• © WinWin artlab/Shutterstock.com
    15/3/2021

    Én, to, tre, fire!

    Passive/Aggressive: »Festskrift IV, Rhythm«

    Passive/Aggressive har indbudt en række musikere fra den danske under- og mellemgrund til refleksion over en af musikkens helt basale bestanddele. Forsøget på at italesætte noget så intuitivt og instinktivt som rytmik har kastet et væld af forskelligartede bidrag af sig, og samlingen overrasker positivt med sin mangfoldighed.

    Som et kærlighedsbrev dedikeret til dette allestedsnærværende fænomen flyder Festskrift IV over med kreative og uventede indslag. Alt fra maleri, collage, partiturer og digterier til essays, strøtanker og dialog. Der har endda indfundet sig musik, tilgængeligt via QR-kode. Skiftevis personligt, esoterisk og konkret.

    Festskriftets intentionelt åbne format leverer mindst lige så mange kvalificerede bud på, hvad rytme betyder, som der er bidragsydere. For Lisbeth Diers handler det for eksempel om det fællesskab, der opstår, når ens egen rytme møder andres. Kresten Osgood skriver imidlertid om filosofien i trommeslagerens virke, mens Lasse Munks essay drejer sig om personlighed i computergenereret musik. Andre når frem til deres pointer på mindre letgengivelige – men ikke desto mindre interessante – faconer.

    Fælles for alle bidragene er, at de lægger op til endnu flere spørgsmål. De inspirerer til eftertanke og en større forståelse for, hvordan ikke blot en af musikkens, men en af selve livets absolutte hjørnesten, kan sanses og omtales.

  • © PR
    11/3/2024

    Lækkert …og lidt kedeligt

    Olof Dreijer: »Coral«

    Jeg måtte lige tjekke kalenderen: var jeg blevet transporteret tilbage til år 2006? Klangen på »Coral«, titelnummeret på den nye EP fra Olof Dreijer, lyder nemlig meget som lyden af Dreijers gamle familieband The Knifes Silent Shout-album. Kolde fm-klange, der lige nøjagtigt har nok bevægelse i sine overtoner til, at de bliver dejligt interessante at fordybe sig i. De kolde synthesizere varmes dog dog hurtigt op i mødet med latinamerikanske klokker, der sammen med en brølende bas ændrer nummerets fokus fra klang til hoftevrik. 

    Det er ikke noget nyt greb at sætte funktionelt dansemusik i møde med et tæppe af omgivelsesmusik. Wolfgang Voights GAS-projekt har excelleret i at vise, hvad der sker, når et klangtæppe møder en puls, man kan danse til, og danske Kasper Marott har omvendt vist, hvor meget man kan variere et housenummer ved at kombinere det med feltoptagelser af lydmiljøer. 

    Desværre bliver Coral en smule blodfattig. Klokkernes claver når aldrig helt op i den polyrytmiske intensitet, som man kender det fra eksempelvis samba, og de omgivende lyde virker halvbagte. Det er synd, for den støjende kakofoni, der findes i eksempelvis samba, havde været et oplagt klangmateriale at bearbejde, for Dreijer er virkelig dygtig til at bearbejde lyd. Det hele lyder lækkert.

    EP'ens resterende to numre er skabt med præpareret klaver og fuglefløjter. Her viser Dreijer sig som en dygtig musiker, der får lavet nogle virkelig flotte gestikulationer med klaveret, som lyder meget mildt af et præpareret klaver at være. Fløjterne er også et godt valg, fordi de giver en spøjs halvnaturlig klang, der smukt tegner et rum op. Men det lyder også bare som en boullionterning af virkelig meget ambientmusik, man har hørt før. 


     

     

     

     

     

  • © Emilia Therese
    4/3/2024

    Til dybet vi skal gå

    Anne Zacho Søgaard, Alexandra Moltke Johansen, Nini Julia Bang, Hanne Uldal, Mathias Monrad Møller, Matilde Böcher m.fl.: »Dansedybet«

    Dansedybet på Sort/Hvid er intet levende. Alt er støv og aske. Performerne er ligblege og viklet ind i gazebind, som om deres kroppe er gået i stykker, eller måske allerede er døde. Sammen fører de publikum igennem en slags grotesk danse macabre mod fællesgraven. Opløftende og forløsende er det ikke, og ritualet befinder sig langt fra den kollektive, transformative heling og forbundethed, værket lægger op til. 

    »Tag min hånd, lad benene gå. Træd den dans, til dybet vi skal gå.« Vi inviteres til at bevæge os ned til dybet i en lang kædedans med simple, svingende fodtrin. Musikken har menneskestemmen i fokus og synges hovedsagligt a cappella, hvilket giver et ærligt, ritualistisk udtryk. En operasanger, en verdensmusiksanger og en skuespiller fortæller om dengang, høsten slog fejl og om den dansepest, der rasede i byens gader.

    Rustikke folkeviser blander sig med stemmens perkussive potentialer, og historien intensiveres. En mand i præstekrave slikker en svedig pølse, mens han tænker på Satan og bliver mere og mere urolig. En kvinde kollapser i heftige spasmer og ufrivillig latter. Det er vist meningen, at vi også skal grine med. Få noget ud af systemet. Vi står dog efterhånden mest stille og iagttagende. Dansedybet er visuelt smuk og har stærke enkeltperformances, men det sker mest i dryp i en noget fragmenteret oplevelse. Den sporadiske fællesdans forbliver også mild og munter, uden nogen umiddelbar sammenhæng til pestens kropslige ekstase og revolution. Dansesmitten udebliver.



     

  • © PR
    1/3/2024

    »I lærte os at knalde, men ikke at græde«

    Matias Vestergård: »Hyper Switch Ultra Faggot«

    De hurtige kan lige nå at fange den dirrende queerforestilling Hyper Switch Ultra Faggot, der når til Aveny-T i næste uge. De langsomme må nøjes med de ni sange, som Matias Vestergård har skrevet til det monologiske skuespil: De er nemlig ude nu som et svirpende, rørende og, ja, sjovt minialbum med Det Unge Vokalensemble. Begge dele kan i høj grad anbefales. 

    »You taught us to fuck before you taught us to cry,« lyder anklagen mod den ældre generation af bøsser i første sang, »A Gay Manifesto«. Stolt barbershop og satirisk-sårbar minimalisme mødes med stor virkning i et univers, der også præger resten af værket: blokharmonier, der kommunikerer klart, men med ét kan skifte ansigt. Temperamenterne flyver nænsomt mellem falsetfarvet, nøgtern sorg og euforisk varme. Vældig stærkt.

    Albummets styrke er det helt transparente, men enormt veloplagte håndværk – og den indlevende levering, dirigeret af Poul Emborg. Der er drillesyg staccato og nøgne stødlyde: »k!«, »pf!« og »ts!«, der skaber et herligt stiliseret orgie af hudkollision. Men der er også sakrale, rustikke nynnekor, tætvævede harmoniseringer og kæk synkopering: »When we cough it smells like dick!«

    Mørket er hele tiden til stede som en latent melankoli, men bryder også ud i et homofobisk hooligankor, som – det er altså genialt – selvfølgelig bliver til et »Seven Nation Army«-mashup. Fulgt, åh, af den yndigste pastiche over romantisk kor med gribende opbygning af harmonisk spænding og den blideste landing til sidst. Værsgo: en lektion i at græde.

     

     

     

     

  • © PR
    22/2/2024

    Hun får musikken til at vibrere som en levende organisme

    Astrid Sonne: »Great Doubt« 

    Da jeg første gang lyttede til den danske bratschist, sanger og producer Astrid Sonnes nye album, Great Doubt, vidste jeg ærligt talt ikke helt, hvad jeg skulle stille op med det. Jeg lagde med det samme mærke til, hvor fantastisk Sonnes bratsch lyder på albummet – en så kraftfuld tilstedeværelse, at den nærmest lyder som en dybt kompleks levende organisme, der ånder, føler og bevæger sig dramatisk gennem albummets ni sange.

    Min yndlingssang var uden tvivl »Almost«, hvor Sonnes skrøbelige, subtilt intense stemme udelukkende akkompagneres af bratschens minimalistiske pizzicatomelodi, som minder mig om en glemt komposition fra den japanske new age-pioner Hiroshi Yoshimuras mesterværk, Green. 

    Men på størstedelen af sangene er stemme og bratsch desuden ledsaget af elektroniske rytmer, klaverakkorder og synthfigurer, som til forskel fra bratschens organiske, vibrerende klang, forekom mig nærmest plastikagtigt kunstige. For mig lød det, som om bratschen og elektronikken blev transmitteret fra hver deres vidt forskellige universer og ikke helt kunne finde ud af at sameksistere. Der var noget ved kontrasten, der forekom mig lidt… uncanny. 

    Men ved gentagne lyt begynder det hele alligevel at give mening. Sonnes køligt underspillede stemme er den lim, der binder hele lydbilledet sammen. Som om den selv eksisterer i det porøse sted mellem bratschens rå naturkraft og elektronikkens tæmmede renhed. Jeg kan lide det mere og mere, og måske ender jeg endda med at elske det. Great Doubt er et album, der på trods af sin beskedne længde på kun 26 minutter kræver fordybelse og eftertænksomhed – og i sidste ende også belønner sin lytter for det.