• © Alexis Rodríguez Cancino
    9/9/2024

    Enhver slutning er også en ny begyndelse

    Aarhus Symfoniorkester, Allan Gravgaard Madsen og Morten Riis: »Away« 

    Allan Gravgaard Madsen og Morten Riis’ Away er et »mixed media« orkesterværk. Det fysiske orkester suppleres med lyd og billedoptagelser fra Aarhus Teaters kælder (træblæsekvintet), Aarhus Domkirke (messingkvintet) og Marselisborghallen (strygeorkester). Alle disse steder har på et tidspunkt huset Aarhus Symfoniorkester i de sidste 90 år. 

    Away indledes af de sidste to akkorder fra ouverturen til Rossinis Willhelm Tell (1829), der udforskes rundt i orkesteret. Løbende forlader musikere orkestret, for sidenhen at dukke op i mindre konstellationer på optagelser fra de omtalte steder. Orkesteret spiller via teknologi på tværs af tid og rum på meget vellykket vis. 

    Værket udforsker stilstand og bevægelse, med luft som et centralt greb: Ofte blæser blæserne i deres instrumenter uden at producere toner. Strygerne efterligner lyden af vind med plastikposer. For mig har Away tre højdepunkter: Trompeter og slagtøj spiller fraser, der viser sig at foregribe en video af en fløjtenist, der går gennem byen. Trompeterne mimer lyden af en lastbil, »bip-bop-bip-bop«, og slagtøjet er fløjtenistens stiletter. Musique concrete vendt på hovedet! Et sted ses halvdelen af strygerne sidde i en cirkel og spille stærkt dissonante akkorder, for så at dræbe dem igen – det fysiske chok aktiverede mine ører. Tredje højdepunkt: da hele orkesteret spiller sammen igen, mens alle tre projektioner er i gang. Her kan værket begynde, og man mærker tydeligt energien stige i rummet. Men – desværre – så snart vi har ramt det klimaks, falder intensiteten igen. 

    Med sine knap 45 minutter er Away desværre en kende for langt og stillestående til min smag. Effekten af de føromtalte brud havde måske ikke været lige så stærk i et kortere forløb. Men jeg havde nok ønsket bare lidt mere af den intensitet, værket tydeligvis kunne præsentere. Jeg sad tilbage med en lidt flad følelse. Værket endte også så tyst, at flere var i tvivl, om det overhovedet var slut, og vi kunne klappe. 

     

     

     



     

  • 15/12/2025

    Uncompromising Vignettes of Silence and Sighs

    Hildur Guðnadóttir: »Where to From«

    It seemed to come like a bolt from the blue when the Icelandic cellist and composer Hildur Guðnadóttir broke the sound barrier with an uncompromising, inward-looking sound situated between contemporary classical and experimental music – most widely recognised through her suffocating soundtracks for Chernobyl and Joker.

    Yet on her Deutsche Grammophon debut Where to From, it is the personal spaces we are invited into. The instrumentation is pared right back to a chamber ensemble, voices, and extended passages of near-absolute silence. The result is often achingly beautiful – and deeply affecting.

    The work unfolds in small vignettes, rarely lasting more than a couple of minutes, before vocals are introduced in the album’s second half – most notably in »Make Space« and the exquisite a cappella hymn »I Hold Close«. The equally beautiful »Melody of Not Knowing« explores the cello’s darkest registers, striking blue midnight tones in the echo of the heart, especially as it glides into »All Along«, where voice and strings merge.

    Where to From is a powerfully mood-saturated work that moves effortlessly between chamber music and neoclassicism, finding its uncompromising character in the quietest, most intimate sighs between human and instrument. It is neither too little nor too much – always precisely measured. And for that very reason, Guðnadóttir remains such a compelling musical presence.

    English translation: Andreo Michaelo Mielczarek



     

  • © PR
    15/12/2025

    Kompromisløse vignetter af stilhed og suk

    Hildur Guðnadóttir: »Where to From«

    Det syntes at komme som et lyn fra en klar himmel, da den islandske cellist og komponist Hildur Guðnadóttir brød lydmuren med en kompromisløs, indadvendt lyd i spændingsfeltet mellem moderne klassisk og eksperimentel musik – særligt kendt for sine knugende soundtracks til Chernobyl og Joker.

    Men på sin Deutsche Grammophon-debut Where to From er det snarere de personlige rum, vi inviteres ind i. Instrumentationen er skrabet helt ned til kammerensemble, stemmer og lange passager med decideret stilhed. Og det er ofte gudesmukt og vedkommende.

    Værket består af små vignetter, der sjældent varer mere end et par minutter, før vokalerne introduceres på pladens anden halvdel – blandt andet i »Make Space« og den underskønne a cappella-hymne »I Hold Close«. Den ligeledes skønne »Melody of Not Knowing« udforsker celloens mørke klange og rammer de blå midnatstoner i hjertets ekko, ikke mindst når den glider over i »All Along«, hvor stemme og strygere forenes.

    Where to From er et stærkt stemningsmættet værk, der bevæger sig ubesværet mellem kammermusik og neoklassicisme og finder sin kompromisløshed i de helt stille, fortrolige suk mellem menneske og instrument. Det bliver hverken for lidt eller for meget – altid helt tilpas. Og netop derfor forbliver Guðnadóttir et så vedkommende musikalsk bekendtskab.

     

  • © Julia Haimburger
    6/12/2025

    Minimalism for Patient Ears

    Lukas Lauermann: »Varve«

    Varve – from the Danish varv – refers to the annual layers of sediment, a quiet geological archive of time’s passage. Lukas Lauermann’s album carries this meaning into its very sonic core. Here, organ and vocal samples taken from worn cassette tapes meet an inquisitive, almost ascetic cello that moves like fine strokes across a flickering, dust-filled soundscape.

    The cello is restrained but never passive. It slips in and out of the cassette’s white noise, of fragmented voices and the organ’s gentle currents of air, until all elements ultimately merge into a single, organic texture. Lauermann himself describes the music as a depiction of irregularities, and it is precisely in these small shifts that Varve finds its quiet strength. The album’s idea of sonic sedimentation becomes an image of our longing to reconnect with nature’s tempo. The compositional motifs seem repetitive, yet they never repeat themselves entirely; they build layer upon layer, like organic growth. As a listener, one becomes witness to microscopic changes slowly unfolding – a process that can bring about an almost meditative state.

    Varve is an album for those who prefer listening experiences at an unhurried pace; for those who find Hans Zimmer too grandiose and would rather follow the patient growth of grass than an orchestra’s emotional climaxes.

  • © Julia Haimburger
    6/12/2025

    Minimalisme for tålmodige ører

    Lukas Lauermann: »Varve«

    Varve – på dansk varv – betegner de årlige lag aflejringer af sediment, et stille geologisk arkiv over tidens passage. Lukas Lauermanns album bærer denne betydning med sig helt ind i sin lydlige kerne. Her mødes orgel- og stemmesamples fra slidte kassettebånd med en undersøgende, næsten asketisk cello, der bevæger sig som fine streger i et ellers flimrende og støvfyldt klangrum.

    Celloen er tilbageholdt, men aldrig passiv. Den glider ind og ud af kassettens whitenoise, af fragmenterede stemmer og orglets lette luftstrømme, så alle elementer til sidst fremstår som én samlet, organisk tekstur. Laurmann beskriver selv musikken som en skildring af uregelmæssigheder, og det er netop i de små forskydninger, at Varve finder sin særlige styrke. Albummets idé om lydlige aflejringer bliver et billede på vores længsel efter forbindelse til naturens tempo. De kompositoriske motiver virker repetetive, men de gentager sig aldrig helt; de bygger lag på lag, som organisk vækst. Som lytter bliver man vidne til mikroskopiske forandringer, der langsomt folder sig ud – en proces, der kan føre til en næsten meditativ tilstand.

    Varve er et album for dem, der foretrækker lytteoplevelser i langsomt tempo; for dem, der finder Hans Zimmer for storladen, og som hellere vil følge græssets tålmodige vækst end et orkesters følelsesmæssige kulminationer.

     

     

  • © PR
    5/12/2025

    Anna von Hausswolff: The Path to the Organ’s Modern Resurrection

    Klara Lewis, Anna von Hausswolff

    The organ, one of Christianity’s most powerful liturgical markers, runs like a red thread through Swedish artist Anna von Hausswolff’s work. But on her latest album Iconoclasts, the long, piercing drones are toned down in favour of a sharper, driving energy. It was an energy that came through strongly at Hausswolff’s concert in Vega last night, where she was, as usual, joined by a large band. The evening opened with Swedish noise musician Klara Lewis, whose mumbling cassette-loop textures set a brutally atmospheric tone from the start.

    Hausswolff’s band was this time expanded with saxophone and percussion, both central on Iconoclasts and both contributing to the slight eurodance tinge that colours several tracks. Unfortunately, the saxophone was at times swallowed by the dense soundscape. Fortunately, Hausswolff’s radiant voice cut through clearly. So did the small organetto – a kind of bellows-driven organ with long pipes. It stood like a totem at the centre of the stage and was almost embraced by Hausswolff whenever she played it. A piece like »The Whole Woman« (a waltzing duet with Iggy Pop on the album) became, in concert, a touching love ode, carried by the organ’s gentle breath as its pulse.

    In recent years, a number of musicians have used the organ’s distinctive resonances to wrest it free from the weight of Christian liturgy, giving the instrument an almost iconoclastic status. Despite a slightly muddy sound mix, Hausswolff’s concert was a clear example of this contrast – still deeply rooted in ecclesiastical connotations, yet now an accomplice in large-scale modern productions and a central instrument on major stages.