kortkritiklive
09.04.2024

Ballettens nye powerduo

Josefine Opsahl: »Passengers of Passing Moments« (Koreorama nr. 01)
© Henrik Stenberg
© Henrik Stenberg

Josefine Opsahl sidder selv på scenen til australsk-danske Tara Schaufuss’ ballet Passengers of Passing Moments, som Opsahl har skrevet musikken til. Faktisk er det lige før, at hun stjæler al fokus fra de ti dansere, for det er fascinerende at følge den 32-årige cellists teatralske indlevelse og hendes meget aktive højrebens arbejde med loop- og effektboksen.

Den knap halve times balletmusik er inspireret af Bach, men formidler også en højlandsk dramatik med samplet åndedræt, stikkende underdelinger og udpræget rumklang. Det starter med fine lystoner i dur, men bevæger sig hurtigt ned i dybet og finder dunkende bas og paukeklang. Følelserne blæser gennem hvert strøg.

Temaet for balletten er tid. I glimt fanges danserne i Opsahls små, mekaniske sløjfer, siden etableres et mørkt, melankolsk rum, hvor en ung kvinde synker ned i et minde. Udstrakte klange og overtoner signalerer en tid sat ud af kraft; svag blæst høres, en tikken toner ind, og pludselig har hun drømt sin elskede frem.

Kvinden bevæger sig som et spøgelse blandt de andre kroppe, mens Opsahl intensiverer sit spil og veksler mellem tre- og firedelt takt. På et tidspunkt er det, som om hun forsvinder helt ind i det voldsomme temperament; hendes dramatiske flair gør Bach til Avenger-helt, og det egner sig virkelig godt til Schaufuss’ fokus på følelsernes vold. Det er mættet, direkte og som skabt til en knugende intens koreografi. Stærkt makkerpar på den store scene.

© Esben Aarup

»Musik for mig er rytmen, pulsen og energien i mit liv. Det er det, som driver mig og altid kan give mig energi eller farve min dag på en måde, som jeg har brug for. I et meget travlt, forvirrende og kaotisk liv, som jeg befinder mig i for tiden, kan musik stort set være den eneste ting, som får mit tempo ned, giver adgang til rent faktisk at mærke mine følelser og skabe refleksionsrum. Musik er historie og husker momenter og stemninger – den spejler kulturer og kan være stemmen for en generation eller en hel gruppe, som har svært ved at bryde mainstreamen eller status quo. Musik for mig er en af de primære måder, jeg kan have indflydelse på det samfund, jeg er en del af – om det er ved at understøtte vigtig kunst, som vi kan spejle os i eller samle store mængder mennesker om noget meningsfuldt og fællesskabende. Musik for mig er frihed. Frihed til at danse uden hæmninger, lade tårerne få frit løb og frihed til at spille lufttrommer i topfart på min gule racercykel på vej ned gennem Mejlgade.«

Oscar O'Shea er uddannet fra Kaospilot med fokus på innovation i kultur- og musikbranchen. Igennem SPOT Festival er han projektleder på det internationale projekt Live Incubator og det hyperlokale eventcSPOT i Bowlinghallen. Oscar er filmdokumentarist og er færdiguddanet som dokumentarfilmproducer fra det første hold på Den uafhængige Dokumentarfilmskole DOKTRIN, til sommer. Derudover har han for nylig stiftet det independent aarhusianske agentur Okay Management, som laver artist-management, booking, filmproduktion og udgiver musik for en lang række artister. Igennem agenturet åbner huset Okay i det nye Stenbro kvarter på Nørreport i Aarhus. Stedet skal showcase Aarhus-talent og har fokus på at samle det nye kulturområde og at bygge en bæredygtig musikbranche i Aarhus, fra bunden op igennem vidensdeling, transparens og samarbejde på tværs i undergrunden og vækstlaget. Han har været booker og programansvarlig på Sydhavns Festival, Gemini Festival og en lang række andre events og tiltag i løbet af de seneste par år. Hjertet banker for DIY,  indie-kultur, selvstændighed og samarbejde frem for konkurrence. Og selvom Oscar har boet i mange forskellige lande og arbejdet over hele verden, så vender han altid tilbage til Aarhus netop på grund af naboskabet og DIY-ånden i byen. 
 

kortkritiklive
28.03

Opera eller eksamensforberedelse?

Mauro Patricelli, Signe Asmussen, Matias Seibæk, Anders Banke, Thommy Andersson, Jessica Lyall m.fl.: »Tarantula«
© Søren Meisner
© Søren Meisner

Tarantula præsenteres som »dokumentaropera«, en genre skabt af Mauro Patricelli. Værket tager afsæt i tarantismen – myten om edderkoppens bid, der udløser vanvid og den ekstatiske dans, der helbreder – og fletter den sammen med Et Dukkehjem og Napoli af August Bournonville. Ambitionen er klar: at spejle kvindelige erfaringer med mani, undertrykkelse og fortolkning gennem historien. Scenografien understøtter det dokumentariske greb. Fem svævende skærme viser tekst, arkivmateriale, en danser og en professor karakter, der didaktisk udlægger værkets kilder. Samtidig står fire musikere og sopranen Signe Asmussen på række.

Musikken veksler mellem lange, nøgne linjer og repetitive, rytmisk komplekse figurer, tydeligt inspireret af tarantellaen. Men netop kompleksiteten bliver en hæmsko: afhængigheden af click-track og noder giver et mekanisk præg, der strider mod værkets påståede dæmoniske og kropslige energi. Det største problem er balancen mellem forklaring og fortolkning. Professorfiguren dikterer konstant læsningen og undergraver værkets egne kritiske ambitioner – ikke mindst når den samtidig problematiserer et »male lens«. Også forholdet til Ibsen fremstår som en forsimplet, næsten fejllæst illustration snarere end en reel fortolkning.

Lyrikken – primært bestående af historiske kilder og akademiske formuleringer – tynger dramaturgien. Når et brev om Ibsens kendskab til tarantismen ophøjes til dramatisk klimaks, bliver det svært at mærke, hvad der egentlig står på spil. At teksten både synges, projiceres og udleveres i librettoform, forstærker følelsen af redundans. Til sidst sidder man tilbage med en fornemmelse af at have deltaget i en forelæsning snarere end en opera. Min sidste note inden tæppefald: Will this be on the test?

© Christian Klintholm

»Musik er for mig lige noget for mig.«

Christian Juncker er en dansk musiker og sangskriver, som har udgivet en række dansksprogede album. Han debuterede i 1995 med bandet Bloom. Sammen med sin ven Jakob Groth Bastiansen dannede han duoen Juncker i 2002. Han står også bag julesangen »Luk julefreden ind« fra 2024.

© PR

»Musik for mig er et sted at møde både sig selv og andre i følelser. Det er frihed, fælleskab, individualitet, sprog og udtryk.«

Den danske kunstner Alice Ai forener følelsesmæssig dybde med elektronisk slagkraft og en punket energi. Hendes lyd bevæger sig i spændingsfeltet mellem det sårbare og det konfronterende – mellem det menneskelige og det syntetiske. Denne dobbelthed er indlejret i hendes navn: »Alice« refererer til nysgerrighed og eventyrlighed, og »Ai« peger mod det kunstige og teknologiske. Sammen danner de fundamentet for et kontrastfyldt univers, der gennemsyrer både hendes musik og kunstneriske persona. Alice Ai spiller på årets Roskilde Festival.