Hans Abrahamsen fortæller her om påvirkningen fra Ligeti, om at søge de enkelte ideer og få musikken til at stå stille.

Den første musik jeg hørte af Ligeti var "Lontano" og "Atmospheres", det må have været omkring 1970, og så fulgte kort efter kammerkoncerten i '72.

Jeg følte et slægtskab imellem Ligetis musik og den musik der optog mig i forvejen. På det tidspunkt følte jeg mig fremmed overfor det man kan kalde den modernistiske tradition og fandt for mit eget vedkommende et ståsted i den danske musik, hvor det var den ny enkelhed og konkretisme-traditionen med Henning Christiansen, Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Ole Buck, der var vigtigst for mig og derudover Per Nørgårds musiktænkning. Dertil kom en forbindelse til den amerikanske minimalisme og til beat-musikken og folkemusikken. Alt det var meget forskelligt fra det der hed Darmstadt, og da jeg hørte Ligetis musik kunne jeg mærke, at han var optaget af de samme ting. Hans musik har næsten den samme konkretistiske objektkvalitet, han ønsker at få musikken til at stå stille og blive objekt, han behandler musikken næsten rationelt, og det kan minde meget om den måde Henning Christiansen eller Pelle Gudmundsen-Holmgreen kunne bygge noget op. [....]

Hvis jeg udover en måske stærk indirekte påvirkning fra Ligeti som jeg ikke kan finde ord for skal nævne noget jeg har lært af er det at hans ideer egentlig er fantastisk enkle, enten at noget går opad eller går nedad, at der sker en fortætning eller fortynding, men samtidig har Ligeti en utrolig evne til inden for dette procesagtige at gøre øjeblikket til noget meget vigtigt - han siger selv at det er vigtigt for ham at standse den forbandede tid, han er optaget af den frosne tid, af at gøre musikken til et billede. Den tænkemåde ligger allerede i mit første orkesterstykke "Skum" fra 1970 som netop var en billedbog, tyve lysbilleder der varede måske fra et halvt til et minut hver, tænkemåden var at man fik musikken til at stå stille et stykke tid ad gangen.