen!
Modsat arkitektonisk
Claus Haxholms seneste album under navnet Soft Items minder mig mere om en drøm – eller måske en meget svag erindring – om et musikalsk værk end om et musikalsk værk i sig selv. Albummet er en forunderlig kollage af lyde, der næsten ikke er der, lyde, jeg først bliver opmærksom på, det øjeblik de helt abrupt forsvinder.
Første gang jeg lyttede til albummet, forekom det mig paradoksalt, at et album, der skulle være inspireret af arkitektur, kan fremstå så tilsyneladende blottet for form og struktur: arkitekturens for mig at se mest grundlæggende bestanddele.
Efter at have lyttet til det flere gange begynder mønstre dog at komme til syne: De rungende klaverakkorder og de mystiske vokalsamples bliver gennemgående elementer, der giver det ellers ret så fragmenterede album en tiltrængt følelse af kontinuitet.
H er en på én gang fascinerende og frustrerende oplevelse. Sommetider mere frustrerende end fascinerende, men ikke desto mindre alligevel fascinerende.