© Ultima
© Ultima

Thorbjørn Tønder Hansen er død. Med Thorbjørn har kunstmusikken mistet en af de mest betydningsfulde producenter, kuratorer og kulturledere i Norden.

I mere end to årtier arbejdede Thorbjørn i krydsfeltet mellem samtidsmusik, lydkunst, festivalledelse og dansk-norsk kultursamarbejde. I 2000-2006 var Thorbjørn manager for det norske Cikada Ensemble. I 2009 blev han leder af Art Music Denmark (daværende Snyk), som han ledte frem til 2017, hvor han vendte tilbage til det norske kulturliv som direktør for Ultima Festival. De sidste år af sit liv var Thorbjørn fondsbestyrer for Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde.

Thorbjørn var en vellidt og visionær kulturleder, der har sat sit uudslettelige præg på musiklivet. Jeg og andre danske kunstnere husker nok Thorbjørn bedst for hans inspirerende og modige projekter som fx. G((o))ng Tomorrow Festival (tidl. Wundergrund). Thorbjørn var aldrig bange for at give unge og opkommende kunstnere en chance på scenen, og jeg tror ikke, det er for meget sagt, at Thorbjørn af den grund alene har præget en hel generation af danske kunstnere.

Jeg var selv ung kompositionsstuderende, første gang jeg mødte Thorbjørn. Det har formentlig været omkring 2008. Thorbjørn var dengang projektleder i Art Music Denmark, som var i fuld gang med G((o))ng Tomorrow. En festival, der blander genrer og krydser kunstmiljøer, forklarede Thorbjørn – et vildt koncept i Danmark dengang. Næste øjeblik stod jeg på G((o))ngs scene i Råhuset med en flok vilde unge kunstnere – en samling af musikere og komponister, klassiske og rytmiske, med vidt forskellige udtryk og arbejdsmetoder. Koncerten, der fulgte, har næppe været nogen kunstnerisk åbenbaring, men samtalerne, venskaberne og barturerne med en gruppe kunstnere, jeg ellers ikke ville have mødt, åbnede mine øjne for en helt ny måde at samarbejde på. Både kunstnerisk og i forhold til kulturproduktion.

Gennem årene udviklede Thorbjørn mange internationale venskaber med kunstnere og institutioner fra nær og fjern. Thorbjørn og G((o))ng Tomorrow introducerede utallige spændende kunstnere til Danmark og åbnede samtidig nye døre i udlandet for danske kunstnere. Igennem mange år var Thorbjørn nærmest billedet på dansk kunstmusik i udlandet og et ekstremt vigtigt bindeled mellem kunstnere, spillesteder og festivaler.

Sådan tror jeg, mange husker Thorbjørn: Som en inspirator med fremadskuende idéer, nysgerrig og modig og med en stærk forståelse for værdien af international musikudveksling.

Dansk musikliv ville ikke være det samme uden Thorbjørn. Det samme kan siges om Art Music Denmark. Vores lille genreorganisation har ændret sig meget, siden Thorbjørn var leder. Alligevel er jeg stolt over den organisation, jeg selv overtog lederskabet af, og hvor grundværdierne fra dengang stadig er gældende. En organisation, der kæmper for at give kunstnere nye muligheder. En organisation med et stærkt internationalt netværk og fokus på international musikudveksling. Det tror jeg ikke ville have været muligt uden Thorbjørns store og ihærdige (for-)arbejde.

Thorbjørn Tønder Hansen er død. Han vil blive savnet, ikke bare af kunstnere og kulturliv i Norden, men blandt hans mange venner og samarbejdspartnere i hele verden. Thorbjørn har skabt kontakter, idéer og visioner, der former dagens kulturliv. Jeg er ikke i tvivl om, at hans betydning for kulturlivet lever videre.

Jeg sender mine varmeste tanker til Thorbjørns familie og nære i denne svære tid.

Ære være Thorbjørns minde.

Regin Petersen
Direktør i Art Music Denmark

kortkritiklive
25.05.2024

Fantasierne under overfladen 

Spor Festival: »Between Music«
© Mateusz Szota
© Mateusz Szota

Hvad var det for mytiske skabninger, der gemte sig lige under vandspejlet i totalinstallationen Breaking the Surface? Kunstnerkompagniet Between Music havde på Spor Festival omdannet Musikhusets sal til et diset grænseland. Den gådefulde tærskel til det undersøiske. Som besøgende drev vi rundt på overfladen, men mærkede, hvor fascinerende dybt fantasierne om livet under vand rækker. 

Der var low arousel – tenderende til det behagesyge – i det lysdæmpede udstillingsrum. Pirrende klange som i værket Sirenes, hvor små vandfaste højttalere hængt op i wire, blev sænket og hævet i glaslanterner med vand. Som en kølhalende parafrase af Janet Cardiffs Forty Part Motet, hørte man sirenernes toner drukne og stemmerne gispe efter ilt. Lydkunstgrebet var næsten for tydeligt: de akusmatiske stemmer i materiel transformation, ringene i vandet fra højttalermembranernes vibrationer, den besøgendes frihed til selv at søge ind i klangen. Men værkets lavmælte poesi var alligevel nok til at vække en interesse for lydens overgange.

Men det var de skabninger, der befolkede installationens loopede videoer, som jeg var mest betaget af. Hvem var den nedsunkne brud i værket The Neck, der spillede på sin klangkvalte violin blandt døde fisk og ålegræs? Havde hun været der hele tiden, dømt til at spille, eller gik noget forud for denne bizarre scene? Det mystiske videoværk inviterede til videredigtning, og en hel sagnverden åbnede sig for mit indre. Fortryllende. 

kortkritiklive
23.05.2024

En sorg der ikke kan spejles i verden

Faun Vium, Amanda Drew, Freja Højland Høj, Hávard Magnussen, Amanda Drew, Karoline Banke, SORT/HVID Teater, Noisy Beehive m.fl.: »Dronning Annabel«
© Rumle Tornhøj Skafte
© Rumle Tornhøj Skafte

»Jeg er ikke slettet«, oplæste kunstneren Faun Vium. Et brev fra hendes søster indledte operaperformancen Dronning Annabel, der tager afsæt i søsterens indlæggelse. Vi stod foran Brønshøj Vandtårn. Med champagne i hånden, sang vi sammen en mol-dunkel sang, som havde startet hele processen. »Vi forsøger at forvandle psykosens poesi fra en ensom til en delt oplevelse«, stod der i programmet. En champagneprop sprang på vej ind i tårnet. Stemningen var premiere-let og tungsindig på samme tid. 

Brønshøj Vandtårn er med sine svimlende betonsøjler nærmest et værk i sig selv. De mest uskadelige lyde bider fra sig i tårnets kolossale rumklang. Mellem søjlerne blev vi bænket og oplevede, hvordan værket byttede en båndet samtale mellem Vium og søsteren med performance i rummet. Tre sangere – to af dem spillede også cello og kontrabas – bevægede sig rundt i det kølige rum med skulpturelle skaller, som de udklækkede fra og forpuppede sig i. Men på grund af den anti-sceniske arkitektur, var det frustrerende svært at tage deres energi ind. Alting foregik i øjenkrogen, delvist hengemt bag en søjle. Derfor fik jeg – til trods for det inkluderende oplæg – en ærgerlig følelse af en halv oplevelse. 

Måske var det pointen: Som publikum var man, ligesom den tvangsindlagte, låst i sin stol. I stedet gav jeg mig hen til klangen. Det var betagende at høre, hvordan samtalerne om »en sorg, der ikke kan spejles i verden« og sprogets utilstrækkelighed blev forlænget i sangernes fraser, hvor ordene blev opløst i den umådelige klang. Nogle gange sang sopranen, så det hvinede i ørene. Til sidst voksede en optagelse af de to søskendes fælles sang fra den personlige relation og ud i rummets sfære. Poesien forplantede sig i tårnets potentiale og satte et smukt klingende punktum for værket.

kortkritik
22.05.2024

Hvad nu hvis Schuberts vandrer mødte en cyborg?

EKKI MINNA og Sebastian Vinther Olsen: »NO MORE NO LESS«
© PR
© PR

Franz Schuberts Täuschung, altså »bedrag-delen« fra Winterreise, hvor et dansende lys forfører en nedslået vandrer, der savner distraktion, får en eksklusiv tur i ny musik-transformatoren af den københavnske duo EKKI MINNA og tonemesteren Sebastian Vinther Christensen. Deres humoristiske og stilsikre arrangementer lader Schuberts forførende lys danse lige ind i vores tid. 

EKKI MINNA har skiftet klaveret ud med accordeon, mens Christian Winther Christensen går mere radikalt til værks med sit karakteristiske og uforudsigelige mix af slag, knibs og mikromelodier fra cello, accordion eller er det et lille orgel? Et veltilrettelagt fysisk statement om, at klassiske instrumenter i vores tid kan frembringe noget radikalt anderledes. Det indledende, fjantende og dansende lys leder os videre til Mads Emil Dreyers smukke, rolige, langt mere alvorlige, ambiente lydlandskab – et blødt og indadvendt sted, der giver mulighed for at meditere over livets bølgende dissonans og konsonans. Lykkes værket i at finde samklang til sidst, selvom tonerne igen og igen søger spænding i yderområderne?

Til sidst hilser det antropocæne temmelig foruroligende på os med sin ambiente uhygge og en cyborgs stemme, Mia Ghabarous autotunede vokal i »A lot of Angels.« Ja, Schuberts vandrer findes også i vores tid, og afslutningen på turen er ildevarslende i en grad, så man får lidt lyst til at gå hjem og preppe. 

NO MORE NO LESS er en vellykket collage af humor, spænding og melankoli, hvis dansende lys sætter både livets vaklen og vores musikarv i et tankevækkende perspektiv.

© Phie Beckett Stenbæk

»Musik er for os: at kende hinanden indgående, at synge sammen, at forbinde sig, at sende Ariana Grande-impression-videoer på Instagram, et sted, hvor vi kan forene modstridende følelser og sider af os selv, et rum til at være sexet, begejstret, fjollet, vred og i sorg, en nødvendighed, det, der tager over, når ordene ikke rækker, svært at lave – men nemmere, når man gør det sammen.«

Ved at kombinere middelalderlig kormusik, skrøbelig minimalisme, dekonstrueret R&B og a capella pigepunk skaber ilinx musik, der er lige så futuristisk, som den er traditionel. Gruppen blev født ud af et ønske om at udforske den menneskelige stemmes potentiale til at skabe og nære menneskelige forbindelser, og på scenen skaber ilinx et intimt rum med en nærmest spirituel kvalitet og inviterer til forening – forening i fællesskabet og forening af de sider af os selv, der kan føles modstridende, samt forening mellem ilinx og lytterne. ilinx består af de tre komponister og sangere Anna Mæhl, Laura Marie Madsen og Amanda Appel. Lige nu arbejder de på et korværk baseret på digtsuiten »Åbne huse« fra Asta Olivia Nordenhofs roman Djævlebogen, som opføres Roskilde Festival 2024.