festival

  • kortkritik
    14.06.2022

    Tårevældende duo-patos

    © Alexander Banck-Petersen
    »Hvornår har man sidst grædt til en koncert med ny kompositionsmusik? Den rørende sidste sats er i hvert fald noget, jeg sent vil glemme.«  
    Af Jakob Gustav Winckler
  • interview
    07.04.2022

    Desværre vil den 800 år gamle ‘Stabat Mater’-hymne altid være relevant

    © Anders Lillebo/Oslo Internasjonale Kirkemusikkfestival
    Hvorfor er »Stabat Mater« – den groteske historie om sønnen, der henrettes foran øjnene af sin mor – altid akkompagneret af den smukkeste, mest romantiske musik? Fordi tragedier kamufleret med skønhed og metafysiske mysterier, det blide og det brutale nok altid vil eksistere sammen og give os ro til at sørge. Vi har mødt Bent Sørensen og den amerikanskfødte komponist Tyler Futrell på Oslo Internationale Kirkemusikfestival, hvor de begge fik opført deres nye værker.
    Af Rasmus Weirup
  • kortkritik
    01.04.2022

    Menneskehedens ellevte time

    © PR
    »Rahbek og Valentin bevægede sig bevidst ude af takt med billedsporet og skabte derved et soundtrack, der var surrealistisk, mægtigt, intimt og fjernt, overvældende og livsbekræftende.«
    Af Kristoffer Møllegaard
  • interview
    05.08.2021

    Sådan lyder musikken i morgen

    © Willa Wathne
    En af Europas ældste festivaler for moderne klassisk musik kommer til Aarhus. Vi tegner et portræt af Ung Nordisk Musik, der er tidsløs som Madonna og rummer islandske vulgariteter fra 1612.
    Af James Black
  • kortkritik
    04.06.2021

    Til rave med Teletubbies

    Alexandra Hallén og Krumbuktus. © Alexander Banck-Petersen
    »Fire sortklædte mænd i helt hvide høje hæle udførte to forskellige, velkoreograferede serier med hælene som percussion.«
    Af Niclas Nørby Jochumsen Hundahl
  • kortkritik
    01.06.2021

    Konstrueret krop komponeret

    »Sakramente (Natsange)« blev opført af Erica Giacoletto, Kalle Hakosalo, Matias Seibæk og Tomek Szczepaniak. © Alexander Banck-Petersen
    »De mandlige kroppe træder frem mod kvindekroppen – først den ene, siden de to andre – og spiller en typisk Ernst-koreografi af armbevægelser.«
    Af Jakob Gustav Winckler