27.11.2009

Velkommen til SEISMOGRAF version 2.0!

Velkommen til seismograf 2.0! Seismograf er et redaktionelt uafhængigt website for ny kunstmusik og lydkunst.

Kunstmusik og lydkunst gennemgår en spændende udvikling i disse år. For 25 år siden var disse begreber ensbetydende med finkultur. I dag er det vi kalder kunstmusik en farverig buket af mange subkulturer, idet der komponisterne og lydkunstnerne imellem er ligeså mange forskelle som fælles præferencer. Denne udvikling kræver nye tankemodeller når man skal beskæftige sig kunstnerisk, formidlingsmæssigt og debatterende med musikken. Seismograf ønsker at favne mangfoldigheden og vise de subtile såvel som de indlysende sammenhænge. Fange tendenser som de opstår, og tegne linier på tværs af gamle skel.

Seismografs formål kan deles op i to lag. Det ene er det konkrete indhold: streaming af musik og video, profiler på feltets vigtigste1 kunstnere, musikere, skribenter m.m., anmeldelser, interviews, artikler, features, debat, kalender osv. I det lag kommer vi godt fra start, da en del af startkapitalen for projektet har været allerede eksisterende projekter: det tidligere OpenSpace (som blev støttet af Kulturarvsstyrelsen og KODA), som var en del af Dacapo (men senere blev overtaget af DKF), LytNyt-kalenderen, der er (og stadig vil blive) produceret af SNYK, samt autografs bagkatalog af artikler, features m.m. (incl. den første version af seismograf, der blev til i autograf-regi i efteråret 2007). Dertil vil seismograf løbende producere nyt indhold.

Det andet lag er integrationen af alle disse elementer . Det er de såkaldte meta-data, der beskriver og forbinder indhold på tværs af sitet. Når man læser en profil vil man således blive præsenteret for en buket af relevante informationer, portræt, billeder, nyheder om, og koncerter med vedkommende – eventuelt materiale produceret af denne (blogindlæg, artikler, kommentarer ...). Fra profilen kan man klikke sig videre til en kunstnerisk beslægtede. I tags-boksen kan man se en række af de meste prægnante karakteristika for kunstneren, og hvis man klikker på dem, kommer man videre til det vi kalder indholdsbrowseren, og ser nu en buket af kunstnere der deler netop denne karakter/stil/medietype osv. Tags’ene er således en vigtig nøgle i sitets struktur, og handler i højere grad om at forbinde ting, og dermed bane vejen for nye kunstopdagelser, end om at hæfte særlige etiketter på kunsten.

Faren ved den slags øvelser er naturligvis altid at forsimplingens potentielle dumhed, eller med andre ord, at kunst bliver puttet i kasser og på dåser. En del kunstnere ville ønske den slags uforsagt, og det forstår vi fuldt ud. Vi tror imidlertid at fordelene langt overstiger ulemperne. Ud over at være et uforligneligt navigationsinstrument (for både nytilkommere og professionelle) tror vi at udtalte fejl og debat er langt mere frugtbart og lærende end indforståethed og tavshed.

God fornøjelse! SEISMOGRAF.ORG

Fusion
Per 1. januar 2011 er Seismograf og Dansk Musiktidsskrift fusioneret.
Ovenstående tekst er derfor ikke helt retvisende i forhold til den nye redaktionelle profil. Vi arbejder på en opdateret version.

Sanne Krogh Groth & Jens Voigt-Lund
(redaktører)

SEISMOGRAF.ORG er støttet af Statens Kunstråds Musikudvalg og Dansk Komponistforening/KODA's Nationale Midler

playliste

05.03.2025

Mit navn er Mikkel B. Grevsen – vil du se min playliste?

»Musik for mig er dråber af indfanget tid. Noget af det vildeste, jeg har hørt, er en af verdenshistoriens første musikafspillere, som står på Rosenborg Slot og som stadigvæk den dag i dag spiller de selvsamme fysiske toner og melodier, som mennesker lyttede til under Frederik d. 5. tids omkring år 1755. Da jeg hørte det, blev jeg dybt rørt, og det slog mig, i hvor høj grad musik er overlevering af viden, kultur – og netop indfanget tid – til kommende generationer.«

Mikkel B. Grevsen er musiker og komponist i soloprojektet figur, bandet INTET ALTID og orkesteret Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter. figur er lige nu aktuel med albummet The Horticulture – Fragment and Movements, ligesom han i år er aktuel som komponist på forestillingen Hold så kæft, Lars og som komponist på et nyt værk for Aarhus Jazz Orchestra og Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter. Han er i gang med at lave en ballet sammen med Sebastian Kloborg og Frederik Valentin og til sommer er han aktuel med nyt bestillingsværk for ham og Bjarke Mogensen (accordion) + mezzosopran på bl.a. Festival & Friends.

Som iværksætter er han idémageren bag landsdækkende formater som fusionskoncerterne Digte & Lyd og fællessangs-projektet Sangskatten, ligesom han står bag den klassiske (og flydende) festival Klassisk på K, som dækker over Klassisk på Kyssetrappen (Kbh), Klassisk på Kanten (Aarhus) og Klassisk på Kajen (Odense).

kortkritiklive

03.03.2025

Kosmisk resonans

Satellite Synthesizer – Ørntoft/Anker/Osgood/Snöleoparden

Hurraura/Planetarium, 28.02

Jeppe Rönnow

Mod fjender i det ydre rum er »musik det stærkeste våben vi har,« udtalte Mads Brügger forleden her i Seismograf. Snöleopard og musikalske venner gjorde dette meget konkret med musik direkte fra Planetariet i København ud i rummet for at ramme satellitter mellem 500 og 35.000 km væk. Tonerne returneredes tillagt forsinkelse, radiostøj og kosmisk interferens. På det store lærred kørte jordklodens overflade, set fra en satellit, med alle sine oplyste byer, og Theis Ørntoft læste op fra sin kommende klimabevidste roman med sætninger som: »Den dag, der ikke er mere olie, vil lyset slukkes i verden.« Imens kunne vi se de små grønne prikker af forvirrede satellitter fare hen over jordens smukke krumning og høre Lotte Anker, Kresten Osgood og Snöleoparden free-jazze på henholdsvis sax, trommer og sitar.

De små skrattende bib-lyde fra satellitternes resonans skabte også musik, men mest interessant var koncerten, når musikerne fik deres egne motivstumper igen – kastet ned fra det ydre rum, og der opstod et lille internt sammenspil. Er der noget derude, eller taler vi blot med os selv?

Kosmisk resonans fyldte kuppelrummet, men vi kunne godt have savnet noget mere intern resonans. Det er en smuk trend med en digter i et ensemble, hvor mange herligt kringlede formuleringer kommer frem, men musikerne skal være med til at tolke ordene. Indgå i den musikalske udlægning, som hvis det var en traditionel jazzsanger, ellers bliver musikken let baggrundstæppe eller sekundær. Hvor alle musikere er en grøn satellitprik i sin egen kredsløbsbane. Mange gode ideer var i spil – og musik er ikke et våben. Men kræver intern resonans. Ikke kun kosmisk.

playliste

01.03.2025

Mit navn er Hervé Toure – vil du se min playliste?

»Musik for mig er en ven og en udtryksform. Du kan grine, græde, danse og udtrykke dig på så mange måder med musik, om du modtager eller deler, så er musikken ofte et vindue ind til sjælen.«

Hervé Toure er en dansk-ivoriansk skuespiller, sanger og sangskriver. Toure indtager Dansk Melodi Grand Prix 2025 med sangen »Allez Allez«, der trods den franske titel er årets eneste sang, som bliver sunget på dansk. Toure har også tidligere været professionel fodboldspiller i den franske 3. division, og derudover har han også foldet sine talenter ud på Det Kongelige Teaters skrå brædder i Arven, som i 2023 vandt en Reumert.

kortkritikrelease

28.02.2025

En klæg kawaii-crescendo

Keiichiro Shibuya: »ANDROID OPERA MIRROR«

ATAK, 21.02

Kristoffer Møllegaard

Hvis den japanske komponist og musiker Keiichiro Shibuyas nye album ANDROID OPERA MIRROR skulle opsummeres med et enkelt ord, ville det ord være »bombastisk«. Allerede fra første nummer »MIRROR« bliver lytteren bombarderet med glidende synthvioliner, blæsere og en robotstemme, der intonerer eksistentialistiske spørgsmål, som, ironisk nok, er blevet skrevet af en AI.

Der er noget charmerende kikset over Shibuyas poppede og overdramatiske kompositioner og androidvokalens klæge kawaii-faktor. Men inden albummet er halvvejs ovre, begynder den konstante pompøsitet at tære på charmen. »On Certainty« giver med sine allestedsnærværende strengeinstrumenter og tætpakkede arrangementer sjældent musikken og lytteren plads til at trække vejret. Shibuya og hans androidstemme siger utroligt meget hele tiden, og det er så overvældende, at meget lidt af det rent faktisk har tyngde. Når alt føles som et episk crescendo eller den forventede forløsning på samme, går virkningen tabt.

Enkeltvis er flere af numrene ellers ganske spændende: »Midnight Swan (Android Opera ver.)«, der lyder som åbningsnummeret til en mørk og romantisk anime, og sidste nummer »Scary Beauty (Vocal and Piano ver.)«, der brillerer ved netop at skære fedtet fra og fokusere på kompositionens emotionelle kerne, som kommer så meget stærkere til udtryk med den simplere instrumentering. For når lytteren ikke konstant overvældes, så får romantikken, melankolien og de eksistentielle spørgsmål lov til at gøre indtryk. Desværre er ANDROID OPERA MIRROR en lytteoplevelse, der ærgrer med sin mangel på en subtilitet, som ellers ville have klædt den.

kortkritiklive

24.02.2025

Dido og Doom

Vinterjazz: Alice: Slim0

Alice, 22.02

Martin Funder

Der var lagt op til doom, da Slim0 lørdag aften gik på scenen til et udsolgt Alice. Bandet udgav i oktober det 17 numre lange album FORGIVENESS – et album, der træder et langsomt skridt ind i stonerrockens riff-land. Trioen Slim0 var i aftenens anledning udvidet med en besætning bestående af Agnete Hannibal på cello, Aase Nielsen på saxofon og Johan Polder på bas. Lyden befinder sig et sted imellem den engelske sanger Dido, drone-metal-bandet Earth og Trillegårdens drill-trio Shooter Gang – en abstrakt sammenligning, der ikke gør numrenes unikke lyd retfærdighed, for Slim0’s lange referentielle tentakler rækker langt længere end musikkens skarpe kontraster.

Med et sakralt klingende kor og tunge trommepassager passer singlen »Trenches« virkelig godt ind i en koncert. Mørket og skiftene mellem de tre sangere – fra fælles harmonier til growl – forstærkede det teatralske metaludtryk. På samme måde var det et nostalgisk suk, der meldte sig, da Didos catchy vokallinjer fra hittet »Thank You« begyndte i det dobbelte cover »I Have But One Heart«. Den måske mindre velkendte instrumentale del, bestående af Earths »Coda Maestro in F Flat Minor«, gjorde det nummeret til et præmieeksempel på Slim0s referentielle mosebryg.

Selvom de mange kontraster skabte en ret episk koncert, efterlod de mig også lidt splittet. Splittet, fordi jeg virkelig godt kan lide Slim0's tunge og fragmenterede univers, men manglen på voluminøs tyngde efterlod mig sulten efter en mere knogleruskende lyd, der kunne ridse de skarpe kontraster endnu hårdere op. Sulten efter mere doom er bestemt ikke nogen dårlig fornemmelse, og jeg glæder mig til at høre det episke udtryk blive højere og endnu tungere.