På 31. Ultima Festival i Oslo blev man som tilhører både inviteret og angrebet af lyd på alle tænkelige måder og faconer. Taktilt tæt på huden og helt ude fra – fra det ydre rum. Lige i masken og næsten uhørligt. Det var melankolsk. Det var helende. 

Det er ikke nok at pege fingre ad Thomas Treo. Dansk musikkritik har større problemer end som så. Vi peger på de første 51 af dem.

Det var ikke Philip Glass og Arvo Pärt, som strålede mest på den københavnske Organ Sound Art Festival – det gjorde en åndemaner på selvbyggerorgel med lyde, man aldrig har hørt før. 

Affald fra internettet, inklusionsøvelser og performances i grænselandet mellem kunst og videnskab – den nye MINU Festival i København prøvede hårdt at granske musikkens gådefulde væsen. Det lykkedes delvist. 

»At det økokritiske tema aldrig får lov at folde sig ud, fordi Gong Tomorrow er løbet ind i så massive vanskeligheder i år, er en ulykke. Vindelev lod os ane, at noget stort var i vente.«

Udstillingsstedet Simians nye festival In Situ nulstillede sanserne med dæmonisk mumlen og tågehornsbas. Der er mange stedsspecifikke godter i Ørestadens futuristiske slikskål – men hvad med at bevæge sig uden for næste gang?