23.05.2014

Seminar: Modernisme, politik og det stedsspecifikke

I samarbejde Goethe-Institut Dänemark, Københavns og Roskilde Universitet inviterer Seismograf/DMT til seminar tirsdag den 3. juni kl 16-18 Teater Repulique i forbindelse med Klangfestivalen 2014.

Ved seminaret " Modernisme, politik og det stedsspecifikke" har vi inviteret Dr. Kersten Glandien, Musikkritikeren Henrik Friis og komponisten Johannes Kreidler. Dr. Kersten Glandien fortæller om lydkunstscenerne i Berlin fra 1970erne og frem til i dag. Musikkritikeren Henrik Friis spørger, hvad der skete den radikale tyske modenisme efter Lachenmann og Spahlinger. Svarene søges bl.a. gennem en analyse af Spahlingers betydning for den danske komponist Simon Steen-Andersen. Den tyske komponist Johannes Kreidler taler om de sidste 15 års udvikling i tysk ny musik og præsenterer sin analyse af periodens æstetiske, tekniske og diskursive forandringer.

Seminaret er arrangeret og ledes af Sanne Krogh Groth (RUC, Seismograf/DMT) og Søren Møller Sørensen (KU). Det afholdes på engelsk og er blevet til i samarbejde med Goethe-Institut Dänemark.

Abstracts:

Dr. Kersten Glandien (Senior Lecturer, University of Brighton, UK):
"… too wide a field - SoundArt in Berlin"

This comment on the human condition by Theodor Fontane came frequently to my mind while researching the various facets of SoundArt in Berlin. Far from encountering ‘a scene’, I found myself facing a vast labyrinth of activities, artists, works, places, events, organisers and institutions, stretching back several decades.

In my paper I will attempt to give an insight into the extent and hybridity of Berlin Sound Art - from its beginnings in the 1970s under the special conditions of cold-war West Berlin, through the landmark-festivals and lively activities of the post-Wall period, down to its ubiquity and acceptance today. I will examine the main players, institutions, organisers and initiatives, trace the unusual political and cultural conditions that set the agenda in both parts of the city, outline the exciting process of fusion that followed - and examine the very different approaches taken to SoundArt in the city today and the aesthetic clusters they form.

Henrik Friis (Music critique, Politiken, DK):
"What happened to modernism?"

What happened to the strong modernist position in German music after Lachenmann and Spahlinger? Well, maybe it is alive and kicking – living on, for instance, as impossible timbre made by young Danish composers. With a strong advocate in the Berlin resident and Spahlinger student Simon Steen-Andersen.

A place to start is the search for a useful framework for the term modernism. The Spanish philosopher Ortega Y Gasset addresses the modernist position in European Art and Music in 1925 in his essay ‘The Dehumanization of the Arts’. He claims that, opposed to earlier epochs in the history of the arts, modern music is not unpopular, as in ‘not popular yet, but outspoken anti-popular. A search for modernism is in that sense a search for traces of thoughts of intellectual anti-popularism and dehumanization. Helmut Lachenman and Matthias Spahlingers music from the early 1970’s and onwards show some of the same alienating and non-popular characteristics. For instance the ‘Musique Concrete Instrumentale’ focuses the ear at the noise of the music production and continuously stops the listener from forgetting that the musical experience is in fact a musical construction. Or the Spahlinger concept of the endless beginnings. These intellectual traces are pursued in the recent music of Simon Steen-Andersen, i.e. the cd of 2010 ‘Pretty Sound’.

Johannes Kreidler (Composer, DE):
"New Music in Germany in the last 15 years."

Having started to become a professional composer towards the end of the 1990s, not only personally I've made my artistic development, but also in general I can draw an overview now on a period of time of which I think has made quite a shift, aesthetically, technically, discursively.

Fakta
Seminar. Klangfestivalen
Tirsdag den 3. juni kl 16-18
Teater Repulique, Østerfælled Torv 37, 2100 København Ø

kortkritikrelease

06.02

Små snefnug i en brutal snestorm

Mads Emil Dreyer: »Miniatures«

Dacapo, 06.02

Simon Heggum

Da denne anmeldelse skulle nedfældes, væltede snestormen ind over Danmark, og selv Østerbro blev druknet i smuk, hvid sne. Dette passede helt utrolig godt til den danske komponist Mads Emil Dreyers nyeste kompositioner, der er præget af melankolske, barnlige strofer af klokkespil og fjerne synths. De minimale kompositioner bliver udført af ensemblerne Scenatet, EKKI MINNA og Athelas Sinfonietta, der alle har den moderne musik, kompromisløse eksperimenter og en leg med akustik og indgangsvinkler, til fælles. Dette høres også i værkerne.

Ekkoer af metalliske klangflader blandes med enkelte, svævende pads og kammer oftest over fra det smukke til det skræmmende. Pladens første halvdel præges af lidt mere lyse og legende melodier, hvor specielt »Miniature I–II« og »I–III« leverer smukke melodier, der oftest rammer en i hjertet. Et kort intermezzo indleder pladens anden halvdel, hvor skurrende keys og pads introduceres, og de klingende klokkespil hænger over én som uhyggelige skygger eller skræmmende spøgelser.

Suiterne er korte, enkle og virkningsfulde, men samtidig dybt stemningsskabende. På kort tid er Miniatures blevet et foretrukket lydrum for denne anmelder, når der er behov for at trække sig tilbage i sindets kamre, hvor blandingen af klokkespil og tilfældighedsprincip fremstår som små, glinsende snefnug i en lang og brutal snestorm.

playliste

04.02

Mit navn er Cecilie Penney – vil du se min playliste?

»Musik for mig er et sus i brystet – en vej til at forstå og udtrykke følelser.«

Cecilie Penney (f. 1990, DK) er fra februar aktuel med udstillingen Rest and Routine – Duet for Sanatorium and Modern Hospital i Nikolaj Kunsthal. Hun billedkunstner og elektronisk komponist, der arbejder på tværs af lyd, installation, video og tekst. Hendes praksis undersøger, hvordan infrastruktur og kulturelle normer former menneskelig adfærd, samt hvordan følelser og empati udfolder sig inden for strukturelle, sproglige og teknologiske systemer.

I de senere år har hun haft særligt fokus på det skandinaviske sundhedsvæsen og på, hvordan patienter navigerer i en institution, der kan være vanskelig at få adgang til og forstå. Med en konceptuel tilgang undersøger Penney, hvordan patienter ofte forventes at passe ind i rigide rammer, som ikke tager højde for deres individuelle behov. Ved at skabe forestillede eller alternative verdener udforsker hun nye muligheder for heling og transformation inden for bureaukratiske systemer og inviterer til refleksion over, hvordan systemisk forandring kan vokse frem af følelsesmæssig indsigt og kollektiv gentænkning.

Penney har en MFA fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler i København samt en BFA i kunstfotografi fra HDK-Valand i Göteborg.

kortkritikrelease

04.02

Poetisk natteroderi

Bent Sørensen: »12 Nocturnes & Piano Concerto No. 3, La sera estatica«

Dacapo, 16.01

Bent Sørensen. © Peter Christian Christensen

Therese Wiwe Vilmar

Hvorfor kan man altid genkende en vuggevise? Denne musikalske grundform, der cirkulært og tyst er blevet sunget ind med modermælken. Komponist Bent Sørensens soloklavercyklus 12 Nocturner er en hyldest til nattens musikalske kulturarv. Nocturnen – en natlig, lyrisk komposition – forenes med bl.a. vuggeviser og kantater i en poetisk fortælling fra solnedgang til solopgang om det nære og alligevel ubegribelige: At solen står op, at børn fødes, at stjerner kan skues fra små vinduer på jorden, at klaveret kan skabe verdener med 12 toner.

Bent Sørensen har skrevet de 12 korte nocturner i perioden 2000-2014 til pianist (og hustru) Katrine Gislinge. De har før været udgivet digitalt. Nu udgives de som studieindspilning i forening med Klaverkoncert nr. 3, La sera estatica. Uropførelsen af denne »ekstatiske aften« danner kontrast til nocturne-kompositionernes simple, balancerede form. Med en dramatisk start, flere orkestergrupper og knasende uvejr i klangfladerne brydes det drømmende natlige univers af en brusende iver, der folder sig ud i to dele, hvor renere melodilinjer efterhånden overtager anden del – inklusiv en distinkt (nat?)klokke.

Klaverkoncertens suveræne kvalitet kommer dog ikke helt til sin ret, når den bringes som et postscriptum til nocturnernes afrundede fortælling. De to elementer tager sig bedst ud hver for sig, så den ekstatiske aften for fuldt orkester ikke punkterer magien fra stjerner, der blinkende strøs ud i klaverets staccato anslag, eller Sigrids natlige danse og vuggeviser. Der er rigelig dramatik i den smukt formidlede enkelte nat, for også barnet Sigrid skal en dag ikke længere synges til ro.

playliste

01.02

Vi hedder SLIM0 – vil du se vores playliste?

»Som Bertolt Brecht engang skrev: ‘I mørke tider, vil der da også blive sunget? Ja – der vil blive sunget, om de mørke tider.’«

SLIM0 er en københavnsk doom/grunge/punk-trio bestående af Mija Milovic (guitar), Lena Milovic (guitar) og Simin Stine Ramezanali (trommer). Alle tre medlemmers vokaler høres gennemgående, og stemmen er et centralt element i bandets praksis. SLIM0 benytter minimale, men bidske arrangementer til at formidle en stærk fornemmelse af ildevarslende stemning. Gennem krashede bækkener, forvrængede guitarer og samstemmige stemmer præsenterer de et helstøbt værk, der udspringer af personlige fortolkninger af klassiske punk-/rocktroper, med SLIM0 som den alvidende fortæller. Deres debutalbum FIRGIVENESS udkom i oktober 2024 på 15 love.

kortkritikrelease

30.01

Når trompeten siger farvel – Mikkelborgs smukkeste stund

Palle Mikkelborg: »Light«

Loveland Records, 30.01

Kristoffer Møllegaard

Det er svært ikke at læse rigtig meget ind i trompetist, komponist o.m.m. Palle Mikkelborgs nye soloalbum Light. Han har for længst passeret pensionsalderen, trak sig i 2024 tilbage fra turnéaktivitet, og har med dette album udgivet noget, der i høj grad virker som en form for farvel.

Udgivelsens åbningsnummer, Per Nørgårds »At tænde lys«, er ren Mikkelborg: Hans lyriske, ophøjede og elegiske solotrompet, der i både form og udtryk taler direkte til lytterens hjerte. Andre steder trækker han på gamle soundscape-optagelser, som han kombinerer med klaver og trompet. Samspillet mellem det gamle og det nye skaber en dragende mystik og lægger en subtil, urovækkende skygge over musikken.

Måske står »Capricorn« allerstærkest, en øm og romantisk genfortælling på soloklaver af et af hans egne numre, som et kærligt blik tilbage på svundne tider og fordums triumfer. Og så selvfølgelig afslutningsnummeret, Thomas Laubs »Stille, hjerte, sol går ned«, hvor Mikkelborgs melankolske trompet tilsluttes af Jakob Bros guitar, Helen Davies’ harpe og Thomas Lis kor-soundscape, og hvor de sammen skaber et stykke musik, der virkelig føles som en afsked, præget af både usikkerhed og sorg, men også accept og taknemmelighed.

Light er alt i alt den perfekte destillering af Mikkelborgs musikalske virke – en kavalkade af de kvaliteter, der altid har defineret ham som musiker: lyset, farverne, livet, mystikken, kærligheden. Om dette bliver den sidste udgivelse fra Mikkelborgs hånd ved jeg ikke, men hvis det skulle vise sig at være tilfældet, så har få svanesange nogensinde klinget så smukt.