Der er koncert med akkordeonmusik af Jexper Holmen i Kristkirken på Enghave Plads 4. og 5. december.
Jexper skriver om musikken:
"LULLABIES er musik, der fordyber sig i vuggevisens uudtalte uhygge. Vuggeviser er ment som et middel til at berolige børn, men virker ofte diskret foruroligende, måske fordi det alligevel ikke helt kan lade sig gøre at fortrænge voksenverdenens gru. Udover en lille skov af spilledåser benytter musikken både gamle, defekte harmonikaer, moderne akkordeon og avanceret elektronik.
ERIS er opkaldt efter en fjern dværgplanet, der igen er opkaldt efter den oldgræske gudinde for strid. Musikken er mørk, tung og voldsom. Stykket er skrevet til Frode Haltli, der her opfører det for første gang i Danmark.
OORT CLOUD er en kugle af lyd opkaldt efter Oortskyen, den kugleformede sky af isklumper, som man mener, omkredser vores solsystem i et lysårs afstand. Når en fremmed stjerne passerer forbi, kan dens tyngdekraft sende disse sten ind mod det indre solsystem som kometer med risiko for at ramme jorden - fra menneskeligt perspektiv en katastrofe, men i kosmisk målestok en betydningsløs begivenhed. Stykket varer 40 minutter, musikken er rolig og langsom og skrider frem med samme ubønhørlighed som en kosmisk katastrofe."
På programmet: LULLABIES for tre harmonikaer, spilledåser og elektronik
ERIS for akkordeon og elektronik
OORT CLOUD for sopransaxofon, to akkordeoner og en stor mængde højttalere.
Medvirkende: Torben Snekkestad: sopransaxofon
Frode Haltli: akkordeon
Frode Andersen: akkordeon, harmonika og spilledåser
Jexper Holmen: harmonika og spilledåser
Ejnar Kanding: lydprojicering
Koncerten begynder klokken 20.00 begge dage. Der er gratis adgang.
Koncerten er en gentagelse af en koncert, der spilles den 27. november på den store engelske musikfestival Huddersfield Contemporary Music Festival.
I forbindelse med koncerten bliver Oort Cloud indspillet til udgivelse i surround sound på DaCapo records.
Hør uddrag af Oort Cloud på youtube.
Læs interview i The Guardian om koncerten.
Koncerten er støttet af DKFs produktionspulje
Hele Aarhus lyder som Lowly, sagde én efter Århus Sinfonietta og goth-folkbandet Bona Fides koncertprojekt Dawn til Spot Festival. Tja. Sofia Luna kunne have sunget »the end of love« i hver frase, og når hun sang om heste, lød de også som meget sadcore dyr. Yngel-musikeren Emil Palmes guitar var både hypnotisk og huggede gravrøverdybt overfor en meget blid harpe. Et fredfyldt kloster fra det 11. århundrede dukkede frem på nethinden. I andre passager var det som at sidde ved et moderne lejrbål – sammen med en hel sinfonietta og dirigent, der forsynede fuldfed ambience med de spartanske folkesange.
Ennio Morricone har lært musikere fra alle genrer noget om suspense og (udskydelse af) forløsning, at skabe cinematiske eventyr med small is beautiful-midler. Dér på prærien flimrede daggryet: Når vi forventede lys, blev Americanaen endnu mørkere. Når vi forventede mere tidlig country, kom der strygere. Når omkvædet skulle komme ridende ind i sangen, kom det slet ikke. Den gode, den mest Lowly-triste og den goth-folkede fandt hinanden i en fin halv times film. En hel times grusomhed ville også have været for meget af det gode.
Skulle have sendt min dobbeltgænger
Ideen fejlede ingenting: lige at komme ud og høre et par nye strygekvartetter. Det havde været så længe siden! Selveste Danish String Quartet med nyt fra næsten lige så selveste Bent Sørensen. Og et megaværk fra altid alt for uberømmede Niels Rønsholdt. Det burde ikke kunne gå galt.
Men hvad havde dog den fabelagtige Sørensen rodet sig ud i? Efter tre kvarters opvisning med Schuberts sprudlende, glødende, men trods alt ubønhørligt lange Kvartet i G-dur satte DSQ gang i Sørensens Doppelgänger. Som altså viste sig at være det sidste, man orkede i øjeblikket: en halv times remix af Schuberts værk! I nye klæder, natürlich, men forvandlingerne havde karakter af fikse idéer, der gjorde Sørensen mere menneskelig, end jeg huskede ham fra pragtværket Second Symphony.
Hvad der virkede elegant i symfonien – idéer, der cirklede spøgelsesagtigt rundt i orkestret – blev forsøgt genanvendt fra start i kvartetten. En simpel durakkord blev sendt på mikrotonal omgang mellem musikerne, så det til sidst mindede om forvrængninger i et spejlkabinet. Manøvren havde øvelsespræg, koketteri var indtrykket.
Derpå fulgte buer, der faldt ned på strengene som en hård opbremsning. Tyve minutter senere var figuren tilbage, men nu vendt om til accelerationer. Et forsøg på at fremvise sammenhæng i et værk, der ellers virkede unødigt rodet og sprang fra koncept til koncept? Lidt glidninger på strengene; dæmpning for at skabe en sprød cembaloklang; en lang, sfærisk passage; tilbagevenden til Schubert og tonika. Den gode Sørensen var blevet sin egen dobbeltgænger i processen, halsende efter forlægget. Jeg tillod mig et frederiksbergsk »åh!«.
Iført nye forventninger troppede jeg op til Rønsholdts 100-satsede Centalog to dage senere. Milde skaber, dette var endnu værre! Bag heltemodige Taïga Quartet tikkede et antikt vægur ufortrødent i samfulde 75 minutter. En fornemmelse af eksamenslæsning hang over os. Nøgternt præsenterede Rønsholdt selv de kommende satser hvert tiende minut: »10 left, 11 left, 12 left« eller »40 right, 41 right« og, koket, »13 left, missing item, 15 left«. Handlede det om læseretningen i noden, om strøgets bevægelse? Klart stod det aldrig, men tænk, om man blev hørt i lektien senere.
Fra Taïga lød febrilske fragmenter med aleatoriske linjer og abrupt dynamik; store følelser var spærret inde. Det forekom fortænkt, uvedkommende. Og med uvanlig distance mellem koncept og toner: Kun to gange undervejs spillede de kliniske opremsninger en smule med i musikken, da musikerne udbrød et bestemt »left!« her, et »right!« der. Hvor var Rønsholdts velkendte performative overskud? Mystisk. Fra væggen lød det blot: Tik-tak, tik-tak.
Pretty Shitty
Merda d’artista fortjener et lydværk, tænkte Ensemble MidtVests fagottist Yavor Petkov, der hver dag går forbi kult-dåsen på HEART-museet. Ode til dåsen, som han opførte med to bulgarske musikere fra Beyond the Genius Art Project (!?), illustrerede Piero Manzonis åbenbaring – fra løs ide til hård/eksklusiv materie – i fire satser: Søgen, På badeværelset, Drømmen, På fabrikken. Et tema behandlede bogstaverne SCHEISSE. Meget 1:1, musicalduftende, balkan-fyrisk, dramatiserende med Petkov som drømmende Manzoni i en sofa foran scenen. Musikken understøttede en stemning af, at noget stort var på vej, voila: Guldkonfetti i en lind strøm ramte den arme dåse.
Ja, at lave værker omkring så forseglede, så kanoniserede værker er svært. Strøm på fagotten skulle ligne fabriksstøj (dåseværket blev ikke skabt på en lækker strand). Pretty illustrationer. Trygt. Hvorfor ikke opføre det i en corona-ruineret tøjhal? Manzoni lavede institutionskritik – den unge italiener, der i 1960 pludselig landede i Hernings industrikvarter, var på udebane. Petkov stadfæstede blot institutionen ved at præsentere sin inspiration (en anden mands levn) inden for noget så hyper institutionelt som en pæn koncertsal på et kunstmuseum. Det her var ikke nøgent, men pakket ind i institution og musikere i sort tøj på en scene (til sidst overrakte Petkov en dåse med et håndskrevet partitur til museets kurator – kunst handler om udødelighed. Stående ovationer i øvrigt). Meget paradoksal oplevelse at være på WC med Manzoni.
Små dyrs sanseverdener
Pianist, komponist og dirigent Jacob Anderskovs Spirit of the Hive er et album, hvor en bevidsthed om tankerne bag virkelig højner værket – et jazzalbum om ikke bare sværmdyrs sanseverdener, men også os menneskers plads i disse.
Med denne viden i baghovedet er det umådeligt interessant at høre, hvordan Anderskov, flankeret af seks klarinet- og fløjtenister, to kontrabassister, en cellist og en trommeslager, kan få fugle til at fløjte og svæve. Hvordan han fremkalder bisværmen, der beruset summer frem og tilbage. Hvordan flagermusenes højfrekvente ekkolokation gengives i en form, der rent faktisk er hørbar for vores begrænsede sanseapparat. Insekternes ofte oversete, men ikke desto mindre hektiske eksistens. Dvælende, fokuserede scener afløses af travle, kaotiske, næsten free jazzede passager.
Men mens jeg elsker konceptet, så er jeg ikke helt lige så begejstret for den resulterende musik. Trods mange strålende øjeblikke, i særdeleshed i numrene Bees og Bats, savnes flere interessante udviklinger. Selv ved koncentrerede lytninger skyller meget af musikken over mig uden at gøre større indtryk. Og mens dette måske yder inspirationskilden retfærdighed, så er resultatet en følelse af, at Anderskovs kompositioner ikke helt lever op til egne ambitioner.
Dekonstruktøren
Endelig nyt fra dansk eksperimentalmusiks selvudnævnte sidste romantiker, Martin Hall. På bokssættet Inkubation finder den evigt lydundersøgende kunstner igen sammen med Thomas Li (som producerede Halls hovedværk Random Hold (1996)). Li har skabt en sugende lydside af foruroligende, analoge og akustiske klangflader, men det er Halls dynamiske digtoplæsning, der er i front.
De seks numre, der udgør installationen, er noget af det mest nådesløst eksperimenterende fra Halls hånd i mange år, og de poetiske linjer indeholder stærkt eksistentialistiske tanker. Musikken er inspireret af moderne japansk ambient – det høres i de karakterfyldte flader, hvis oprindelse er svær at bestemme. På engang dystert og smukt, uden at tage fokus fra lyrikken.
Menneskelivets fallit dyrkes på den indledende Resumé eller konklusion, hvor middelmådigheden beskrives gennem stærke metaforer, mens begæret og ungdommens perversioner lurer om hjørnet. Halls naturlige kulturromantik, der vises i poetiske henvisninger til fortidens kulturelle vingesus, forvrænges og spyttes ud, på elegant vis. Det er en fornøjelse at høre den aldrende Hall recitere sin filosofiske lyrik til lyden af Lis skrattende, diskrete elektronik. Inkubation er ikke fuldstændig nyskabende, men et bemærkelsesværdigt stykke klangkunst og god poesi fra den garvede hamskifter.