I 2017 er Aarhus som bekendt europæisk kulturhovedstad og sådan en skal naturligvis have lydkunst! Derfor blev der sidste år udskrevet en konkurrence, Lyden af Aarhus 2017. Blandt de 31 indsendte projekter fra hele verden har en fagjury udvalgt schweizeren Andres Bosshard med projektet Sonic Ark. Seismograf/DMT talte med Bosshard umiddelbart efter offentliggørelsen.

Sonic Ark er et dramaturgisk koncept, der består at en række installationer, som flytter sig igennem det offentlige rum, og som helt bogstaveligt tager udgangspunkt i lyden af Aarhus”, fortæller Bosshard.

”Lydmæssigt sover Aarhus, men den er en sovende skønhed og jeg kan høre et stort potentiale i byens lyde, som bare trænger til at blive vækket. Jeg er ikke pessimist i forhold til byens støjende miljø. Med mine værker er jeg mere interesseret i at give bedre betingelser for kvaliteten i lytningen, for derigennem at kunne arbejde mod et bedre lydmiljø. Og her har Aarhus meget at byde på. Jeg har allerede været her to gange og gennem det næste år vil jeg i tæt samarbejde med byens borgere undersøge og lytte til forskellige steder i byen for at indsamle de lyde, som kommer til at indgå i værkerne. For eksempel arbejder et af værkerne med en kombination af mikroskopiske plantelyde, lyden af det århusianske sprog og den makroskopiske arkitektur i Botanisk Have. Her er borgerne vigtige det talte århusianske sprog er helt centralt.”

Der er klare lydøkologiske undertoner i projektet, men Bosshard mener ikke, at verden er ved at blive oversvømmet af dårlig lyd. Derimod mener han, at kan vi blive bedre til at lytte til de lyde, der allerede er her, og projekttitlens bibelske reference skal derfor heller ikke tages helt bogstaveligt.

”Jeg ser nærmere Arken som en metafor for at kunne lære at sætte pris på at sejle rundt, flyde ind og ud af eller drive gennem byens akustiske landskab. Det handler ikke så meget om, at vi skal beskyttes mod støjen, men jeg kunne godt tænke mig at folk kommer til at kende byen bedre, får lyst til at udforske dens lyde og måske endda kan lære at spille på den som et instrument,” forklarer han.

I sit arbejde sammenligner han også sig selv med en sømand, der er afhængig af vind og bølger for at kunne få skibet til at sejle – en tilgang der præger hans måde at interagere med lydmiljøet på.

”Hele byens lydbillede er på en måde med i værket og især lyden af menneskene i byen. På den måde handler det økologiske ikke kun om natur, men også om det sociale, om interaktion og kommunikation. Gennem øret kan vi opnå en betydelig større livskvalitet, og jeg håber at folk i Aarhus efter 2017 vil ’tro’ mere på deres egen lyd. Jeg er mest interesseret i at ændre bevidstheden om og stoltheden over hvilken lydkvalitet Aarhus har som by. Og jeg tror ikke der skal så meget til, for at vække den sovende skønhed”, slutter Andres Bosshard.

Det er Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 og de tre komponistforeninger Danske Jazz, Beat og Folkemusik Autorer (DJBFA), Dansk Komponist Forening (DKF) og Danske Populære Autorer (DPA), der har stået bag konkurrencen Lyden af Aarhus 2017. Foruden værkbestillingen, mortager Andres Bosshard en pris på 200.000 kr.

Andres Bosshard, f. 1955, bor og arbejder i Zürich i Schweiz. Han er uddannet kunstmaler, og begyndte tidligt at arbejde med eksperimenterende musik og teater. Han har udviklet roterende lydobjekter, interaktiv computermusik, programmer og lydinstallationer. Blandt andre “Sound Tower” ved Expo.02 ved Bieler-søen i Schweiz.

© Matias Bager

»Musik er mit håndværk, min levevej og min store passion. For mig kan musik åbne rum til fantasiens verden, noget magisk og energigivende.«

Anna Jalving er violinist og performer, der beskæftiger sig med musik indenfor en bred vifte af genrer. Som musiker elsker Anna at befinde sig i spændingsfeltet mellem tradition og nyskabelse. Den røde tråd i hendes virke er nysgerrighed. Annas musikerskab kommer til udtryk i hendes kreative projekter Toile, DUO og Quatuor Umlaut, som solist, samt i ensembler og orkestre i ind- og udland. Anna Jalving er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, Danmark og The Advanced Master in Contemporary Music i Belgien ved Ictus og Spectra Ensemble 2018-2019.

© Petra Kleis

»Musik for mig er et privilegie«

»Musik for mig er det fedeste.« 

»Musik for mig er noget fucking lort.«

»Musik for mig er venskab.«

»Musik for mig er at køre i bil til Jylland og vente på, at der sker noget.«

Smag På Dig Selv er en trommeslager og to saxofonister. Deres musik er en cocktail af punk, jazz, pop, hip-hop, afrobeat, og endda 90'er-dance. Siden de tre venner – Oliver Lauridsen, Thorbjørn Øllgaard og Albert Holberg – fandt sammen i 2018, er de blevet kendt for at sparke folk ud på dansegulvet og udfordre den traditionelle koncertoplevelse. Deres optræden på Roskilde Festival 2022 efterlod publikum i sveddryppende ekstase, med anmeldere der roste deres »onde, piv-frække technojazz og tibetanske strubesang«. Siden har de spillet udsolgte koncerter over hele Danmark.

kortkritikrelease
23.04.2024

Hvad en ventetone fortæller om livet

Beachers: »Off the Hook«
© PR
© PR

Vild med telefoner? Så lyt med. For britiske Beachers har siddet en dag på sit kontor i London og, med sin smartphone, optaget lyden af en fastnettelefon, der venter på, at du taster et nummer, efter du har løftet røret. En uskyldig, men jo også lidt påtrængende lyd: Brug mig, bip-bip-bip-duuuut, nu!

Optagelsen har han klippet op, panoreret rundt, skiftet toneleje på og dyppet i forsinkelse hist og her. Gjort til musikalsk materiale, altså. Og ud af anstrengelsen vokser på Off the Hook små klange og harmonier som fra et selvbygget orgel. Men støjlyde fra kontoret følger med, og det gør det lille album til noget ret hjemsøgt.

Der er hvide knirkelyde, måske fra en stol. Diskante skrig som fra fjerne, undslupne undulater. Korte tasteklik, mystisk stilhed. Efter den harmoniske orgelåbning lader Beachers en dyb bas rumle under opklippede bip. Lægger lag på lag eller gør bratte skift. Det er ikke meningen, det skal være enormt formfuldendt; man skal ligesom mærke, at det er et menneske, der leger med det digitale.

Tålmodigt opbygges små pulseringer, måske endda et beat. Hør hverdagens skjulte fester og drifter, siger musikken, men også: Se, hvad vi kan få ventetid til at gå med, mens vi glemmer, hvad vi egentlig venter på – at nogen tager telefonen, at chefen giver os fri, døden, der indhenter os.

Til sidst høres bare den rå optagelse. Et minuts bip, dut og tilfældig støj. Som om hvert motiv bukker for sit publikum. Hvor sær en udgivelse, hvor nostalgisk på sin vis. Og hvor kreativ.

kortkritik
19.04.2024

Komponisternes nye go-to-pianist

Nikolaus von Bemberg: Debutkoncert
© Cecillie Klausen
© Cecillie Klausen

Jeg tog chancen og fulgte den tyske pianist Nikolaus von Bembergs DKDM-debutkoncert online, lokket af ikke blot et program med Messiaen-uddrag, men en uropførelse af pianistens eget projekt A Day in the Life og en gentagelse af Connor McLeans timelange Fragments (2020-22), som tidligere er opført på Minu Festival.

Og hvilket held: Koncerten understregede, at det københavnske musikliv i Bemberg har fostret en pianist, der ikke kun har styr på temperamenterne i Messiaen, men også har ambitiøse ideer, når det gælder iscenesættelse og medvirken i unge komponisters udsyrede frembringelser.

A Day in the Life begyndte som musikpædagogik. Skuespilleren Bless Amada fortalte begejstret om sin første klassiske koncert; denne musik var anderledes, gjorde ham bevidst om sig selv: »Jeg var den eneste sorte.« Bemberg spillede langsomme, spredte toner, men Amada sank ind i en kaotisk verden af sinustoner og stress. Hørte Jürg Frey på lp og læste Rilkes breve om ensomhed.

Det lignede et portræt af pianisten, og pludselig dukkede en krumrygget Bemberg op i en hjemmevideo, hvor han spillede skrøbeligt på et faldefærdigt pianette. Til sidst: video af et kystlandskab, lyden af fuglefløjt. Fred efter små tre kvarter. Lidt langt? Tjo. Men fint og personligt.

McLeans fragmenterede coronaværk var endnu længere – alt for langt, ja, ligesom pandemien – men komponistens monologer undervejs nåede desværre ikke ud til os onlinelyttere. Jeg noterede mig dog en parodi på nordisk krimi-tv med et mord på James Black og med Bemberg, der på flygel og Juno-60 spillede klynger og gysermotiver. Det var da værd at tage med.

Men værket gik på flere måder altså lost in translation på sin vej ud til mig, så det må blive til revanche, når McLean selv debuterer fra DKDM 12. juni.

kortkritikrelease
19.04.2024

Engle og dæmoner spiller orgel

Calum Builder: »Renewal Manifestation«

På australskfødte Calum Builders nye album, Renewal Manifestation, er det orgelet, der indtager hovedrollen. Nærmere bestemt Mariendal Kirkes orgel, der til denne lejlighed spilles af Svend Hvidtfelt Nielsen. I forhold til dette imposante instrument føles både Builders egen altsaxofon samt CRUSH String Collectives Maria Jagds, Pauline Hogstrands og Oda Dyrnes’ violin, bratsch og cello, uendeligt små.

Åbneren »Breaths and Waves, Wheels within Wheels« udstiller denne diskrepans i størrelsesforhold på spændende vis. Orgelet brager som en kæmpes åndedræt, mens saxofonen og strengene hugger og stikker i en søgende, kakofonisk free jazz’et lydversion af kampen mellem David og Goliat. Dramatisk og umådeligt engagerende. Ligeledes overvældende på den gode måde er »Birth/Rebirth/Birth/Rebirth/Birth/Rebirth/Birth«, der skifter kampens hede ud med, hvad der lyder som et møde med en engel, sådan som de faktisk tager sig ud i Bibelen – majestætisk, smukt og forfærdeligt i al sin himmelske uforståelighed. Også her underkaster blæser og strygere sig orgelets stoiske ro, indtil sidstnævnte til sidst svinder ind og bliver til en næsten ynkelig piben. 

Albummet slutter med »Where You Go, I Go«, et nummer så smukt som det højtidelige løfte, titlen refererer til. Med melankolske orgelflader og en svævende saxofonsolo understreger den relative simplicitet blot den foregående halve times heftighed. Renewal Manifestation er en intens og blændende triumf for Builder som komponist.