En bondegård ved Rødvig på Stevns med både grise og køer rummer samtidig en elitemusikskole for cellister, Scandinavian Cello School. Skolen er dannet af den britiske cellist og professor Jacob Shaw, der også er landmand og bor her med sin familie. Et sted, hvor de tilstedeværende unge mennesker bliver sat til at deltage i arbejdet på gården som i et kollektiv, når de altså ikke arbejder på deres musikalske projekter.
Det er i den grad en nyskabelse, mener Shaw. I en af de mange scener med den tænksomme, idealistiske og uselviske mentor bemærker han, at den klassiske musikverden har et stort fokus på konkurrence og muligvis musikalsk udvikling, men kun sjældent er optaget af noget så essentielt som trivsel.
Det er fascinerende at følge ikke blot undervisningen og konkurrencerne på Stevns og andre steder, men også at lægge øre til de unges beretninger om at spille foruden de talrige ukommenterede forløb, hvor store mængder musik især fra den klassiske cellolitteratur bliver fremført – herunder en udendørsscene, hvor musikerne har trukket en gruppe køer til, som ser ud til at lytte, når de altså ikke muher.
Det er en film om selvrealisering gennem disciplin, men også om disciplin gennem selvrealisering. Filmen kredser konstant om menneskets bestræbelser efter at blive bedre til noget, og den gør det på en måde, der hele tiden sætter deltagernes kærlighed til musik i centrum. Også hos Shaw selv, hvis tidligere alvorlige sygdomsforløb, der kort refereres til, danner et slags kontrapunkt til den lethed, der ellers præger filmen.
Katrine Philps dokumentarfilm Et klassisk liv er hermed anbefalet – ikke kun til forældre til musikinteresserede børn, men til alle, som interesserer sig for musik. Klassisk musik? Nej. Musik.
»Et klassisk liv«, instr. Katrine Philp (Danmark / Sverige), (90 min.), vises på CPH:DOX 14., 17. og 21. marts