I samarbejde Goethe-Institut Dänemark, Københavns og Roskilde Universitet inviterer Seismograf/DMT til seminar tirsdag den 3. juni kl 16-18 Teater Repulique i forbindelse med Klangfestivalen 2014.
Ved seminaret " Modernisme, politik og det stedsspecifikke" har vi inviteret Dr. Kersten Glandien, Musikkritikeren Henrik Friis og komponisten Johannes Kreidler. Dr. Kersten Glandien fortæller om lydkunstscenerne i Berlin fra 1970erne og frem til i dag. Musikkritikeren Henrik Friis spørger, hvad der skete den radikale tyske modenisme efter Lachenmann og Spahlinger. Svarene søges bl.a. gennem en analyse af Spahlingers betydning for den danske komponist Simon Steen-Andersen. Den tyske komponist Johannes Kreidler taler om de sidste 15 års udvikling i tysk ny musik og præsenterer sin analyse af periodens æstetiske, tekniske og diskursive forandringer.
Seminaret er arrangeret og ledes af Sanne Krogh Groth (RUC, Seismograf/DMT) og Søren Møller Sørensen (KU). Det afholdes på engelsk og er blevet til i samarbejde med Goethe-Institut Dänemark.
Abstracts:
Dr. Kersten Glandien (Senior Lecturer, University of Brighton, UK):
"… too wide a field - SoundArt in Berlin"
This comment on the human condition by Theodor Fontane came frequently to my mind while researching the various facets of SoundArt in Berlin. Far from encountering ‘a scene’, I found myself facing a vast labyrinth of activities, artists, works, places, events, organisers and institutions, stretching back several decades.
In my paper I will attempt to give an insight into the extent and hybridity of Berlin Sound Art - from its beginnings in the 1970s under the special conditions of cold-war West Berlin, through the landmark-festivals and lively activities of the post-Wall period, down to its ubiquity and acceptance today. I will examine the main players, institutions, organisers and initiatives, trace the unusual political and cultural conditions that set the agenda in both parts of the city, outline the exciting process of fusion that followed - and examine the very different approaches taken to SoundArt in the city today and the aesthetic clusters they form.
Henrik Friis (Music critique, Politiken, DK):
"What happened to modernism?"
What happened to the strong modernist position in German music after Lachenmann and Spahlinger? Well, maybe it is alive and kicking – living on, for instance, as impossible timbre made by young Danish composers. With a strong advocate in the Berlin resident and Spahlinger student Simon Steen-Andersen.
A place to start is the search for a useful framework for the term modernism. The Spanish philosopher Ortega Y Gasset addresses the modernist position in European Art and Music in 1925 in his essay ‘The Dehumanization of the Arts’. He claims that, opposed to earlier epochs in the history of the arts, modern music is not unpopular, as in ‘not popular yet, but outspoken anti-popular. A search for modernism is in that sense a search for traces of thoughts of intellectual anti-popularism and dehumanization. Helmut Lachenman and Matthias Spahlingers music from the early 1970’s and onwards show some of the same alienating and non-popular characteristics. For instance the ‘Musique Concrete Instrumentale’ focuses the ear at the noise of the music production and continuously stops the listener from forgetting that the musical experience is in fact a musical construction. Or the Spahlinger concept of the endless beginnings. These intellectual traces are pursued in the recent music of Simon Steen-Andersen, i.e. the cd of 2010 ‘Pretty Sound’.
Johannes Kreidler (Composer, DE):
"New Music in Germany in the last 15 years."
Having started to become a professional composer towards the end of the 1990s, not only personally I've made my artistic development, but also in general I can draw an overview now on a period of time of which I think has made quite a shift, aesthetically, technically, discursively.
Fakta
Seminar. Klangfestivalen
Tirsdag den 3. juni kl 16-18
Teater Repulique, Østerfælled Torv 37, 2100 København Ø
Vidunderbørn på slap line med sportsjazz
Domi & JD Beck har på grund af en umulig flyvetur til Danmark sammenlagt sovet en time før deres optræden. Søvnberøvelsen virker dog ikke til at hæmme duoen. Legende tager de hul på en koncert, hvor musikken flyder ubesværet. Rhodes-lydende toner klinger blødt fra Domi Lounas keyboards, mens JD Becks synkoperede trommespil leverer en myriade af lynhurtige beats.
Domi & JD Beck spiller sportsjazz, en type musik, hvor musikerne agerer atleter i en særlig spillestil, de mestrer til ærefrygtindgydende perfektion. Med deres purunge alder fremstår de som vor tids svar på Mozart-lignende genier og bevæger sig teknisk overlegent gennem et groovy sæt bestående af et par Wayne Shorter-kompositioner og en vild udgave af Madvillains »All Caps«. Men de er ikke virkeligheds-Mozarter, men derimod som fiktionsversionen fra Milos Formans Amadeus: Urørligt virtuose i deres musikalitet og langt under bæltestedet i deres omgangstone mellem musikken.
De filosoferer over lufthavne og flytrafik, »Ryan Air can suck my cock and lick my balls«, og om en »succesfuld« kontakt til fusionslegenden Herbie Hancock på herbiehancock@gmail.com. Virtuositet møder røvballehumor. Har jeg som festivalgænger rollen som Amadeus-filmens gammelmandsbitre Salieri, hofkomponisten, der hader Mozarts barnlige geni, eller den åbenhjertige Constanze, Mozarts unge kone, der knuselsker både det geniale og det groteske. Jeg vælger at gå full Constanze på Domi & JD Beck.
Orange Healing
Fuglene pippede under hele Sofie Birchs koncert. Vel at mærke fuglelyde, der kom fra en sampler. De var lystige og gjorde komponisten og sangerens nye numre endnu mere luftige, end de i forvejen er. Birch, som optræder på den alternative musiks store festivaler, kommer fra en ambient verden med bløde synthesizere. Selv Ned Ferm, der kan sende de kraftigste saxofonudladninger, spillede blødt og sart og repetitivt. For ellers bliver man ikke lukket ind i Birchs univers, hvor naturen bestemmer tempoet, udtrykket og åndedrættets udskejelser.
På Roskilde mødes flere lydverdener og skurrer mod hinanden som poppede paranoide engle. Derfor har festivalen også zoner til afslapning. I starten blev man forstyrret af lyden fra andre scener, men efterhånden blev man suget ind i Birchs mikrokosmos. Hun sang om spiraler, der drejer. Ellers fik jeg ikke fat i, hvad der var på færde i hendes naturhymner. Men det virkede som sande historier, der skete lige i dette øjeblik. Mens vi sad og lyttede. Mens den store verden derude var ved at gøre sig klar til bombastiske orange følelser ved Lizzo, Rahim og Weyes Blood. I sidstnævntes koncert var også fuglelyde, musikken var også skønhedssøgende og lukkede naturens små lyde ind. Men de store popmusikalske dramaer eksisterer ikke hos Birch.
»Det er godt med lidt fugle, ik?« sagde Birch. Jo! Mere kantet blev det, da en elbas satte et jazzet beat ind, og Birch forvandlede sig til en jazzsanger. Vi var på klub, men kortvarigt. Naturen tog over igen. Koncerten endte med en nynnen. Ingen grund til at forstyrre naturens orden mere end højst nødvendigt.
Det utopiske sted hinsides forståelsen
Nu, hvor endnu et Roskilde er forbi, kan jeg ikke lade være at tænke tilbage på festivalens allerførste koncert i år. Under sit glorificerede vejskilt af en roterende installation på Camping Vest, Understanding, stod den britiske kunstner Martin Creed på åbningssøndagen med guitar, mundharpe og et lapset jakkesæt påsyet dartpile.
Hans rablende tekster, basale akkorder og skramlede, men hurtige folk-spil var så karikeret vagabond-avantgardistisk, som man kan forestille sig. Men han ramte alligevel noget essentielt med sin gakkede performance. For hvor hans installation lignede et generisk opråb om forståelse, kæmpede han her aktivt for at nå hinsides forståelsen.
»Stop thinking!« udbrød han og legede sig helt ind bag sprogets egen logik med remser om hellere at ville præstere et »bad hi« end et »good bye«. »Let’s be vague!« fortsatte han og slog guitaren an så langt oppe på instrumentets hals, at akkorderne lød som klangsmat i de to små højttalere, der kæmpede med adskillige lejranlæg om opmærksomheden.
»All songs are glove songs,« bedyrede Creed og saboterede sin næste protest-muntre tossesang ved at spille iført skriggrønne handsker. Det rum, han med sin minikoncert åbnede for en henført lille skare under installationen, var vel netop det, årets festival i sine bedste øjeblikke præsterede at skabe: et rum uden tankens forurening af oplevelsen.
Et utopisk sted, hvor musikken tog styring over krop og sind, så man sent om natten lå under en teltdug, forelsket i verden, og spekulerede over, hvad pokker der var sket.
Trance Thursday
Why Gabber Modus Operandi from Bali was booked for Roskilde's »avant-garde scene« Platform, which my 20-year-old son called the »boomer« scene, is a mystery. In 2018, when they made their European debut, it was at the seminal Berliner festival CTM at the club Berghain. Since then, they have traveled around the world and were featured on Björk's new album in autumn 2022.
The music and the trance party, on the other hand, went straight in – a mix of new and previously released tracks, all produced by Kasimyn and spiced up by Ican Harem with his wild performance. The tracks provide the foundation to the trance, but it is Harem who controls it with song, recitation and growl and with an insistent audience address primarily in Indonesian.
It was loud and intense, and the trance-happy festival audience, who had turned up in large numbers, had plenty of opportunity to dance. The individual character of the tracks is found in characteristic and slower pentatonic themes played by samples that sound like slompret (Javanese wind instrument, as in the track Sandikala), bonang (small gong) and synth (Genduwuro), and Indonesian song/speech (Hey Nafsu). A local Indonesian jumble woven into a global borderless music machine.
Jathilan is the name of an Indonesian ritual dance in which knights on reed horses travel out to defend the sultan, but along the way are possessed by the spirits of the forest. Jathilan is currently particularly popular in Java in local contexts in city and countryside, where both dancers and the audience can get in trance, which is led by a "fusion gamelan" consisting of Indonesian gamelan, drum set, synthesizer and whatever else is in the neighborhood. Everything is electrically amplified and blown out through distorting speaker towers – preferably with over 110 DB. The aesthetics are breathtaking and something quite unique.
Gabber Modus Operandi precisely finds, among many other on- and off-line curiosities, inspiration in jathilan. They too have travelled out, however, without reed horses, classic Indonesian dance costumes and instruments. Instead, they have brought us high-tempo electronic dance music (EDM). Hard pumping metallic noisy beats here reaching 120 DB. Towards the end, they invited us to sit on the floor. The trance now took form as a call to prayer, meditation and contemplation.
Trance-torsdag
Hvorfor Gabber Modus Operandi fra Bali var booket til Roskildes »avantgarede-scene« Platform, som af min 20-årige søn blev kaldt for »boomer«-scenen, er et mysterium. De havde deres europæiske debut i 2018 på den toneangivende Berliner-festival CTM på klubben Berghain. Siden har de rejst verden rundt og var i efteråret 2022 featured på Björks nye album.
Musikken og trance-festen gik derimod lige ind – et mix af nye og tidligere udgivne numre, alle lavet af Kasimyn, som Ican Harem peppede op med sin vilde performance. Tracksene lægger grunden til trancen, men det er Harem, som styrer den med sang, recitation og growl og med en insisterende publikumshenvendelse primært på indonesisk.
Det var højt og intenst, og det trance-glade festival-publikum, der var mødt talstærkt op, fik rig lejlighed til at danse igennem. Numrenes individuelle karakter findes i prægnante og langsommere pentatone temaer spillet af samples, der lyder som slompret (javanesisk blæseinstrument, som i nummeret Sandikala), bonang (lille gong) og synth (Genduwuro), og indonesisk sang/tale (Hey Nafsu). Et lokalt indonesisk virvar vævet ind i en global grænseløs musikmaskine.
Jathilan er navnet på en Indonesisk rituel dans, hvor riddere på sivheste rejser ud for at forsvare sultanen, men undervejs besættes af skovens ånder. Jathilan er for tiden særligt populært på Java i lokale sammenhænge i by og land, hvor både dansere og publikum kan gå med i trancen, der ledes af et »fusions-gamelan« bestående af indonesisk gamelan, trommesæt, synthesizer og hvad der ellers er i nærheden. Alt er elektrisk forstærket og blæses ud gennem forvrængede højttalertårne – gerne med over 110 DB. Æstetikken er betagende og noget ganske særligt.
Gabber Modus Operandi finder netop, blandt mange andre on og off-line kuriositeter, inspiration i jathilan. Også de er rejst ud – uden sivheste, klassisk indonesiske dansekostumer og instrumenter, men med højtempo elektronisk dansemusik (EDM). Hårdt pumpende metallisk støjende beats nåede her op på 120 DB. Mod slutningen var vi også en tur på gulvet. Trancen tog nu form som bønnekald, meditation og indadvendthed.