Enhver slutning er også en ny begyndelse
Allan Gravgaard Madsen og Morten Riis’ Away er et »mixed media« orkesterværk. Det fysiske orkester suppleres med lyd og billedoptagelser fra Aarhus Teaters kælder (træblæsekvintet), Aarhus Domkirke (messingkvintet) og Marselisborghallen (strygeorkester). Alle disse steder har på et tidspunkt huset Aarhus Symfoniorkester i de sidste 90 år.
Away indledes af de sidste to akkorder fra ouverturen til Rossinis Willhelm Tell (1829), der udforskes rundt i orkesteret. Løbende forlader musikere orkestret, for sidenhen at dukke op i mindre konstellationer på optagelser fra de omtalte steder. Orkesteret spiller via teknologi på tværs af tid og rum på meget vellykket vis.
Værket udforsker stilstand og bevægelse, med luft som et centralt greb: Ofte blæser blæserne i deres instrumenter uden at producere toner. Strygerne efterligner lyden af vind med plastikposer. For mig har Away tre højdepunkter: Trompeter og slagtøj spiller fraser, der viser sig at foregribe en video af en fløjtenist, der går gennem byen. Trompeterne mimer lyden af en lastbil, »bip-bop-bip-bop«, og slagtøjet er fløjtenistens stiletter. Musique concrete vendt på hovedet! Et sted ses halvdelen af strygerne sidde i en cirkel og spille stærkt dissonante akkorder, for så at dræbe dem igen – det fysiske chok aktiverede mine ører. Tredje højdepunkt: da hele orkesteret spiller sammen igen, mens alle tre projektioner er i gang. Her kan værket begynde, og man mærker tydeligt energien stige i rummet. Men – desværre – så snart vi har ramt det klimaks, falder intensiteten igen.
Med sine knap 45 minutter er Away desværre en kende for langt og stillestående til min smag. Effekten af de føromtalte brud havde måske ikke været lige så stærk i et kortere forløb. Men jeg havde nok ønsket bare lidt mere af den intensitet, værket tydeligvis kunne præsentere. Jeg sad tilbage med en lidt flad følelse. Værket endte også så tyst, at flere var i tvivl, om det overhovedet var slut, og vi kunne klappe.
»For mig er musik lige nu det modsatte af en flugt: Det er et rum, hvor spændingen fastholdes, gentages og omdannes til rytme.«
Viner er DJ og producer med base i både Marseille og Barcelona, hvor han driver pladeselskabet og kunstlaboratoriet PATAR. Han er født i Uljanovsk ind i en familie med usbekiske, tatariske og basjkiriske rødder og begyndte at lave musik i Kazan. I 2022 foretog han optagelser rundt omkring i Usbekistan: under Navruz-fejringen i Tasjkent, på Stihia-festivalen i Mujnak (hvor han fungerede som teknisk direktør) samt gadelyde fra Khiva, Bukhara og Samarkand. På udgivelsen 2330 (PATAR, november 2026) er disse optagelser klippet op i fragmenter på to sekunder eller derunder. De er indlejret i loops med en tredelt takt, der ligger forskudt i forhold til hovedpulsen – herunder »doira«-rytmer, der kræver flere takter for at nå hele vejen rundt – samt baspartier, der optræder som rå, forvrængede blokke. Kildematerialet forbliver kun delvist genkendeligt. Det, der bærer værket, er friktionen; den fastholdes gennem alle fem numre uden nogensinde helt at blive forløst.
»For mig er musik en del af hverdagen. En palet af forskellige følelser. Musik er mit erhverv og min livsstil. Det er et rum, hvor jeg kan være helt mig selv, hvor jeg er fuldt ud accepteret, og hvor jeg ikke er bange for udfordringer eller eksperimenter. Musik er livet for mig, og jeg kan ikke forestille mig at leve uden den.«
Malina Midera er en polsk pianist, komponist og lydkunstner, der er bosat i København. Hendes arbejde udforsker ofte krydsfeltet mellem jazz, sangskrivning og elektronisk musik. Som udøvende musiker og indspillende kunstner har hun turneret og optrådt rundt omkring i Europa og udgivet albums med forskellige internationale ensembler, herunder Children of Fish, midi 4 og Klawo. Hun har desuden kurateret adskillige kunstfestivaler, herunder LAAF – Łódź Abstract Art Festival 2024 (PL) og Idealistic Festival vol. 7 (DK). Hendes debutalbum som solist på orgel forventes at udkomme i januar 2027. Ved siden af musikken har hun en stor interesse for fotografi.
»Musik for os er en livslang fascination – noget man aldrig kommer til bunds i. Man kan studere matematikken, reglerne og logiken. Men musik indeholder også et element af magi. Den del, som skaber en følelsesmæssig resonans mellem afsenderen og lytteren – på tværs af sted, tid og sprog.«
Inspireret af 90’ernes legesyge og skæve alternative rock har Inventory skabt deres eget udtryk, bestående af lige dele pop-hooks, dissonant spænding og jazzede klange. Det er guitardrevet musik, som rummer både det uventede, det skæve og det lindrende – og som bevæger sig mellem det umiddelbare og det udfordrende. Inventory er aktuelle med deres debutalbum People Pyramids, som udkommer i begyndelsen af 2027.
En opskrift på ekstase og fortvivlelse
Hvis et måltid er godt, er det vel værd at lave to gange? Det er i hvert fald tilgangen hos Krzysztof Wołek på hans seneste album Cookbook for the Modern Boygirl, hvor sangcyklussen fortolkes to gange. Ingredienserne er enkle: én pige (Agata Zubel), én dreng (Chad Sloan) og en række elektroniske elementer, der omhyggeligt er sat sammen – ikke blot for at supplere hinanden, men også for at skabe indbyrdes modsigelser. Selve opskriften stammer fra digteren Bunny Morris og består af syv tekster, der udforsker kroppen som et sted præget af sårbarhed og konflikt.
Spændingen mellem begær og frastødelse er sangcyklussens gennemgående omdrejningspunkt. Wołek understreger dette ved at atomisere vokalpartiet, som ikke så meget synger, som det gisper og stammer. Stemmens endeløse forvrængninger er indkapslet i en atmosfære, der lægger et pres på den, samtidig med at den giver den mulighed for at folde sig ud.
Pludselige udbrud af skarpe glitch-fragmenter lyder både som festlige fyrværkerisalver og som splinter, der skærer sig ind i kødet. De understøtter sangenes konstante sammenblanding af madmetaforer og dyriske refleksioner over kroppens lemmer, processer, fornemmelser og væsker. Som for at imødegå udfordringerne tyr stemmen ofte til overdådige ornamenteringer, mens den andre steder trækker sig tilbage i hvislende hvisken, som om den forsøger at skjule sig.
De to fortolkninger er markant forskellige. Zubel kaster sig ud i en febrilsk, teatralsk vildskab som en fugl, der har mistet besindelsen, mens Sloan går ind i en lidenskabelig, lyrisk kamp. Selvom de synes at komme fra parallelle universer, mødes de i en fælles usikkerhed om, hvad der er desperation, og hvad der er ekstase. Dermed indkredser de den grundlæggende ustabilitet i identiteten, som ligger i hjertet af disse overvældende kropslige sange.
Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mierlczarek