Velkommen til seismograf 2.0! Seismograf er et redaktionelt uafhængigt website for ny kunstmusik og lydkunst.

Kunstmusik og lydkunst  gennemgår en spændende udvikling i disse år. For 25 år siden var disse begreber ensbetydende med finkultur. I dag er det vi kalder kunstmusik en farverig buket af mange subkulturer, idet der komponisterne og lydkunstnerne imellem er ligeså mange forskelle som fælles præferencer. Denne udvikling kræver nye tankemodeller når man skal beskæftige sig kunstnerisk, formidlingsmæssigt og debatterende med musikken. Seismograf ønsker at favne mangfoldigheden og vise de subtile såvel som de indlysende sammenhænge. Fange tendenser som de opstår, og tegne linier på tværs af gamle skel.

Seismografs formål kan deles op i to lag. Det ene er det konkrete indhold: streaming af musik og video, profiler på feltets vigtigste1 kunstnere, musikere, skribenter m.m., anmeldelser, interviews, artikler, features, debat, kalender osv. I det lag kommer vi godt fra start, da en del af startkapitalen for projektet har været allerede eksisterende projekter: det tidligere OpenSpace (som blev støttet af Kulturarvsstyrelsen og KODA), som var en del af Dacapo (men senere blev overtaget af DKF), LytNyt-kalenderen, der er (og stadig vil blive) produceret af SNYK, samt autografs bagkatalog af artikler, features m.m. (incl. den første version af seismograf, der blev til i autograf-regi i efteråret 2007). Dertil vil seismograf løbende producere nyt indhold.

Det andet lag er integrationen af alle disse elementer . Det er de såkaldte meta-data, der beskriver og forbinder indhold på tværs af sitet. Når man læser en profil vil man således blive præsenteret for en buket af relevante informationer, portræt, billeder, nyheder om, og koncerter med vedkommende – eventuelt materiale produceret af denne (blogindlæg, artikler, kommentarer ...). Fra profilen kan man klikke sig videre til en kunstnerisk beslægtede. I tags-boksen kan man se en række af de meste prægnante karakteristika for kunstneren, og hvis man klikker på dem, kommer man videre til det vi kalder indholdsbrowseren, og ser nu en buket af kunstnere der deler netop denne karakter/stil/medietype osv. Tags’ene er således en vigtig nøgle i sitets struktur, og handler i højere grad om at forbinde ting, og dermed bane vejen for nye kunstopdagelser, end om at hæfte særlige etiketter på kunsten.

Faren ved den slags øvelser er naturligvis altid at forsimplingens potentielle dumhed, eller med andre ord, at kunst bliver puttet i kasser og på dåser. En del kunstnere ville ønske den slags uforsagt, og det forstår vi fuldt ud. Vi tror imidlertid at fordelene langt overstiger ulemperne. Ud over at være et uforligneligt navigationsinstrument (for både nytilkommere og professionelle) tror vi at udtalte fejl og debat er langt mere frugtbart og lærende end indforståethed og tavshed.

God fornøjelse! SEISMOGRAF.ORG

Fusion
Per 1. januar 2011 er Seismograf og Dansk Musiktidsskrift fusioneret.
Ovenstående tekst er derfor ikke helt retvisende i forhold til den nye redaktionelle profil. Vi arbejder på en opdateret version.

Sanne Krogh Groth & Jens Voigt-Lund
(redaktører)

SEISMOGRAF.ORG er støttet af Statens Kunstråds Musikudvalg og Dansk Komponistforening/KODA's Nationale Midler

kortkritik
01.07.2022

Solbeskinnet oprør

Star Feminine Band – Roskilde Festival
© Andreo Michaelo Mielczarek
© Andreo Michaelo Mielczarek

»We live in the same house, we go to the same school,« lød det fra Pavilion-scenen. De syv piger fra Star Feminine Band, der er mellem 10 og 17 år, var langt fra deres hjem i Benin. De var kommet for at smitte os med det nære venskab, der stråler fra deres solbeskinnede musik: Intuitiv og hjemmestrikket highlife – ofte lidt vakkelvorn – men til gengæld imødekommende, legende og energisk. 

De tre piger i front, som spillede forskelligt håndholdt perkussion, vekslede mellem at synge og danse. Der sprællede en ivrig begejstring i de synkrone bevægelser. Et særligt moment opstod, da resten af bandet sluttede sig til danserne på midten af scenen for at opføre et traditionelt ritual. Autenticiteten nåede helt ud til teltpløkkerne. 

Men Star Feminine Band var bestemt ikke kun kommet for underholde. Koncerten var båret af en punket understrøm, der hele tiden kradsede imod den dansevenlige overflade. Udråbstegnene i teksterne – efter sigende om tvangsægteskaber og omskæring – var ikke til at tage fejl af, selvom de blev leveret storsmilende på et sprog, der nok var fremmed for de fleste i publikum. 

Alle pigerne var udstyret med en mikrofon, og skiftedes til at lede de ultrasimple call-response-sekvenser. Ungdomsoprøret blussede i de indtrængende stemmer, og det voksede til en ilter modstandskraft, når alle pigerne sang sammen. Vidunderligt!

kortkritik
01.07.2022

Selvhjælpspunk

Duma – Roskilde Festival
© Nanna Ferslev Andersen
© Nanna Ferslev Andersen

»Det var fandeme uhyggeligt,« overhørte jeg én sige på vej ud af teltet efter den kenyanske duo Dumas koncert på Gloria. Det var ikke svært at forstå, hvad de mente: Producer Martin Khanyas lydunivers af industrielle technorytmer, der banker mod trommehinderne som et trykluftsbor, uigennemtrængelige betonmure af hvid støj og black metal-agtige guitarriffs kombineret med Sam Karugus nærmest ubeskrivelige vokal – tænk mødet mellem Yoko Ono og en kaffekværn – er temmelig frygtindgydende. 

Mens Dumas musik med rette kan betegnes som uhyggelig, gør det modsatte sig dog gældende for koncerten som helhed. Stemningen i teltet var intet mindre end euforisk og Karugu var nærmest overstrømmende i sin hengivenhed til publikum: Der var ingen grænser for, hvor meget han elskede hver og en, og det var lige før, at hver eneste person i rummet fik det at vide individuelt. Kærlighedserklæringerne fik selskab af utallige selvhjælpsagtige opfordringer: »Energize yourself! Embrace yourself!« I sig selv ret klichéfyldte udsagn havde det ikke været for musikkens brutalitet, der med tydelighed viste, at omfavnelsen af en selv ikke nødvendigvis behøver at være blid. 

For mig personligt opstod der til tider en grad af kognitiv dissonans i mødet mellem elskværdighed og aggression: Karugu måtte for min skyld gerne være ondere ved sit publikum. Dog er der – i en postmoderne verden, hvor alle grænser flyder sammen – noget sært passende ved, at Roskilde Festivals uden sammenligning mest punkede performer samtidig viste sig at være den største hippie. 

kortkritik
30.06.2022

Arooj Aftab delte hjertets støv  

Arooj Aftab – Roskilde Festival
© Rasmus Weirup
© Rasmus Weirup

»Det her er ikke et religiøst ritual,« annoncerede Arooj Aftab midt i sin koncert, »vi er bare nogle idioter.« Det var heldigt, at Aftab selv rettede op på misforståelsen, for hun havde næsten formået at narre mig: Der hviler en religiøs – eller i hvert fald mytologisk – aura over den pakistanskfødte sangerinde – hendes sørgmodige, længselsfulde sange og hendes stemme: blid og porøs som slidt silke og fyldt til bristepunktet med billeder og fortællinger. Som den tætte, violette dis, der fyldte scenen og langsomt vældede ud over publikum, svævede hendes stemme søgende ind og ud af de repeterende og hypnotiserende arrangementer, som hendes to medmusikere – en guitarist og en kontrabassist – omhyggeligt byggede om omkring hende. 

Oplevelsen var nærmest uhørt stemningsfuld, om end det ærgrede mig en smule, at hendes koncert var placeret i et mørkt og helt aflukket telt frem for på en udendørs scene i solskin, hvor Aftabs støvede, sepiatonede, ørkenagtige lyd i endnu højere grad ville komme til sin ret. Aftab, der havde taget solbriller på til lejligheden, lod også i første omgang til at være overrasket over de fysiske omgivelser. Det var indtil hun begejstret udbrød: »Dark and smoky… just like my heart!«. 



Aftab virkede opsat på ikke udelukkende at lade sig definere af den dybe melankoli, der præger hendes sange: Især mindede hendes måde at kombinere sorte sange med lige så sort humor mig om Leonard Cohen. Som for eksempel da hun – som kommentar til den førnævnte melankoli – tørt bemærkede: »I'm happy with the return of emo«. 

kortkritik
30.06.2022

Tolv hænder, én krop

Nakibembe Xylophone Troupe – Roskilde Festival
© Andreo Michaelo Mielczarek
© Andreo Michaelo Mielczarek

Det er en helt særlig eufori, der gemmer sig i tasteinstrumentet embaire, som det ugandiske ensemble Nakibembe Xylophone Troupe selv har bygget. På Gloria-scenen blev den banket ud igennem træet i en beruset tilstand af intens spilleglæde. Det var et nærved uvirkeligt sammenspil, vi blev præsenteret for: Tolv hænder spillede, men der var kun én krop.

Koncerten startede med hammerslaget som grundpuls – som om instrumentet skulle bygges på ny. Én efter én kom truppen på scenen og bød ind med nye rytmiske lag i opbygningen. Da alle var på plads i kredsen rundt om instrumentet, forsvandt fornemmelsen af de enkelte dele, og helheden tog over. Pulsen viste sig at være skizofren: Netop som man troede, man havde fundet 1-slaget, meldte en anden metrik sin ankomst. Så kunne man starte forfra med at finde hoved og hale i de rytmiske celler, der konstant delte sig og fandt sammen i nye molekyler. 

Tempoet var svimlende højt hele vejen igennem koncerten, hvor ensemblet også inducerede trancen igennem call-response sang, mens de spillede. Utrætteligt lænede musikken sig konstant fremad, men kom aldrig i nærheden af at vælte. Ensemblet havde en ufattelig – nærmest telepatisk – fornemmelse af hinandens bevægelser og placerede ikke et eneste slag uden for fællesskabet. Der boede et destilleret musikalsk sammenhold i de muterende rytmer, som gjorde den højintense koncert til en livsbekræftende og meget rørende oplevelse. 

kortkritik
29.06.2022

Øllet CERN-techno på Roskilde Festival

Lawrence Lee: »Colliderscope«
© Jakob Gustav Winckler
© Jakob Gustav Winckler

Den oplagte feststarter havde jeg ikke spået CERN-forsker Dr Lawrence Lee til at være. Men på Roskilde Festival kan alting ske. Her er minimal techno og oscilloskoper lige så dansevenligt som Dua Lipa på en Soundboks. Hvis man har fået øl nok.

Min egen promille var nok for lav, da kittelklædte Lee indtog Flokkr-pavillonen med sit audio-visuelle projekt Colliderscope. Der var ikke meget andet at komme efter end gimmick – som et indslag til Niels Bohr Instituttets fredagsbar. Oscilloskopernes kurver var koblet på den elektroniske musik, men nogen medrivende eller indsigtsfuld sonifikation, var der absolut ikke tale om. 

Lydene var ligeså knastøre som en forelæsning i partikelfysik. Men publikum ville ikke sove i timen. Bassen fik fat, musikken blev mere house-klubbet, og der skulle ikke engang et »hvad-så-Roskilde!« til for at få folk i stødet. Festligt var det, men man fik hurtigt grint af, da musikken viste sig at være et stort formmæssigt rod, ufrivillig lo-fi, alt for spids i toppen. Da Lee til sidst hev den elektriske klarinet frem for syvende gang, var ideerne udspillede for længst. Bare en smule æstetisk resonans, havde gjort underværker.