Ambiente lunger
Fra allerførste sekund på Another Presence af den elektroniske producer Amphior aka Mathias Hammerstrøm kan man fornemme det: åndedrættet. Eller indånding, rettere sagt. For det lyder ikke som om, der bliver pustet ud på det første nummer »Void«. Noget ophober sig. Som luft, der siver baglæns gennem elektroniske stemmelæber og samler sig i syntetiske lunger, der vugger det ambiente liv.
Man hungrer lidt efter et forløsende brøl oven på albummets optrappende indslusning, men det kommer naturligvis aldrig. I stedet kanaliserer Hammerstrøm energien ud i forskellige vægtløse tilstande. Det er oftest lavfrekvente abstrakte landskaber, Hammerstrøm maler med sine modulationer. Som den dunkle drone på »Sleepwalker«, der dog lysner til sidst med skær af daggryskor. Indimellem dukker der figurer op, man kan gribe om: små satellitter i stratosfæren, som det brudte beat bagest i mixet på den synthbårne »Dream Traveler«, der klæber om et knitrende slør af hvid støj. Velsmagende detaljer.
Hvis respirationssystemet havde fadere og cutoff-filtre, ville det lyde som Hammerstrøms musik. Og man fornemmer en slags åndelig ventilation i de elektroniske vejrtrækninger. En forvrænget stemme kæmper rundt omkring på albummet for at trænge igennem rumklangen. Hammerstrøm slipper den ikke fri, og det er ærgerligt, for det havde måske været den håndsrækning til lytteren, man ender med at savne i de dystre meditationer på Another Presence.
»Musik er som et sort hul, der suger dig til sig og skyder dig ud på den anden side af universet.«
Francesco Rista er guitarist og arbejder både med klassisk og elektrisk guitar. Hans indspilninger er blevet anmeldt i internationale musikmagasiner og spillet på BBC og RAI Radio 3. Efter studier ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Lunds Universitet har han fokuseret på studieindspilninger, hvor han har udforsket guitarrepertoiret – fra barokken og romantikken til samtidsmusikken – samt instrumentets mangeartede klangmuligheder. Rista er i dag bosat på Island, hvor han underviser i guitar, komponerer musik og samarbejder med nulevende komponister.
Percussionisten og komponisten David Hildebrandt hædres for sit virtuose arbejde med ny musik og for at udfordre grænserne for, hvad rytme kan være.
David Hildebrandt er blandt modtagerne af årets hæderspriser fra Wilhelm Hansen Fonden. Han modtager prisen på 200.000 kroner for sit kompromisløse arbejde med ny musik og multi-percussion samt for sin evne til at udfordre de gængse forestillinger om rytme.