23.05.2014

Seminar: Modernisme, politik og det stedsspecifikke

I samarbejde Goethe-Institut Dänemark, Københavns og Roskilde Universitet inviterer Seismograf/DMT til seminar tirsdag den 3. juni kl 16-18 Teater Repulique i forbindelse med Klangfestivalen 2014.

Ved seminaret " Modernisme, politik og det stedsspecifikke" har vi inviteret Dr. Kersten Glandien, Musikkritikeren Henrik Friis og komponisten Johannes Kreidler. Dr. Kersten Glandien fortæller om lydkunstscenerne i Berlin fra 1970erne og frem til i dag. Musikkritikeren Henrik Friis spørger, hvad der skete den radikale tyske modenisme efter Lachenmann og Spahlinger. Svarene søges bl.a. gennem en analyse af Spahlingers betydning for den danske komponist Simon Steen-Andersen. Den tyske komponist Johannes Kreidler taler om de sidste 15 års udvikling i tysk ny musik og præsenterer sin analyse af periodens æstetiske, tekniske og diskursive forandringer.

Seminaret er arrangeret og ledes af Sanne Krogh Groth (RUC, Seismograf/DMT) og Søren Møller Sørensen (KU). Det afholdes på engelsk og er blevet til i samarbejde med Goethe-Institut Dänemark.

Abstracts:

Dr. Kersten Glandien (Senior Lecturer, University of Brighton, UK):
"… too wide a field - SoundArt in Berlin"

This comment on the human condition by Theodor Fontane came frequently to my mind while researching the various facets of SoundArt in Berlin. Far from encountering ‘a scene’, I found myself facing a vast labyrinth of activities, artists, works, places, events, organisers and institutions, stretching back several decades.

In my paper I will attempt to give an insight into the extent and hybridity of Berlin Sound Art - from its beginnings in the 1970s under the special conditions of cold-war West Berlin, through the landmark-festivals and lively activities of the post-Wall period, down to its ubiquity and acceptance today. I will examine the main players, institutions, organisers and initiatives, trace the unusual political and cultural conditions that set the agenda in both parts of the city, outline the exciting process of fusion that followed - and examine the very different approaches taken to SoundArt in the city today and the aesthetic clusters they form.

Henrik Friis (Music critique, Politiken, DK):
"What happened to modernism?"

What happened to the strong modernist position in German music after Lachenmann and Spahlinger? Well, maybe it is alive and kicking – living on, for instance, as impossible timbre made by young Danish composers. With a strong advocate in the Berlin resident and Spahlinger student Simon Steen-Andersen.

A place to start is the search for a useful framework for the term modernism. The Spanish philosopher Ortega Y Gasset addresses the modernist position in European Art and Music in 1925 in his essay ‘The Dehumanization of the Arts’. He claims that, opposed to earlier epochs in the history of the arts, modern music is not unpopular, as in ‘not popular yet, but outspoken anti-popular. A search for modernism is in that sense a search for traces of thoughts of intellectual anti-popularism and dehumanization. Helmut Lachenman and Matthias Spahlingers music from the early 1970’s and onwards show some of the same alienating and non-popular characteristics. For instance the ‘Musique Concrete Instrumentale’ focuses the ear at the noise of the music production and continuously stops the listener from forgetting that the musical experience is in fact a musical construction. Or the Spahlinger concept of the endless beginnings. These intellectual traces are pursued in the recent music of Simon Steen-Andersen, i.e. the cd of 2010 ‘Pretty Sound’.

Johannes Kreidler (Composer, DE):
"New Music in Germany in the last 15 years."

Having started to become a professional composer towards the end of the 1990s, not only personally I've made my artistic development, but also in general I can draw an overview now on a period of time of which I think has made quite a shift, aesthetically, technically, discursively.

Fakta
Seminar. Klangfestivalen
Tirsdag den 3. juni kl 16-18
Teater Repulique, Østerfælled Torv 37, 2100 København Ø

playliste

14.02

Mit navn er Astrid Engberg – vil du se min playliste?

»Musik for mig er som vand for planter. Og et rum til at forbinde os – til os selv, andre og verden.«

Astrid Engberg er en samtidskunstner med rødder i fortiden, der blander elektronisk-organisk jazz, soul og perkussiv minimalisme. Hendes lyd kombinerer tunge, minimalistiske produktioner med personlig historiefortælling og en spirituel kant, båret af en stemme, der balancerer følsomhed og styrke. Siden udgivelsen af sit debutalbum Tulpa i 2020, fremhævet af Bandcamp som en af sommerens bedste udgivelser, har hun modtaget Steppeulven-prisen som Årets Producer 2021 og vundet Årets Vokaljazzudgivelse ved Danish Music Awards Jazz, sammen med en nominering til Årets Eksperimentelle Album.

Engberg har optrådt live og som DJ på store danske festivaler og spillesteder, herunder SPOT, Heartland, Roskilde Festival, DR Koncerthuset og SMK – Statens Museum for Kunst.

kortkritiklive

13.02

Aske i øret

Farvel & Peter Laugesen

Phono, 12.02

Andreo Michaelo Mielczarek

Der var noget befriende ved at se 83-årige Peter Laugesen træde ind på Phono med et nyt band og uden antydning af nostalgi. Der var ikke antydningen af en poetisk hædersrunde. Men masser af støj. Trioen Farvel – Halfdan Magnus Stefansson (guitar), Gustav M.K. Lauridsen (bas) og Jens Højbøge Mosegaard (trommer) – spillede ikke pænt omkring digteren. De lagde et massivt tæppe af stoner-rock og fri improvisation under ham, som om ordene skulle vrides fri af grus og forvrængning. Først lå musikken tung og sejtflydende. Længe. Så accelererede den. Og Laugesen accelererede med.

Han sad på en stol i hjørnet, bladrede i sine bøger og talte om daggry, om børn der leger, inden de forsvinder, om Finnegans Wake, Peter Plys og et arrigt »så tø for helvede«. Ordene kom ikke i takt – de landede som bolte på et værkstedsgulv. Laugesens baryton er stadig ru som ståltråd; den brabrandske accent nægter at blive poleret. Han spillede på mundharmonika. Det lød skævere end skævt – en forvreden blues.

Farvel kommer ud af en jazzambition, der gik i opløsning og fandt et andet spor i 90’er-noiserockens ru æstetik. Det klæder Laugesen. De tre unge musikere spillede ikke bag ham, men med ham, tværgenerationelt, på lige fod – ligesom de gør det på deres netop udgivne album. Det var ikke en højtidelig fejring af den aldrende digter. Det var en arbejdsplads fyldt med friktion. På Phono sang Laugesen – ja, sang – livets prosa hen over en mur af lyd. Stemmen skar sig ind mellem den buldrende bas og lilletrommens grus. Han talte om »løs aske i øret«. Man gik derfra med netop dét: en sitren i hørelsen. Når sproget møder modstand, kan det stadig slå gnister.

kortkritikrelease

11.02

Ekkoer fra oliventræerne

Mai Mai Mai: »Karakoz«

Maple Death Records, 06.02

Martin Funder

Sorg er arveligt. Det er kollektivt og mere end blot strømme af tårer – hvilket utallige generationer af undertrykte palæstinensere vidner om. På albummet Karakoz skaber den Rom-baserede musiker Mai Mai Mai en genklang af denne kollektive sorg og forsøger at gribe om det palæstinensiske folks fortvivlede håb. Ikke med politiske paroler, men med mørk spiritisme og synthesizere.

Karakoz er en ældgammel form for skyggeteater med rødder i det Osmanniske Rige, og albumtitlen fungerer som et varsel om den musikalske puls, der sætter ind allerede fra åbningsnummeret »Grief«. Her lyder musikken som en arkaisk folkehymne: langsom, repetitiv perkussion skaber en tårevædet minimalisme, og nummeret føles som en ceremoni, der er blevet overleveret gennem generationer. Med synthesizere der langsomt snor sig om Maya Al Khaldis længselsfulde vokal, bliver »Grief« en kulturel bro mellem glemte traditioner og den højaktuelle tragedie, der i dag indhyller Palæstina i et altoverskyggende mørke.

Igennem de syv numre kan man høre traumet som en vind, der mumler i gadebilledet og mellem oliventræerne. Det skyldes måske, at albummet er blevet til i samarbejde med lokale kunstnere og inkluderer arkivmateriale fra The Palestinian Sound Archive – et arkiv over årtiers glemt musik, lyrik og albumcovers. Karakoz er en nyfortolkning af Mellemøstens spiritisme og glemte musik. Det er et vidnesbyrd om sorgen som levet liv, og som et arkivarisk brystværn tager Karakoz således del i kampen for et frit Palæstina.

playliste

07.02

Mit navn er Masaya Ozaki – vil du se min playliste?

»For mig er musik et hemmeligt, sikkert sted. Det er et tilflugtssted fra samfundet, fra den, man forventes at være, og fra ideen om at høre til. Det er et rum, hvor man er fri for konflikt og dualistiske tankegange. Det er et sted at føle verden uden at skulle forstå den.«

Masaya Ozaki er en komponist født i Niigata, Japan. Hans arbejde er dybt påvirket af rummets flygtige natur og lydens finesser i fysiske miljøer. Ozaki ser ikke kun lyd som et medie, men som en form, der er dybt sammenflettet med de rum, den bebor, noget han udforsker udførligt i stedsspecifikke projekter som Echoes, der involverede liveoptrædener inde i et fyrtårn.

Ozakis seneste album, Mizukara (2024), er en afspejling af hans personlige og kunstneriske rejse, primært formet af hans oplevelser i Island. Albummet omfavner minimalisme og introspektion og inkorporerer feltoptagelser, sparsomme instrumentalnumre og teksturerne i det islandske landskab for at udforske det flydende forhold mellem selvet og miljøet. I nylige interviews har han understreget sit skift fra rent lydbaserede kompositioner til dem, der dybt overvejer miljø og rum. Hans flytning til Island har haft en dyb indflydelse på hans arbejde og opmuntret ham til yderligere at fusionere grænserne mellem musik, natur og arkitektur. Han er også medlem af det Reykjavík-baserede emo anime doom metal-band MC Myasnoi.

playliste

06.02

Mit navn er Malu Pierini – vil du se min playliste?

»For mig er musik en tidsrejse; én sang kan sende dig tilbage til en barndomssommer, et fyldt dansegulv, et breakup – eller en følelse af håb, du troede, du havde lagt fra dig.«

Dansk-korsikanske Malu Pierini har skabt sit eget musikalske univers et sted mellem København, Korsika og 1960’ernes Paris. Her mødes nordisk soul/pop og fransk chanson, når hun trækker tråde til sin families rødder på Paris’ cabaretscene, Middelhavets rå skønhed og fortællinger, der bygger bro mellem fortid og nutid.

Pierini har netop udgivet debutalbummet Libera Me – en filmisk og dybt personlig rejse ind i familiehistorien og en undersøgelse af, hvad vi bærer med os videre fra dem, der kom før os. Albummet forener fransk 60’er-lyd, bossa-referencer, korsikanske folketoner og indiepop i en fortælling om kærlighed, arv og identitet.