© Ultima
© Ultima

Thorbjørn Tønder Hansen er død. Med Thorbjørn har kunstmusikken mistet en af de mest betydningsfulde producenter, kuratorer og kulturledere i Norden.

I mere end to årtier arbejdede Thorbjørn i krydsfeltet mellem samtidsmusik, lydkunst, festivalledelse og dansk-norsk kultursamarbejde. I 2000-2006 var Thorbjørn manager for det norske Cikada Ensemble. I 2009 blev han leder af Art Music Denmark (daværende Snyk), som han ledte frem til 2017, hvor han vendte tilbage til det norske kulturliv som direktør for Ultima Festival. De sidste år af sit liv var Thorbjørn fondsbestyrer for Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde.

Thorbjørn var en vellidt og visionær kulturleder, der har sat sit uudslettelige præg på musiklivet. Jeg og andre danske kunstnere husker nok Thorbjørn bedst for hans inspirerende og modige projekter som fx. G((o))ng Tomorrow Festival (tidl. Wundergrund). Thorbjørn var aldrig bange for at give unge og opkommende kunstnere en chance på scenen, og jeg tror ikke, det er for meget sagt, at Thorbjørn af den grund alene har præget en hel generation af danske kunstnere.

Jeg var selv ung kompositionsstuderende, første gang jeg mødte Thorbjørn. Det har formentlig været omkring 2008. Thorbjørn var dengang projektleder i Art Music Denmark, som var i fuld gang med G((o))ng Tomorrow. En festival, der blander genrer og krydser kunstmiljøer, forklarede Thorbjørn – et vildt koncept i Danmark dengang. Næste øjeblik stod jeg på G((o))ngs scene i Råhuset med en flok vilde unge kunstnere – en samling af musikere og komponister, klassiske og rytmiske, med vidt forskellige udtryk og arbejdsmetoder. Koncerten, der fulgte, har næppe været nogen kunstnerisk åbenbaring, men samtalerne, venskaberne og barturerne med en gruppe kunstnere, jeg ellers ikke ville have mødt, åbnede mine øjne for en helt ny måde at samarbejde på. Både kunstnerisk og i forhold til kulturproduktion.

Gennem årene udviklede Thorbjørn mange internationale venskaber med kunstnere og institutioner fra nær og fjern. Thorbjørn og G((o))ng Tomorrow introducerede utallige spændende kunstnere til Danmark og åbnede samtidig nye døre i udlandet for danske kunstnere. Igennem mange år var Thorbjørn nærmest billedet på dansk kunstmusik i udlandet og et ekstremt vigtigt bindeled mellem kunstnere, spillesteder og festivaler.

Sådan tror jeg, mange husker Thorbjørn: Som en inspirator med fremadskuende idéer, nysgerrig og modig og med en stærk forståelse for værdien af international musikudveksling.

Dansk musikliv ville ikke være det samme uden Thorbjørn. Det samme kan siges om Art Music Denmark. Vores lille genreorganisation har ændret sig meget, siden Thorbjørn var leder. Alligevel er jeg stolt over den organisation, jeg selv overtog lederskabet af, og hvor grundværdierne fra dengang stadig er gældende. En organisation, der kæmper for at give kunstnere nye muligheder. En organisation med et stærkt internationalt netværk og fokus på international musikudveksling. Det tror jeg ikke ville have været muligt uden Thorbjørns store og ihærdige (for-)arbejde.

Thorbjørn Tønder Hansen er død. Han vil blive savnet, ikke bare af kunstnere og kulturliv i Norden, men blandt hans mange venner og samarbejdspartnere i hele verden. Thorbjørn har skabt kontakter, idéer og visioner, der former dagens kulturliv. Jeg er ikke i tvivl om, at hans betydning for kulturlivet lever videre.

Jeg sender mine varmeste tanker til Thorbjørns familie og nære i denne svære tid.

Ære være Thorbjørns minde.

Regin Petersen
Direktør i Art Music Denmark

© Michelle Carlslund
»Musik for mig er dråber af indfanget tid. Noget af det vildeste, jeg har hørt, er en af verdenshistoriens første musikafspillere, som står på Rosenborg Slot og som stadigvæk den dag i dag spiller de selvsamme fysiske toner og melodier, som mennesker lyttede til under Frederik d. 5. tids omkring år 1755. Da jeg hørte det, blev jeg dybt rørt, og det slog mig, i hvor høj grad musik er overlevering af viden, kultur – og netop indfanget tid – til kommende generationer.«  
 
Mikkel B. Grevsen er musiker og komponist i soloprojektet figur, bandet INTET ALTID og orkesteret Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter. figur er lige nu aktuel med albummet The Horticulture – Fragment and Movements, ligesom han i år er aktuel som komponist på forestillingen Hold så kæft, Lars og som komponist på et nyt værk for Aarhus Jazz Orchestra og Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter. Han er i gang med at lave en ballet sammen med Sebastian Kloborg og Frederik Valentin og til sommer er han aktuel med nyt bestillingsværk for ham og Bjarke Mogensen (accordion) + mezzosopran på bl.a. Festival & Friends.
Som iværksætter er han idémageren bag landsdækkende formater som fusionskoncerterne Digte & Lyd og fællessangs-projektet Sangskatten, ligesom han står bag den klassiske (og flydende) festival Klassisk på K, som dækker over Klassisk på Kyssetrappen (Kbh), Klassisk på Kanten (Aarhus) og Klassisk på Kajen (Odense).
kortkritiklive
03.03.2025

Kosmisk resonans

Satellite Synthesizer – Ørntoft/Anker/Osgood/Snöleoparden
© Mia Mathilde Andersson
© Mia Mathilde Andersson

Mod fjender i det ydre rum er »musik det stærkeste våben vi har,« udtalte Mads Brügger forleden her i Seismograf. Snöleopard og musikalske venner gjorde dette meget konkret med musik direkte fra Planetariet i København ud i rummet for at ramme satellitter mellem 500 og 35.000 km væk. Tonerne returneredes tillagt forsinkelse, radiostøj og kosmisk interferens. På det store lærred kørte jordklodens overflade, set fra en satellit, med alle sine oplyste byer, og Theis Ørntoft læste op fra sin kommende klimabevidste roman med sætninger som: »Den dag, der ikke er mere olie, vil lyset slukkes i verden.« Imens kunne vi se de små grønne prikker af forvirrede satellitter fare hen over jordens smukke krumning og høre Lotte Anker, Kresten Osgood og Snöleoparden free-jazze på henholdsvis sax, trommer og sitar. 

De små skrattende bib-lyde fra satellitternes resonans skabte også musik, men mest interessant var koncerten, når musikerne fik deres egne motivstumper igen – kastet ned fra det ydre rum, og der opstod et lille internt sammenspil. Er der noget derude, eller taler vi blot med os selv? 

Kosmisk resonans fyldte kuppelrummet, men vi kunne godt have savnet noget mere intern resonans. Det er en smuk trend med en digter i et ensemble, hvor mange herligt kringlede formuleringer kommer frem, men musikerne skal være med til at tolke ordene. Indgå i den musikalske udlægning, som hvis det var en traditionel jazzsanger, ellers bliver musikken let baggrundstæppe eller sekundær. Hvor alle musikere er en grøn satellitprik i sin egen kredsløbsbane. Mange gode ideer var i spil – og musik er ikke et våben. Men kræver intern resonans. Ikke kun kosmisk.

© Hein Photography

»Musik for mig er en ven og en udtryksform. Du kan grine, græde, danse og udtrykke dig på så mange måder med musik, om du modtager eller deler, så er musikken ofte et vindue ind til sjælen.«

Hervé Toure er en dansk-ivoriansk skuespiller, sanger og sangskriver. Toure indtager Dansk Melodi Grand Prix 2025 med sangen »Allez Allez«, der trods den franske titel er årets eneste sang, som bliver sunget på dansk. Toure har også tidligere været professionel fodboldspiller i den franske 3. division, og derudover har han også foldet sine talenter ud på Det Kongelige Teaters skrå brædder i Arven, som i 2023 vandt en Reumert.

kortkritikrelease
28.02.2025

En klæg kawaii-crescendo

Keiichiro Shibuya: »ANDROID OPERA MIRROR«
© PR

Hvis den japanske komponist og musiker Keiichiro Shibuyas nye album ANDROID OPERA MIRROR skulle opsummeres med et enkelt ord, ville det ord være »bombastisk«. Allerede fra første nummer »MIRROR« bliver lytteren bombarderet med glidende synthvioliner, blæsere og en robotstemme, der intonerer eksistentialistiske spørgsmål, som, ironisk nok, er blevet skrevet af en AI.

Der er noget charmerende kikset over Shibuyas poppede og overdramatiske kompositioner og androidvokalens klæge kawaii-faktor. Men inden albummet er halvvejs ovre, begynder den konstante pompøsitet at tære på charmen. »On Certainty« giver med sine allestedsnærværende strengeinstrumenter og tætpakkede arrangementer sjældent musikken og lytteren plads til at trække vejret. Shibuya og hans androidstemme siger utroligt meget hele tiden, og det er så overvældende, at meget lidt af det rent faktisk har tyngde. Når alt føles som et episk crescendo eller den forventede forløsning på samme, går virkningen tabt.

Enkeltvis er flere af numrene ellers ganske spændende: »Midnight Swan (Android Opera ver.)«, der lyder som åbningsnummeret til en mørk og romantisk anime, og sidste nummer »Scary Beauty (Vocal and Piano ver.)«, der brillerer ved netop at skære fedtet fra og fokusere på kompositionens emotionelle kerne, som kommer så meget stærkere til udtryk med den simplere instrumentering. For når lytteren ikke konstant overvældes, så får romantikken, melankolien og de eksistentielle spørgsmål lov til at gøre indtryk. Desværre er ANDROID OPERA MIRROR en lytteoplevelse, der ærgrer med sin mangel på en subtilitet, som ellers ville have klædt den.

kortkritiklive
24.02.2025

Dido og Doom

Vinterjazz: Alice: Slim0
© Slim0

Der var lagt op til doom, da Slim0 lørdag aften gik på scenen til et udsolgt Alice. Bandet udgav i oktober det 17 numre lange album FORGIVENESS – et album, der træder et langsomt skridt ind i stonerrockens riff-land. Trioen Slim0 var i aftenens anledning udvidet med en besætning bestående af Agnete Hannibal på cello, Aase Nielsen på saxofon og Johan Polder på bas. Lyden befinder sig et sted imellem den engelske sanger Dido, drone-metal-bandet Earth og Trillegårdens drill-trio Shooter Gang – en abstrakt sammenligning, der ikke gør numrenes unikke lyd retfærdighed, for Slim0’s lange referentielle tentakler rækker langt længere end musikkens skarpe kontraster.

Med et sakralt klingende kor og tunge trommepassager passer singlen »Trenches« virkelig godt ind i en koncert. Mørket og skiftene mellem de tre sangere – fra fælles harmonier til growl – forstærkede det teatralske metaludtryk. På samme måde var det et nostalgisk suk, der meldte sig, da Didos catchy vokallinjer fra hittet »Thank You« begyndte i det dobbelte cover »I Have But One Heart«. Den måske mindre velkendte instrumentale del, bestående af Earths »Coda Maestro in F Flat Minor«, gjorde det nummeret til et præmieeksempel på Slim0s referentielle mosebryg.

Selvom de mange kontraster skabte en ret episk koncert, efterlod de mig også lidt splittet. Splittet, fordi jeg virkelig godt kan lide Slim0's tunge og fragmenterede univers, men manglen på voluminøs tyngde efterlod mig sulten efter en mere knogleruskende lyd, der kunne ridse de skarpe kontraster endnu hårdere op. Sulten efter mere doom er bestemt ikke nogen dårlig fornemmelse, og jeg glæder mig til at høre det episke udtryk blive højere og endnu tungere.