Blot én skuespiller er på scenen i Kejseren af Portugalien – omgivet af otte sangere. I Elisa Kragerups stramt koreograferede iscenesættelse bliver Louise Alenius’ a cappella-komposition en fysisk oplevelse, hvor åndedræt og bevægelse smelter sammen. Den akustiske lydside interagerer besynderligt tyst med de øredøvende, maskinelle lyde, der opstår undervejs, når fx lyskegler på scenen bliver hævet og sænket. Det er, som hvis tilværelsens ubarmhjertighed her i glimt får et lydligt udtryk, der indfanger Selma Lagerlöfs intentioner.

Den sparsomme – eller måske snarere nøjsomme – lydside spejler sammen med de tarvelige bondedragter det hårde, monotone liv i en svensk bygd fra før, verden blev moderne. Og handlingen? En fattig bonde forguder sin datter, men da hun som ung voksen drager afsted til Stockholm uden at vende tilbage, bevirker hans årelange afsavn, at han på donquijotesk manér tror sig kejser over det imaginære land Portugalien, som datteren naturligvis tænkes indsat i som regent. Bondens længsel tangerer vanvid, mens datterens svigt eller tankeløshed ender med at ramme hende selv: På godotsk vis venter og venter han på hende, ligesom hun efter hans druknedød gør det på ham, da hans lig ikke er til at finde.

Stykket præges af en næsten konstant ubrudt drone i koret (frembragt ved hjælp af korisk vejrtrækning), altså en enkelt vedholdende tone, der som kunstnerisk greb illustrerer, hvordan musik i en teaterforestilling kan fremstå så minimal, at klangen i sig selv bliver meddelelsen, og fraværet af et musikalsk narrativ bliver hensigten. »Én tone spillet smukt, det er nok,« sagde Arvo Pärt engang. Bortset fra, at denne tone her bliver sunget, ville han i dette stykke have set sit udsagn bekræftet på radikal vis: Et maksimalt udtryk opnået med minimale midler, som vokalensemblet ÆTLA lykkes med at indfri.

It sounds as if someone has placed a microphone directly inside the nervous system’s electrical impulses. The Nordic electroacoustic vocal ensemble IKI explores the boundaries between body and technology on their fifth, self-produced album BODY, where the five singers’ bodies merge into one large, organic rhythm box.

The tracks change form as the body breathes, dances, awakens, runs, wanders – in the imperative mood. The harmonically unison ripple of »Float« is countered by flickering modem-like sounds in »Regenerate«. Everything is framed by the recurring theme »Circuit«, which ultimately gathers the fragments into a single linguistic statement: »Are you gone when your body is not breathing?«

BODY demands concentration. IKI claims that all sounds on the album are created with the voice – a counterpoint to the electrically manipulated, a kind of reversed version of synthesizer sounds that imitate the human voice. It’s an incomprehensible mystery one keeps listening for: how can the voice produce the accordion-like sound on »Breath«, panned all the way to the left and slowly taking over the entire soundscape? Of course, it can’t do so on its own. The recording itself is an electronic mediation. The technological tools act as a microscope for vocal expression. It’s powerful because it asks about the transitions between human and machine, between life and afterlife. Yet the premise holds a paradox that never fully resolves.

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek
 

Det lyder, som om man har placeret en mikrofon direkte i nervesystemets elektriske impulser. Det nordiske, elektroakustiske vokalensemble IKI udforsker grænserne mellem krop og teknologi på deres femte og selvproducerede album BODY, hvor de fem sangeres kroppe smelter sammen til én stor, organisk rytmeboks. 

Numrene skifter form, når kroppen trækker vejret, danser, vågner, løber, vandrer – i bydeform. Den harmonisk unisone rislen i »Float« får modspil af blinkende modemagtige lyde i »Regenerate«. Det hele indrammes af det genkommende tema »Circuit«, der til sidst samler stumperne til et eneste sammenhængende sprogligt udsagn: »Are you gone when your body is not breathing?«

BODY kræver koncentration. IKI hævder, at alle lyde på albummet er skabt med stemmen – et modsvar til det elektrisk manipulerede, som en slags omvendt version af vokallignende synthesizerlyde. Det er et ubegribeligt mysterium, man kan blive ved at lytte efter: Hvordan kan stemmen frembringe den harmonikaagtige lyd på »Breath«, der panoreres helt ud til venstre og langsomt overtager hele lydbilledet? Det kan den naturligvis ikke alene. Selve indspilningen er i sig selv en elektronisk mediering. De teknologiske værktøjer fungerer som et mikroskop for stemmens udtryk. Det er stærkt, fordi det spørger til overgangene mellem menneske og maskine, mellem liv og efterliv. Men præmissen rummer også et paradoks, der ikke helt lader sig opløse. 

K Bech – known from the rock band Shiny Darkly – opened Saturday night’s concert at Alice with a raw, unpolished melancholy. A sense of Copenhagen-style urban gloom was palpable, yet the slightly nervous set never really took off. Despite a promising setup of violin, guitar, and electronic tracks, the sensitive lyrics remained more hints than breakthroughs.

Soap Horse then took the stage and truly ignited the evening with an authentic chicken-picking riff. The country-rooted guitar technique was just one example of the musical abundance running through the band, which has just released its debut EP Tooth Inside a Tooth. 

Nothing seemed accidental. From the rust-red gothic tapestry to the carefully chosen instrumentation – violin, saxophone, and pedal steel alongside guitar, bass, and drums – every detail added to a deliberate aesthetic. The sound was dark and alluring, in sharp contrast to frontman Hans Gustav Björklund Moulvad’s shock of white hair and intense stage presence.

The songs were crafted with a refined sense of balance. Simple, repetitive motifs were passed between the instruments, and when massive noise walls and shimmering colors broke through, the already blurred borders of indie rock stretched even further. Moulvad commanded the whole with ease, moving charismatically between the music’s many layers. And yet, I found myself wishing Soap Horse would let go completely. The weightless intermezzos – where the unusual lineup could have truly unfolded – were too often pulled back by a steady drumbeat, returning the music to a safe ground. Soap Horse displayed remarkable control and a firm grasp of both their sonic universe and their audience. Perhaps all that’s left is to prove they dare to loosen their grip.

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek
 

K Bech – kendt fra rockbandet Shiny Darkly – åbnede lørdagens koncert på Alice med en rå og upoleret melankoli. Et københavnsk storby-mismod trådte tydeligt frem, men det lidt nervøse sæt kom aldrig helt op at flyve. Trods et lovende setup med violin, guitar og elektroniske tracks forblev de følsomme tekster mere antydninger end gennembrud.

Soap Horse tog derefter scenen og satte for alvor fut i aftenen med et ægte chicken-picking riff. Spilleteknikken, hentet fra country, blev blot ét eksempel på det musikalske overskud, der gennemsyrer bandet, som netop har udgivet debut-EP’en Tooth Inside a Tooth. Intet virkede tilfældigt. Det rustrøde goth-vægtæppe, den nøje udvalgte instrumentering – violin, saxofon og pedalsteel side om side med guitar, bas og trommer – skabte en gennemført æstetik. Musikken var mørk og dragende, i skarp kontrast til forsanger Hans Gustav Björklund Moulvads kridhvide hår og intense tilstedeværelse.

Sangene var struktureret med en raffineret sans for balance. Enkle, gentagne motiver blev sendt på vandring mellem instrumenterne, og når massive støjflader og farverige klange væltede ind, blev indierockens allerede udviskede grænser strakt yderligere. Moulvad styrede suverænt helheden og bevægede sig karismatisk mellem musikkens mange lag.

Alligevel savnede jeg, at Soap Horse turde slippe tøjlerne helt. De svævende intermezzi, hvor den atypiske besætning for alvor kunne folde sig ud, blev ofte kvalt af et insisterende trommebeat, som trak musikken tilbage til et sikkert udgangspunkt. Soap Horse viste stor kontrol og et imponerende greb om både sit univers og sit publikum. Måske mangler de blot at bevise, at de også tør give slip.