kortkritik
19.04.2022

Ambiente lunger

Amphior: »Another Presence«
© Amphior
Amphior

Fra allerførste sekund på Another Presence af den elektroniske producer Amphior aka Mathias Hammerstrøm kan man fornemme det: åndedrættet. Eller indånding, rettere sagt. For det lyder ikke som om, der bliver pustet ud på det første nummer »Void«. Noget ophober sig. Som luft, der siver baglæns gennem elektroniske stemmelæber og samler sig i syntetiske lunger, der vugger det ambiente liv.

Man hungrer lidt efter et forløsende brøl oven på albummets optrappende indslusning, men det kommer naturligvis aldrig. I stedet kanaliserer Hammerstrøm energien ud i forskellige vægtløse tilstande. Det er oftest lavfrekvente abstrakte landskaber, Hammerstrøm maler med sine modulationer. Som den dunkle drone på »Sleepwalker«, der dog lysner til sidst med skær af daggryskor. Indimellem dukker der figurer op, man kan gribe om: små satellitter i stratosfæren, som det brudte beat bagest i mixet på den synthbårne »Dream Traveler«, der klæber om et knitrende slør af hvid støj. Velsmagende detaljer. 

Hvis respirationssystemet havde fadere og cutoff-filtre, ville det lyde som Hammerstrøms musik. Og man fornemmer en slags åndelig ventilation i de elektroniske vejrtrækninger. En forvrænget stemme kæmper rundt omkring på albummet for at trænge igennem rumklangen. Hammerstrøm slipper den ikke fri, og det er ærgerligt, for det havde måske været den håndsrækning til lytteren, man ender med at savne i de dystre meditationer på Another Presence

kortkritiklive
06.04

PowerPoint mod mørket

Laurie Anderson with Sexmob: »Republic of Love«
© Ebru Yildiz
© Ebru Yildiz

Med sin sædvanlige nysgerrige tone indledte Laurie Anderson søndagens koncert i DR's koncertsal med en politisk parole og bemærkningen »Thank you for your attention to this matter«. Aftenens emne var et tungt politisk klima, hvortil Anderson, som en avantgardens professor emeritus, tilbød en musikalsk rammefortælling med musik, slideshow og citater fra tænkere og kunstnere, der på hver sin vis nuancerer en stadig mørkere verden. En rammefortælling, hvor hvert stykke musik havde et klart formål – at fordampe enhver kondens af konvention.

Slide efter slide førtes publikum gennem forunderlige stik til det totalitære og konventionelle. Den lange liste af ord, som Trump-administrationen har slettet fra regeringsdokumenter, fungerede fx som introduktion til nummeret »Language Is a Virus«, som er inspireret af forfatteren William Burroughs, der også dukkede op på skærmen bag Anderson og bandet Sexmob. Det samme gjorde Lou Reed, Andersons afdøde ægtefælle, og påført en glitrende jakke, der som en tryllekunstens Kraftwerk udløste lyde af både trommer, båthorn og kasseapparater, delte Anderson ægteparrets tre livsråd, mens hun legesygt dansede og fortalte.

Jeg tror aldrig, jeg har været til en koncert, hvor hele produktionsholdet, både på og bag scenen, blev krediteret med rulletekster. Men alligevel virkede det som en helt naturlig afslutning på Andersons lidt tørre og fantastisk håbefulde powerpoint-koncert. En koncert, der som en dejligt dekonstruerende påmindelse forenede det eksperimenterende og det konkrete i en håndfast førstehjælpskasse mod tyranni og undertrykkelse.

© Niklas Ottander

»Musik er en dyb, men ikke seriøs, spirituel praksis, hvor både skaber, samarbejdspartner og forbruger er deres egen personlige pave.«

James Black (f. 1990) er komponist, performer og kunstnerisk leder af Klang Festival – Copenhagen Experimental Music. De er oprindeligt fra Bristol, England, men flyttede til København i 2013. Blacks værker har tiltrukket sig stor opmærksomhed både nationalt og internationalt for deres karakteristiske kombination af kunstnerisk mod og sårbarhed, beskrevet af Statens Kunstråd som »et univers af ægte vanvid, hvor alting går hen«. Deres arbejde er en dyb og personlig udforskning af emner som religion, tab og queer-identitet, der ikke er bange for at være dum eller seriøs i nogen retning.

© Christian Klintholm

»Musik er for mig lige noget for mig.«

Christian Juncker er en dansk musiker og sangskriver, som har udgivet en række dansksprogede album. Han debuterede i 1995 med bandet Bloom. Sammen med sin ven Jakob Groth Bastiansen dannede han duoen Juncker i 2002. Han står også bag julesangen »Luk julefreden ind« fra 2024.

© Guy Wasserman

»Musik for mig afslører tomheden i grænser og definitioner – i bevidstheden, i rummet og i musikken selv.«

Idan Elmalem er en oud-spiller og komponist, der arbejder på tværs af verdens- og populærmusik, og præsenterer nu sin debut-instrumentale EP og liveoptrædenprojekt. Efter mange års samarbejde inden for den israelske musikscene vender han sig mod en mere personlig og intim musikalsk stemme, hvor han blander traditionel oud med en moderne sensibilitet. Inspireret af sine studier med mester Nissim Dakwar udforsker Elmalems musik rummet mellem tradition og innovation. Hans debut-EP, Time, indeholder tre live-indspillede stykker, der bevæger sig mellem fortid, nutid og fremtid og kombinerer klassiske arabiske og persiske elementer med jazz, minimalisme og filmisk lyd. Elmalem, der er baseret i Tel Aviv, trækker på sin marokkansk-danske arv i sit arbejde. Han er uddannet fra Jerusalem Academy of Music and Dance og er i øjeblikket i gang med en kandidatgrad i etnomusikologi ved University of Haifa, sideløbende med sit arbejde som musiker og komponist.

© PR

29. maj overtager det aalborgensiske kollektiv Datahaven9000 spillestedet Skråen og omdanner den store sal til en koncentreret éndagsfestival for elektronisk musik. Arrangementet er en del af koncertrækken Bystanders #3, hvor scenen gives til byens egne miljøer frem for husets faste programlægning.