Velkommen til seismograf 2.0! Seismograf er et redaktionelt uafhængigt website for ny kunstmusik og lydkunst.
Kunstmusik og lydkunst gennemgår en spændende udvikling i disse år. For 25 år siden var disse begreber ensbetydende med finkultur. I dag er det vi kalder kunstmusik en farverig buket af mange subkulturer, idet der komponisterne og lydkunstnerne imellem er ligeså mange forskelle som fælles præferencer. Denne udvikling kræver nye tankemodeller når man skal beskæftige sig kunstnerisk, formidlingsmæssigt og debatterende med musikken. Seismograf ønsker at favne mangfoldigheden og vise de subtile såvel som de indlysende sammenhænge. Fange tendenser som de opstår, og tegne linier på tværs af gamle skel.
Seismografs formål kan deles op i to lag. Det ene er det konkrete indhold: streaming af musik og video, profiler på feltets vigtigste1 kunstnere, musikere, skribenter m.m., anmeldelser, interviews, artikler, features, debat, kalender osv. I det lag kommer vi godt fra start, da en del af startkapitalen for projektet har været allerede eksisterende projekter: det tidligere OpenSpace (som blev støttet af Kulturarvsstyrelsen og KODA), som var en del af Dacapo (men senere blev overtaget af DKF), LytNyt-kalenderen, der er (og stadig vil blive) produceret af SNYK, samt autografs bagkatalog af artikler, features m.m. (incl. den første version af seismograf, der blev til i autograf-regi i efteråret 2007). Dertil vil seismograf løbende producere nyt indhold.
Det andet lag er integrationen af alle disse elementer . Det er de såkaldte meta-data, der beskriver og forbinder indhold på tværs af sitet. Når man læser en profil vil man således blive præsenteret for en buket af relevante informationer, portræt, billeder, nyheder om, og koncerter med vedkommende – eventuelt materiale produceret af denne (blogindlæg, artikler, kommentarer ...). Fra profilen kan man klikke sig videre til en kunstnerisk beslægtede. I tags-boksen kan man se en række af de meste prægnante karakteristika for kunstneren, og hvis man klikker på dem, kommer man videre til det vi kalder indholdsbrowseren, og ser nu en buket af kunstnere der deler netop denne karakter/stil/medietype osv. Tags’ene er således en vigtig nøgle i sitets struktur, og handler i højere grad om at forbinde ting, og dermed bane vejen for nye kunstopdagelser, end om at hæfte særlige etiketter på kunsten.
Faren ved den slags øvelser er naturligvis altid at forsimplingens potentielle dumhed, eller med andre ord, at kunst bliver puttet i kasser og på dåser. En del kunstnere ville ønske den slags uforsagt, og det forstår vi fuldt ud. Vi tror imidlertid at fordelene langt overstiger ulemperne. Ud over at være et uforligneligt navigationsinstrument (for både nytilkommere og professionelle) tror vi at udtalte fejl og debat er langt mere frugtbart og lærende end indforståethed og tavshed.
God fornøjelse! SEISMOGRAF.ORG
Fusion
Per 1. januar 2011 er Seismograf og Dansk Musiktidsskrift fusioneret.
Ovenstående tekst er derfor ikke helt retvisende i forhold til den nye redaktionelle profil. Vi arbejder på en opdateret version.
Sanne Krogh Groth & Jens Voigt-Lund
(redaktører)
SEISMOGRAF.ORG er støttet af Statens Kunstråds Musikudvalg og Dansk Komponistforening/KODA's Nationale Midler
While my guitar gently speaks
Det er ikke altid synderlig interessant at vide, hvad kokken har gjort for at få maden til at smage. I to lækkert indbundne bøger – en »poetik« – åbner Solborg sit værksted og reflekterer over guitaren som instrument og akustisk/elektrisk stemme.
Det gør ingenting, at teksterne af og til vil ligne digte. Men almindeligheder, såsom at magien ligger i uperfekthederne og det uforudsigelige, irriterer og skygger for Solborgs udmærkede idé: Hvad gør elguitaren i et ensemble? Hvordan taler den? Hvad er nærvær og resonans, når lyden af sarte strenge presses ud gennem en højttaler?
»The workshop is a good place to be,« står der. OK. Men hvordan lyder slide med trækøkkenredskaber modsat porcelæn? Og på hvilken måde er en bestemt Justin Vernon-teknik inspirerende?
Musikken på de to CD’er – sologuitar eller med de frie jazzsjæle Simon Toldam, Lars Greve og Francesco Bigoni – er dog en gur ganerenser. Guitarpoetikken bliver poesi: frenetisk støjende, eksotisk free, og den stikker helt af på »Tokyo«.
Jeg vil også opløses
Jeg ville så gerne leve i en verden, hvor det her album havde vundet alle jazzpriserne i år. Hvis det er rigtigt, at vi befinder os i en tid præget af opløsning, så viser Peter Bruuns opstandsende og halvstemte kompositioner, at opløsning kan være en ret underfuld bevægelse.
Jazzmodernistiske og fusionshippe temaer uden sikre tonale ankre hænger som en lang, flagrende rød tråd i værkerne, hvor guirlander af syntetiske lyde og akustisk-cool blæserstemmer glider collagelet ind og ud af hinanden. Jeg tror, jeg bliver lidt ør, lidt opstemt, lidt melankolsk på kryds og tværs af pladen.
Allerbedst er det selvfølgelig de gange, hvor temaerne løber ind i så heftig krydsild fra resten af den udvidede kvartet, at coolnessen splintrer og ormehullerne åbner sig. Det er især i begyndelsen af albummet – »All Too Disko« og »The If Machine« er jo ét langt wow – for senere tager værkerne en mere spaced-out drejning. Men jeg vil med derud, jeg vil også opløses.
Det er et album, det er en bog
Idéen – at du kan lytte til de tolv små musikvignetter på albummet, mens du kigger på et dertilhørende billede – er utvivlsomt interessant, og den viser sig at have indflydelse på, hvordan man som lytter tilgår værket.
Ping Pong Punktum virker intentionelt underspillet. Til trods for at de to musikere – Wikström og Herman Müntzing – bevæger sig i frit improviseret støj-territorie, så giver de den aldrig helt gas.
Alle tolv numre virker forholdsvis simple, bestående af få elektroniske og vokalbaserede byggeklodser og uden klart definerede retninger. Det samme gælder Jan Oksbøl Callesens billedmateriale, der består af abstrakte former, farver og, en gang imellem, genkendelige motiver.
Denne enkle tilgang virker til værkets fordel, for både musik- og billedkunsten føles intim, indbydende og spændende. Som et oplæg til et farverigt og mærkværdigt eventyr, som lytter-beskueren selv kan digte videre på.
Sturm und Drang med Agerfeldt
Det er altså mesterligt, hvordan Thomas Agerfeldt Olesen balancerer kaotiske orkaner med drømmende idyl på sit nyt album.
Blæsten har inspireret mange komponister gennem tiden, men orkesterværket Der Wind bläset wo er will (2011) er ikke desto mindre et frisk pust med mange facetter: fra en organiseret storm, hvis motiver føles både truende og velkendte, over en insisterende dryppen, som var regnen lige uden for vinduet, til en nærmest romantisk brise.
Til minde om min mor (2014), en cellokoncert, begynder med trinvise løb, der langsomt folder sig ud og får dybde af orkestret. Hele værket skifter generelt mellem avancerede teknikøvelser for cello og hjerteskærende melodiske sektioner, men det kan jeg vistnok meget godt lide, for det føles hverken kedeligt eller ensformigt, snarere fængende og smukt. Jeg kommer til at høre mere Agerfeldt Olesen!
Modsat arkitektonisk
Claus Haxholms seneste album under navnet Soft Items minder mig mere om en drøm – eller måske en meget svag erindring – om et musikalsk værk end om et musikalsk værk i sig selv. Albummet er en forunderlig kollage af lyde, der næsten ikke er der, lyde, jeg først bliver opmærksom på, det øjeblik de helt abrupt forsvinder.
Første gang jeg lyttede til albummet, forekom det mig paradoksalt, at et album, der skulle være inspireret af arkitektur, kan fremstå så tilsyneladende blottet for form og struktur: arkitekturens for mig at se mest grundlæggende bestanddele.
Efter at have lyttet til det flere gange begynder mønstre dog at komme til syne: De rungende klaverakkorder og de mystiske vokalsamples bliver gennemgående elementer, der giver det ellers ret så fragmenterede album en tiltrængt følelse af kontinuitet.
H er en på én gang fascinerende og frustrerende oplevelse. Sommetider mere frustrerende end fascinerende, men ikke desto mindre alligevel fascinerende.