I samarbejde Goethe-Institut Dänemark, Københavns og Roskilde Universitet inviterer Seismograf/DMT til seminar tirsdag den 3. juni kl 16-18 Teater Repulique i forbindelse med Klangfestivalen 2014.

Ved seminaret " Modernisme, politik og det stedsspecifikke" har vi inviteret Dr. Kersten Glandien, Musikkritikeren Henrik Friis og komponisten Johannes Kreidler. Dr. Kersten Glandien fortæller om lydkunstscenerne i Berlin fra 1970erne og frem til i dag. Musikkritikeren Henrik Friis spørger, hvad der skete den radikale tyske modenisme efter Lachenmann og Spahlinger. Svarene søges bl.a. gennem en analyse af Spahlingers betydning for den danske komponist Simon Steen-Andersen. Den tyske komponist Johannes Kreidler taler om de sidste 15 års udvikling i tysk ny musik og præsenterer sin analyse af periodens æstetiske, tekniske og diskursive forandringer. 

Seminaret er arrangeret og ledes af Sanne Krogh Groth (RUC, Seismograf/DMT) og Søren Møller Sørensen (KU). Det afholdes på engelsk og er blevet til i samarbejde med Goethe-Institut Dänemark.

Abstracts:

Dr. Kersten Glandien (Senior Lecturer, University of Brighton, UK):
"… too wide a field - SoundArt in Berlin"

This comment on the human condition by Theodor Fontane came frequently to my mind while researching the various facets of SoundArt in Berlin. Far from encountering ‘a scene’, I found myself facing a vast labyrinth of activities, artists, works, places, events, organisers and institutions, stretching back several decades.

In my paper I will attempt to give an insight into the extent and hybridity of Berlin Sound Art - from its beginnings in the 1970s under the special conditions of cold-war West Berlin, through the landmark-festivals and lively activities of the post-Wall period, down to its ubiquity and acceptance today. I will examine the main players, institutions, organisers and initiatives, trace the unusual political and cultural conditions that set the agenda in both parts of the city, outline the exciting process of fusion that followed - and examine the very different approaches taken to SoundArt in the city today and the aesthetic clusters they form.

Henrik Friis (Music critique, Politiken, DK):
"What happened to modernism?"

What happened to the strong modernist position in German music after Lachenmann and Spahlinger? Well, maybe it is alive and kicking – living on, for instance, as impossible timbre made by young Danish composers. With a strong advocate in the Berlin resident and Spahlinger student Simon Steen-Andersen.

A place to start is the search for a useful framework for the term modernism. The Spanish philosopher Ortega Y Gasset addresses the modernist position in European Art and Music in 1925 in his essay ‘The Dehumanization of the Arts’. He claims that, opposed to earlier epochs in the history of the arts, modern music is not unpopular, as in ‘not popular yet, but outspoken anti-popular. A search for modernism is in that sense a search for traces of thoughts of intellectual anti-popularism and dehumanization. Helmut Lachenman and Matthias Spahlingers music from the early 1970’s and onwards show some of the same alienating and non-popular characteristics. For instance the ‘Musique Concrete Instrumentale’ focuses the ear at the noise of the music production and continuously stops the listener from forgetting that the musical experience is in fact a musical construction. Or the Spahlinger concept of the endless beginnings. These intellectual traces are pursued in the recent music of Simon Steen-Andersen, i.e. the cd of 2010 ‘Pretty Sound’.

Johannes Kreidler (Composer, DE):
"New Music in Germany in the last 15 years."

Having started to become a professional composer towards the end of the 1990s, not only personally I've made my artistic development, but also in general I can draw an overview now on a period of time of which I think has made quite a shift, aesthetically, technically, discursively.

Fakta
Seminar. Klangfestivalen
Tirsdag den 3. juni kl 16-18
Teater Repulique, Østerfælled Torv 37, 2100 København Ø

kortkritik
30.06.2023

Sange af en anden verden

RF 2023: Clarissa Connelly’s Canons 
© Andreo Michaelo Mielczarek
© Andreo Michaelo Mielczarek

Vi er alle rejsende på en festival. Alle har en bagage. Ham ved siden af mig havde lige røget en troldesmøg. Men gik nogen rundt med forbandelser fra ældre tider, kunne man blive renset – og måske nulstillet – af skotsk-danske Clarissa Connelly og hendes syv sangere. 

»The hills are crying,« sang de. Og satte tempoet helt ned, sang efter sang – og hertil runddans om otte stole, knips, stamp og klap. Sådan kommunikerede Connelly sine flerstemmige kanoner. Skrøbelighed, sårbarhed og ærlighed har gode kår på årets musikprogram på Roskilde Festival, og den almenmenneskelige forbundethed udtrykkes især i de mange folkemusikalske fortællinger og fodstamp. Connellys kanoner var dybt rodfæstet i gammel muld, men også eksperimenterede a la Meredith Monks vokalarbejde. Man forstod, hvorfor Connelly opsøger freden for at høre sin egen musik. Men hun evner også at formidle erfaringer fra sine stilhedsstudier. Rigtig mange tog med på denne rejse guidet af rene vokaler, og man fik tynd hud af at lytte til disse sange.

Stående bifald er blevet devalueret, men de gav mening her. Connellys kunst opererer med en alternativ valuta, der, ligesom hendes vokalarbejde, er af en anden verden. 

kortkritik
30.06.2023

Altså, hvordan forvaltes bedst en klassisk arv på Roskilde?

RF 2023: Danmarks Underholdningsorkester + Marikiscrycrycry
© Andreo Michaelo Mielczarek
© Andreo Michaelo Mielczarek

Når jeg nu for nylig – med rette, vel – er blevet kritiseret for en lovlig nonchalant kritikstil, er det jo direkte åndssvagt at presse to oplevelser ind i én kortkritik.

Men det var bare slående, hvordan koncerten torsdag med en strygekvartet fra Danmarks Underholdningsorkester adskilte sig fundamentalt fra den danseperformance, der fulgte efter på Roskilde Festivals kunstvenlige Platform-scene.

Kvartetten spillede – med forstærkning, selvklart – greatest hits fra Bach til Jacob Gade, og publikum nød virkelig den diverterende optræden, selvom musikerne gik på kompromis med indbyrdes kommunikation for at flytte sig rundt mellem hvert værk. På et tidspunkt spillede de sågar med ryggen til hinanden.

Her var hverken udvidede teknikker eller kåde forsøg på covers af festivalaktuelle popnavne. Det var klassisk musik, som man kender det, hvis man ikke rigtig kender det. Missionen om at levere den ventede vare lykkedes, selvom spillet savnede lidt gnist.

Men på Roskilde er der altså plads til mere. Se bare de syv postapokalyptiske dansere i Marikiscrycrycry-performancen Dark, Happy, To the Core, der fulgte efter og havde et helt andet udestående med nuet, på trods af at også de udsprang af en klassisk kunstart.

Hos det internationale danserhold, som britisk-amerikanske Malik Nashad Sharpe står bag, var der kropsnær homoerotik og sitrende tribalisme, svøbt i ulmende bas, stikkende industrial-gnister og et pludselig helt tørt trommesæt af tresillo-vilje. Klassisk arv kan forvaltes på mange måder. Jeg ved godt, hvilken en der satte de dybeste spor denne eftermiddag.

kortkritik
30.06.2023

Man må godt spille arty cello på Roskilde

RF 2023: Jules Fischer & Josefine Opsahl: »It doesn’t look like anything to me«
© Andreo Michaelo Mielczarek
© Andreo Michaelo Mielczarek

Fremtidsrejser, utopier, aktivistisk og meget arty anti-hverdag – dét er Roskilde Festival, især her i 2023, og der har Josefine Opsahl selvfølgelig fået plads. I performanceværket It doesn’t look like anything to me (tænk sci-fi-serien Westworld) flåede hun ikke i celloens strenge, men formede langsomt et neoklassisk score med folkemusik fra gamle dage (eller måske folkemusik fra fremtiden?), mens fire performere gled rundt i knæbeskyttere, brød ud i soul, brydekæmpede og fodstampede i rundkreds. 

I midten af det hele, med publikum omkring sig, sad Opsahl, i spidse støvler, den skarpe lydlige iscenesætter – skruede op og ned for ambience, som man gør i værker, der også har en visuel side og et budskab, her kold maskulinitet versus ny sårbarhed. Ikke storladen, mere tilbageholdende, dejligt befriet for unødig svulstighed. Skarpt.

Opsahl passede godt til Roskildes kuraterede eksperimentarium, Platform-scenen, hvor kunstarter blandes og stilles i nyt lys for et nysgerrigt publikum. I en halv time fik hun Dyrskuepladsen til at lytte til cellomusik og se Jules Fischers cool koreografi. Den medrivende totaloplevelse stoppede brat. Det gør totaloplevelser. Efter sidste cellostrøg stod stilheden tilbage. Mange fik en på opleveren. Det var arty. Det må man godt på Roskilde.      

© Malthe Ivarsson

Mikkel Hess er komponist, trommeslager og bandleder i bandet Hess Is More. Han er desuden musikproducent for film, teater og dans og har bl.a. lavet musik til balletten UROPA, filmen When Animals Dream, som havde premiere på Cannes Film Festival i 2014. Han er aktuel på Teater Sort/Hvid med koncertprojektet Apollonian Blackout, der foregår på og omkring et kæmpemæssigt bord, hvor publikum inviteres helt tæt på kunstnerne. Det er en videreudvikling af koncertformatet Apollonian Circles, som blev tildelt en Danish Music Awards Jazz i 2022.

Om sin playliste siger Hess: »En håndfuld favoritter, mest af lidt ældre dato. Måske der er et fællestræk ved den måde disse numre udfolder tiden. Grænsende til det stædige hist og her?«

kortkritik
28.06.2023

Fremtidens identitetskrise

Teater I DER: »Hvem er du, når verden går under?« 
© PR
© PR

Hvem vil vi være i fremtiden? Det er det temmelig obskure spørgsmål, Aarhus-København teatergruppe I DER har valgt at stille i deres hørespil præsenteret på Institut for X i Aarhus. Dekorationen er minimal, hver tilskuer/lytter sidder alene i et aflukke, omgivet, men alligevel isoleret, fra de andre. Der bliver delt høretelefoner ud til hver af os, og vi sidder med front mod væggen eller en anden tilskuer. Historien udfolder sig, understøttet af atmosfærisk musik: Synthesizere, Rhodes-klaver, computerlyde. Tre karakterer – altså stemmer – rammer vores ører: »produceren« af lyd-»dokumentet«, en kvinde uden navn eller identitet, en A.I., som lever af informationen transmitteret af den kvindelige karakter, da hun opdager de på hinanden følgende jordkloder, hver genfødt efter en katastrofe.

Historien er ligetil science-fiction med et eksistentielt twist: Kan en A.I. blive »nogen« ved hjælp af en andens oplevelser og minder? Kan menneske og maskine leve sammen i fremtiden, uden at den ene erstatter den anden? Selvom oplevelsen er lidt begrænset af formatet – lydeffekterne er ret basic, og måske mere eksperimentelle effekter kunne have forbedret historien endnu mere – er den behagelig og tankevækkende, idet den omformulerer den klassiske Descartes-sætning, »jeg tror, ​​derfor er jeg« til »jeg tror, ​​derfor kunne jeg være det.«