Det tværkunstneriske og ofte konceptuelle ensemble SCENATET opfører i weekenden for første gang i Danmark det operalignende værk ”Infinito Nero” af den italienske komponist Salvatore Sciarrino.

I alt fire gange i løbet af tre dage lægger den gamle Polyteknisk Læreanstalts Maskinhal ved Botanisk Have rammer til opførelsen af denne ”ekstase i et akt” fra 1998, der bl.a. udmærker sig ved en meget sagte progression og ved kun at have én sanger på rollelisten.

”Det er en meget vigtig prioritering for mig, at SCENATET bidrager til dansk musikliv ved at præsentere væsentlige udenlandske hovedværker. Sciarrino har med sin autodidakte og nærmest jomfruelige tilgang til både teknik og tradition åbnet op for en helt ny klangverden bestående af en særlig form for indrammet stilhed kombineret med et repeterende og overjordisk gennemstrålende klangunivers, som har dannet skole i de sidste årtier”, siger SCENATETs kunstneriske leder Anna Berit Asp Christensen.

Som undertitlen antyder, baserer stykket sig på ytringer frembragt af renæssance‐mystikeren Maria Maddalena de' Pazzi, der måtte have hele otte nonner til at gentage og nedskrive de ord, hun spyttede og hakkede ud under sine ekstaser.

”Infinito Nero udfolder på fantastisk vis Sciarrinos univers som er både kontrolleret og vildt, befriende og pirrende med sin hvæsen og sukken. Man kan næsten ikke selv få luft når man lytter til det værk”.

Iscenesættelsen står den britiske instruktør og mezzosopran Loré Lixenberg for. Hun har arbejdet med SCENATET siden 2007 og har til denne forestilling skabt scenografi og kostumer i samarbejde med lysdesigner Mikkel Jensen, videokunstner Casper Øbro samt tøjdesigneren Mea Andresen.

"Loré og jeg så begge et stort potentiale for at lave en spændende iscenesættelse og for at arbejde med en scenisk version, der kunne involvere både musikere og værkets solosanger. Mens mange opsætninger fremstiller hovedrollen som sindsforvirret, præsenterer Lixenberg hende som en genial kvinde, og det er stærkt og meget vedkommende efter min mening", afrunder Anna Berit Asp Christensen.

Spilletider:
13. november kl. 20
14. november kl. 17 og 20
15. november kl. 17

Sted: Maskinhallen, Øster Farimagsgade 2D, København K

Billetterne koster 120 kr. (60 for studerende) og kan købes via Billetto.

kortkritik
27.10.2020

Goodiepal kan tæmmes

»Unboxing the Goodiepal Collection«
»Unboxing the Goodiepal Collection«. © Frida Nygaard Gregersen
»Unboxing the Goodiepal Collection«. © Frida Nygaard Gregersen

Museumsfløjen på SMK kan næsten ikke rumme eksplosionen af kosmisk computerlogik, snorkende højttalere, serialismeafhandlinger, elektromekaniske lydskulpturer, Gameboy-nostalgi og hjemmelavede synthesizere (der kan bestilles i museumshoppen).

Den røde tråd i kurateringen af »Unboxing the Goodiepal Collection« er suspenderet til fordel for et betagende spind af uforpligtende anbefalinger, og begrebet kunstsamling er til forhandling, mens vi bliver mindet om »potentialet i det, der ikke kan beholdes«, som Goodiepal skriver i et af udstillingens utallige »lyttetips«.

Men til trods for den åbenlyse institutionskritik trænger udstillingen vel ikke helt igennem sin institutionelle præmis. Er museumsrammen overhovedet det bedste format til Goodiepals overgearede og krøllede æstetik?

Der opstår en orden i kaosset, som virker utilsigtet – i labyrinten af utæmmet samlermani indfinder sig en besynderlig bismag af kompromis, som er svær at forene med den anarkisme, der ellers er indbegrebet af Goodiepal.

kortkritik
25.10.2020

Musikformidling med fikse idéer

DR2: »Her er dit hit«
Carsten Holm og L.O.C. © Thomas Behrndtz/DR
Carsten Holm og L.O.C. © Thomas Behrndtz/DR

Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).

Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.

L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.

Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.