© Julie Montauk

»Musik for mig er en kæmpestor gave og et lige så stort mysterium. Jeg synes, det er ret vildt at tænke på, hvor meget musik der egentlig findes! Tænk at man som lytter kan blive lukket ind og få adgang til så mange forskellige kunstneres inderste jeg og følelser – og hvor små detaljer der ligger i kunstnerens valg, så det kommer til at lyde lige præcis, som det gør. Det er mindblowing! Og virkelig fedt! Jeg hører meget forskelligt musik og elsker, når den taler både til hovedet, hjertet og kroppen – uanset genre. Det kan fx både være Radioheads »Exit Music (For a Film)« eller Peter Gabriels »Sledgehammer«. 

Anja Roar er en dansk sanger og sangskriver med en karriere, der strækker sig over mere end tre årtier. Hun har blandt andet sunget duet med Peter Belli, arbejdet med DJ Aligator i 90’er-bandet Zoom og medvirket som korsanger på en lang række danske udgivelser. Hun har netop debuteret som soloartist med albummet Gratification. Udgivelsen kredser tematisk om kærlighed i mange former – fra den romantiske og forløsende til den selvkærlige og samfundskritiske.

kortkritik
25.10.2020

Musikformidling med fikse idéer

DR2: »Her er dit hit«
Carsten Holm og L.O.C. © Thomas Behrndtz/DR
Carsten Holm og L.O.C. © Thomas Behrndtz/DR

Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).

Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.

L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.

Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.