Der er slået stort brød op i Lydenskabs nye produktion En Symfoni til Aarhus, hvor klassisk musik og pop møder litteratur og scenografisk film i et portræt af verdens mindste storby. Det er der kommet et ambitiøst projekt ud af, som til tider fremstår ubagt og andre gange klinger smukt igennem.
Den franske filosof Henri Lefebvre påpeger i bogen Éléments de rythmanalyse (1992), at enhver by har en rytme. Trapper, brosten og fliser udgør det underlag, der forplanter sig gennem fødderne til resten af kroppen og videre ud i byrummet. En Symfoni til Aarhus tager udgangspunkt i denne rytme og låner lyd og tempi fra den urbane stoflighed.
Musikken er af Gorm Askjær, tekst af Gerd Laugesen, visuals af Ard Jongsma. Men også Aarhus Jazz Orchestra, Århus Sinfonietta, og Akademisk Kor Aarhus bidrager, og sanger Asbjørn Hvelplund står for den mere poppede del af lydsiden med klar reference til den såkaldte Aarhus-lyd fra 80’erne.
Resultatet er mere kakofoni end symfoni, hvilket er både fint og præcist, men det havde været ønskeligt, hvis Askjærs komposition havde spillet en mere aktiv rolle og ikke, som er tilfældet, primært fungeret som underlægningsmusik til teksten. Samtidig er der masser af lyd i Laugesens linjer, der blandt andet bygger på udsagn fra Værestedets brugere, Aarhus Stadsarkiv og elever fra Århus Statsgymnasium. Ordene, der læses op af byens borgere og Laugesen selv, danner deres egen rytme, mens vi hører, hvorledes den evige pilotering forvandler Aarhus til et kæmpestort klaver og lytter til historier om tandlægen, der spiller på aarhusianernes tænder.
I anledning af Music City Aarhus 2022 bringer Seismograf en serie artikler om musik og lydkunst i Aarhus.
»Musik for mig er livets femte dimension, der forbinder alle de andre.«
Maja Dyrehauge Gregersen har i de sidste 10 år stået i spidsen for Copenhagen Photo Festival – Nordens største fotofestival. Copenhagen Photo Festival er en international platform med over 1000 årlige ansøgere fra hele verden – og et tydeligt kurateret niveau, der tiltrækker verdensnavne og har løftet festivalen ud af sin oprindelige, mere lokale og åbne form.
»Musik for os er det perfekte sprog, som vi elsker at tale. Et sprog, hvor det er den enkeltes følelser og fantasi, der bestemmer, hvad der er rigtigt og forkert. Alle kan tale sproget. Du behøver ikke at kunne skrive eller forstå, men blot lytte. Noget musik kræver, at man lytter grundigt efter og måske hører det flere gange. Lidt ligesom når man snakker med en fra Norge eller Sverige, så skal man også lige lytte lidt ekstra efter.«
»Musik for mig er en kæmpestor gave og et lige så stort mysterium. Jeg synes, det er ret vildt at tænke på, hvor meget musik der egentlig findes! Tænk at man som lytter kan blive lukket ind og få adgang til så mange forskellige kunstneres inderste jeg og følelser – og hvor små detaljer der ligger i kunstnerens valg, så det kommer til at lyde lige præcis, som det gør. Det er mindblowing! Og virkelig fedt! Jeg hører meget forskelligt musik og elsker, når den taler både til hovedet, hjertet og kroppen – uanset genre. Det kan fx både være Radioheads »Exit Music (For a Film)« eller Peter Gabriels »Sledgehammer«.
Anja Roar er en dansk sanger og sangskriver med en karriere, der strækker sig over mere end tre årtier. Hun har blandt andet sunget duet med Peter Belli, arbejdet med DJ Aligator i 90’er-bandet Zoom og medvirket som korsanger på en lang række danske udgivelser. Hun har netop debuteret som soloartist med albummet Gratification. Udgivelsen kredser tematisk om kærlighed i mange former – fra den romantiske og forløsende til den selvkærlige og samfundskritiske.
»Musik for mig er en verden fuld af lyde, som man kan gå på opdagelse i, jonglere med, sætte i system, blive inspireret af og danne udgangspunkt for møder mellem mennesker på tværs af kulturer og generationer.«
Håkon Berre (f. 1980) har markeret sig som en central skikkelse på den danske scene for improviseret musik. Hans praksis er kendetegnet ved en udvidet tilgang til percussion, hvor både traditionelle instrumenter og hverdagsobjekter – som ringeklokker, blikplader, kæder og køkkenredskaber – indgår i et nuanceret og ofte uforudsigeligt klangligt udtryk. Han har optrådt på klubber og festivaler internationalt og samarbejdet med en lang række markante musikere, herunder Peter Brötzmann, Phil Minton, Axel Dörner, John Tchicai, Jamie Branch og Otomo Yoshihide. Berre medvirker på en omfattende diskografi med mere end 40 udgivelser, heraf mange på det kunstnerdrevne label Barefoot Records, som han er medstifter af. Derudover har han komponeret og arrangeret musik til teater og udstillinger samt arbejdet med interaktive lydinstallationer vist på museer i Danmark og Tyskland. Han er aktiv i en række ensembler, herunder Ytterlandet, TEETH, VÍÍK og Mirror Matter, samt i forskellige duo- og kvartetkonstellationer.
Med sin sædvanlige nysgerrige tone indledte Laurie Anderson søndagens koncert i DR's koncertsal med en politisk parole og bemærkningen »Thank you for your attention to this matter«. Aftenens emne var et tungt politisk klima, hvortil Anderson, som en avantgardens professor emeritus, tilbød en musikalsk rammefortælling med musik, slideshow og citater fra tænkere og kunstnere, der på hver sin vis nuancerer en stadig mørkere verden. En rammefortælling, hvor hvert stykke musik havde et klart formål – at fordampe enhver kondens af konvention.
Slide efter slide førtes publikum gennem forunderlige stik til det totalitære og konventionelle. Den lange liste af ord, som Trump-administrationen har slettet fra regeringsdokumenter, fungerede fx som introduktion til nummeret »Language Is a Virus«, som er inspireret af forfatteren William Burroughs, der også dukkede op på skærmen bag Anderson og bandet Sexmob. Det samme gjorde Lou Reed, Andersons afdøde ægtefælle, og påført en glitrende jakke, der som en tryllekunstens Kraftwerk udløste lyde af både trommer, båthorn og kasseapparater, delte Anderson ægteparrets tre livsråd, mens hun legesygt dansede og fortalte.
Jeg tror aldrig, jeg har været til en koncert, hvor hele produktionsholdet, både på og bag scenen, blev krediteret med rulletekster. Men alligevel virkede det som en helt naturlig afslutning på Andersons lidt tørre og fantastisk håbefulde powerpoint-koncert. En koncert, der som en dejligt dekonstruerende påmindelse forenede det eksperimenterende og det konkrete i en håndfast førstehjælpskasse mod tyranni og undertrykkelse.
