kortkritiklive
03.03.2025

Kosmisk resonans

Satellite Synthesizer – Ørntoft/Anker/Osgood/Snöleoparden
© Mia Mathilde Andersson
© Mia Mathilde Andersson

Mod fjender i det ydre rum er »musik det stærkeste våben vi har,« udtalte Mads Brügger forleden her i Seismograf. Snöleopard og musikalske venner gjorde dette meget konkret med musik direkte fra Planetariet i København ud i rummet for at ramme satellitter mellem 500 og 35.000 km væk. Tonerne returneredes tillagt forsinkelse, radiostøj og kosmisk interferens. På det store lærred kørte jordklodens overflade, set fra en satellit, med alle sine oplyste byer, og Theis Ørntoft læste op fra sin kommende klimabevidste roman med sætninger som: »Den dag, der ikke er mere olie, vil lyset slukkes i verden.« Imens kunne vi se de små grønne prikker af forvirrede satellitter fare hen over jordens smukke krumning og høre Lotte Anker, Kresten Osgood og Snöleoparden free-jazze på henholdsvis sax, trommer og sitar. 

De små skrattende bib-lyde fra satellitternes resonans skabte også musik, men mest interessant var koncerten, når musikerne fik deres egne motivstumper igen – kastet ned fra det ydre rum, og der opstod et lille internt sammenspil. Er der noget derude, eller taler vi blot med os selv? 

Kosmisk resonans fyldte kuppelrummet, men vi kunne godt have savnet noget mere intern resonans. Det er en smuk trend med en digter i et ensemble, hvor mange herligt kringlede formuleringer kommer frem, men musikerne skal være med til at tolke ordene. Indgå i den musikalske udlægning, som hvis det var en traditionel jazzsanger, ellers bliver musikken let baggrundstæppe eller sekundær. Hvor alle musikere er en grøn satellitprik i sin egen kredsløbsbane. Mange gode ideer var i spil – og musik er ikke et våben. Men kræver intern resonans. Ikke kun kosmisk.

© PR

»Musik er den bedste måde at opdage mig selv og forstå verden omkring mig på.« 

Luca Quintavalle er cembalist, fortepianist og dirigent. Han har optrådt med ensembler som Concerto Köln, Harmonie Universelle, Mozarteum-orkestret i Salzburg og Kölner Kammerorchester på spillesteder og festivaler såsom Kölner Philharmonie, Salzburg-festivalen og Enescu-festivalen. Han var cembalist i Les Musiciens du Prince under ledelse af Cecilia Bartoli i mere end fem år og har dirigeret ensembler som orkestret og koret ved Teatro dell’Opera di Roma, Concerto Köln og Deutsche Kammerakademie Neuss. Hans udgivelser tæller blandt andet albummet Mirrors, der er udgivet af Berlin Classics og har modtaget en OPUS KLASSIK-pris.

kortkritiklive
21.09

Trombonen finder sin stille side

Francisco Coll: »Tapias«
© PR
© PR

Som 19-årig skrev den spanske komponist (og trombonist) Francisco Coll en vild og uregerlig trombonekoncert, der pressede instrumentet ud af dets komfortzone. 22 år senere har han skabt et nyt værk med noget af dette materiale. Dets ambitioner er de stik modsatte.

Tapias omfavner trombonens lyriske, æteriske kvaliteter. Det er ikke en koncert, insisterer Coll. Måske kan det beskrives som en række fresker for trombone og orkester. Uanset kategori er det et forførende værk, som torsdag blev født på smukkeste vis af Ian Bousfield, dirigenten Nuno Coelho og et Stavanger Symphony Orchestra med en overdådig klang.

Komponister fra Sibelius til Turnage har reageret mod karikaturen af trombonen som et bramfrit og klovnet instrument ved at udforske dens mørkt tonede lyrik. Coll går et skridt videre og placerer sin solists indadvendte, intervalbaserede melodier i stemningsmættede og udfordrende orkestrale sammenhænge. Solistens linjer kan minde om spraymalede streger på vægge, der allerede er dækket af historiens, udsmykningens og graffitiens patina.

I begyndelsen synes trombonen at søge hvile. Anden sats trækker den i retning af større bevægelighed, men dansen holdes tilbage: en lagdelt begravelse af alle mulige rytmer fra flamenco til hiphop. Store blokke af fyldig harmonik lægger effektivt låg på boogie-bevægelserne.

Trombonen finder fred i sidste sats – dens lange, sjælfulde melodier bliver mere eftergivende. Men først har Coll fremmanet øjeblikke af enorm harmonisk spænding og bevidst orkestral pragt. De stod godt ved siden af Coelhos intense opførelse af Sjostakovitjs 5. symfoni efter pausen. Men Bousfields hjertevarme rejse gennem Tapias, hvor han lød helt i ét med orkestret, vil være den oplevelse, der bliver længst i hukommelsen.

© PR

»Musik for os er en transcenderende kraft med transformativt potentiale, som vi får lov til at mærke og forme, når vi laver lyd sammen. Det er en mulighed for at beskrive ens inderste universer uden ord og den bedste måde, et introvert menneske kan udtrykke stærke følelser højlydt.«

Med rødder i Københavns eksperimenterende jazz- og punkscene udfordrer Echo, Bravo forestillingen om, hvordan et rockband kan lyde. Kvintetten blander post-punk, free punk og støjrock i et råt og uforudsigeligt lydbillede. Selv beskriver de musikken som en slags »tøm-køleskabet-suppe«, hvor forskellige rester får lov at mødes. »Bør nydes som et varmt måltid i en kold branche.«

© PR

»Musik for os er en passion, en levevej og et samlingspunkt for os og vores bedste venner i bandet.«

Barselona består af Rud Aslak og Rasmus Theodor. Bandet blev startet i 2016 efter et år på Ollerup Musikefterskole og har siden udgivet fem plader og to EP'er, senest albummet Tag Min Hånd, Så Slipper Vi, som udkommer i september 2026.

© PR

»Musik for mig er menneskelighed, fællesskab, et smil, en samtale, et øjeblik, en evighed.«

Abel Alazo Rangel er grundlægger, kurator og producer af Nova Concerts Series i København. Nova begyndte som festival i 2003 og blev relanceret som koncertserie i 2023. Gennem Nova præsenterer han musikere og skaber musikalske møder på tværs af den cubanske, latinamerikanske, danske og internationale musikscene.