© Petra Kleis

Som 16-årig begyndte billedkunstner Rose Eken at arbejde som scenetekniker på Café Teatret og til live punk, rock og hardcore koncerter på forskellige spillesteder i København, hvilket har haft stor indflydelse på hendes kunstneriske virke. Roses kunst kredser ofte om musik, fankultur og mørket som farvetone og eksistentielt fænomen. Hun er bl.a. kendt for sine store keramiske installationer og skævvredne skulpturer af hverdagsobjekter og efterladenskaber som askebægre, cigaretskodder, morgenkaffen, fest make-up’en, ens udtrådte Dr. Martens støvler og slidte fan t-shirts. Hun har boet og arbejdet i London, Berlin, New York og København.



»For nogle år siden, efter en Slayer-koncert på Copenhell, fik jeg ideen til en installation bestående af flere tusind objekter i keramik. Jeg hang ud foran den store scene sammen med min veninde og ventede på, at hele rykket mod udgangen blev lidt mindre crazy. Jeg kan huske, jeg stod og kiggede ud over pladsen med hundredvis af nedtrampede plastikkrus, afspærringshegn og andet debris og tænkte: 'Det her skal jeg lave i keramik'….. Det blev til installationen Aftermath, som nu er en del af den permanente samling på Horsens Kunstmuseum.



»Musik for mig er energi, evig inspiration, plads. Der hvor jeg kan finde frihed – og mig selv. Musik er en portal til andre universer, som kan indramme stemninger, følelser, øjeblikke – sige ting, vi ikke kan beskrive med ord. Musik er privat, helt unikt for mig, men samtidig også den ting, der binder os sammen, den oplevelse, vi kan dele, være samme om – om det er på teenageværelset eller foran Orange Scene. Med musik forstår vi hinanden bedre. Musik er, hvor jeg søger hen og finder inspiration, samtale, frihed, fest, glæde.« 

kortkritik
06.01.2021

Kom ind i kampen, P2

P2: »Kvinder i musik«
© Jamesbin/Shutterstock.com
© Jamesbin/Shutterstock.com

Et af de ord, jeg lærte i 2020, var dydssignalering. At man udadtil bakker op om en aktivistisk sag, men i praksis fortsætter sit liv som hidtil. Og tak for det ord, 2020, for det beskriver fuldstændig P2’s føljeton om kvindelige komponister, som blev sendt i december.

Landets på papiret mest patriarkalske radiokanal portrætterede navne som Hildegard af Bingen, Else Marie Pade og Louise Alenius. Kvindelige komponister findes, var budskabet. De seks minutter lange montager lød imidlertid, som det ville lyde, hvis Wikipedia stod i spidsen for en folkeopstand.

Ud over en let indigneret intro blev en vigtig kulturpolitisk agenda renset for den mindste smule aktivisme og selvkritik. P2 spiller en nøglerolle i den ulige repræsentation, men tilrettelæggerne greb ikke chancen for at gå mere vovet og konfronterende til værks i serien.

Og effekten udeblev: Mens P2 signalerede fokus på kvindelige komponister, fortsatte kanalen hele december med at spille musik, der i mere end 90 procent af tilfældene var skrevet af mænd.

kortkritik
05.01.2021

Men verden er blevet blød

Passive/Aggressive #9: »Isolation«
Passive/Aggressive #9. © Tobias Holmbeck
Passive/Aggressive #9. © Tobias Holmbeck

Da verden skrumpede ind, gik kunstnerne ind på deres værelser. I denne samling tekster, grafik og lydkunst om pandemiens kunstneriske, eksistentielle og politiske perspektiver er der fadt føleri a la øget-afstand-binder-os-tættere-sammen.

Måske er det for tidligt at forstå et »nyt nærvær«, som Joalane Cecilie Laurberg Mohapeloa beskriver: »Jeg forsøgte, men mit liv kan ikke være på mit værelse, det er for stort. Vi har brug for hinanden på en anden måde nu.«

Men Giuseppe Pisano går direkte til det pessimistiske stål i essayet »Being an Artist Is Horrible«, og langtidsholdbart er også lydværket Italienske tilstande, hvor poeten Morten Søndergaard telefonerer fra Toscana, så vi fornemmer det kollektive Angsttjernobyls usynlige mælkede lydtåge, mærker Virustonen og Støjsenderen overtage alle frekvenser. Og vi erfarer til sidst, at »den bløde verden kan modelleres til en anden verden«. Præcis.

Usynlige smittedråber lyder ikke af sørgelig elegi i Astrid Sonnes Tread. Hun rapporterer elektronisk, så vi mindes alle de aflyste fester. Fest er denne samling ikke – nærmest sadcore. Men mindst lige så oplysende public service som fællessang hver for sig på DR1.

kortkritik
04.01.2021

De mest mystisk dragende strygekvartetter

Clara Iannotta: »Earthing«
Clara Iannotta. © Astrid Ackermann
Clara Iannotta. © Astrid Ackermann

Siden jeg hørte Dead Wasps in the Jam Jar (iii) ved Gong Tomorrow i 2019, har Iannottas luftigt skrabende strygekvartet ligget og ulmet i min erindring som noget mystisk dragende.

Med de metalliske lyde og den svævende struktur er det som at være fanget på en hjemsøgt asfaltlegeplads en mørk vinteraften. At de her ekstremt detaljerede og nænsomt glitrende støjklange nu findes i en god indspilning med den ellers normalt lidt firkantede Jack Quartet, er tæt på genialt.

Det er længe siden, jeg har været lige så optaget af en strygekvartet. Iannotta er virkelig en af de mest delikat skrivende kammerkomponister i dag, når det gælder blandingen af subtil elektronisk ambiens og støjpotentialet i akustiske instrumenter. Og så er der altså også noget ved hendes uvaklende collageformer, der virker fængende selvsikkert og nutidigt.

Når jeg sidder og hører værkerne på albummet, glemmer jeg næsten, hvad vi overhovedet skal med traditionelle tonehøjder og klangidealer. Skibet er ligesom sejlet, og hvordan er det nu: If you jump, I jump?

kortkritik
16.12.2020

While my guitar gently speaks

Mark Solborg: »Tungemål I + II«
Mark Solborg. © Malwa Grabowska
Mark Solborg. © Malwa Grabowska

Det er ikke altid synderlig interessant at vide, hvad kokken har gjort for at få maden til at smage. I to lækkert indbundne bøger – en »poetik« – åbner Solborg sit værksted og reflekterer over guitaren som instrument og akustisk/elektrisk stemme.

Det gør ingenting, at teksterne af og til vil ligne digte. Men almindeligheder, såsom at magien ligger i uperfekthederne og det uforudsigelige, irriterer og skygger for Solborgs udmærkede idé: Hvad gør elguitaren i et ensemble? Hvordan taler den? Hvad er nærvær og resonans, når lyden af sarte strenge presses ud gennem en højttaler?

»The workshop is a good place to be,« står der. OK. Men hvordan lyder slide med trækøkkenredskaber modsat porcelæn? Og på hvilken måde er en bestemt Justin Vernon-teknik inspirerende?

Musikken på de to CD’er – sologuitar eller med de frie jazzsjæle Simon Toldam, Lars Greve og Francesco Bigoni – er dog en gur ganerenser. Guitarpoetikken bliver poesi: frenetisk støjende, eksotisk free, og den stikker helt af på »Tokyo«.

kortkritik
14.12.2020

Jeg vil også opløses

All Too Human: »Because You’re Worth It«
Peter Bruun. © Andreas Omvik
Peter Bruun. © Andreas Omvik

Jeg ville så gerne leve i en verden, hvor det her album havde vundet alle jazzpriserne i år. Hvis det er rigtigt, at vi befinder os i en tid præget af opløsning, så viser Peter Bruuns opstandsende og halvstemte kompositioner, at opløsning kan være en ret underfuld bevægelse.

Jazzmodernistiske og fusionshippe temaer uden sikre tonale ankre hænger som en lang, flagrende rød tråd i værkerne, hvor guirlander af syntetiske lyde og akustisk-cool blæserstemmer glider collagelet ind og ud af hinanden. Jeg tror, jeg bliver lidt ør, lidt opstemt, lidt melankolsk på kryds og tværs af pladen.

Allerbedst er det selvfølgelig de gange, hvor temaerne løber ind i så heftig krydsild fra resten af den udvidede kvartet, at coolnessen splintrer og ormehullerne åbner sig. Det er især i begyndelsen af albummet – »All Too Disko« og »The If Machine« er jo ét langt wow – for senere tager værkerne en mere spaced-out drejning. Men jeg vil med derud, jeg vil også opløses.