Kortkritik

06.02.2024

Skinner som kviksølv

Anders Vestergaard: »Propeller«

Jeg blev for alvor bekendt med perkussionisten Anders Vestergaard, da han sidste år, sammen med Marcela Lucatelli og Lars Pilgaard, stod bag en af årets allerbedste plader, Necromancy. Af den årsag var det med høje forventninger, at jeg første gang lyttede til Vestergaards nye soloalbum, Propeller – og kan med begejstring meddele, at det netop er den ildfulde ritualistiske stil, der kendetegnede hans arbejde på Necromancy, som på Propeller fås i sin mest destillerede form.

»Pulse« og »Reflex« hedder de to kompositioner, der udgør albummet, og der er netop en slags basal fysikalitet over de cirkulære rytmiske strukturer, som var de en direkte forlængelse af kroppens puls eller et produkt af nervesystemets reflekser. Her er tale om rytmer, der føles naturlige, nærmest selvfølgelige, som om de har eksisteret siden universets begyndelse og bare ikke er blevet indspillet før nu.

I så fald er det heldigt, at det netop er Vestergaard, der indspillede dem. Hans virtuose brug af rumklang og subtile elektroniske manipulation tilfører indspilningerne en overvældende detaljegrad, der åbenbarer sig mere og mere for mig ved hvert lyt: De skingre, metalliske overtoner, der pludseligt flænser lydbilledet; rytmernes forvrængede ekko, der konstant tiltager i styrke og fremmaner en sfærisk, nærmest psykedelisk karakter, som kontrasterer smukt med slagtøjets materielle tyngde. Det er denne kontrast mellem rytmernes nærmest naturgivne kraft og selve indspilningens aura – skinnende kemisk som kviksølv, sitrende som elektricitet – der gør albummet så stærkt.

Playlist

15.02

Mit navn er Mika Akim – vil du se min playliste?

»For mig er musik livet. Musikken indeholder alt og har den stærkeste helende kraft, der findes.«

Mika Akim er bratschisten, komponisten og sangskriveren Mika Persdotters soloprojekt. Projektet startede, da Mika fandt en viola d'amore uden for Prag og begyndte at skrive sange til den, om og til kroppen. Hun udforsker åbne former, minimalistiske tilgange og blander indflydelser fra folkemusik, barok og eksperimenterer med lyd. Musikken er cyklisk og ærlig. Siden projektet startede, har Mika Akim udgivet to album, og 27. februar udkommer det tredje, soloalbummet feb 28, på Inga Records.

Udover soloprojektet er Mika Persdotter en aktiv musikere i den eksperimentelle musikscene samt indenfor kontemporær og barokmusik i København. Medlem af Halvcirkel, Damkapellet, Wolfskin Ensemble og Stök med mere.

Playlist

14.02

Mit navn er Bobo Moreno – vil du se min playliste?

Bobo Moreno. © Thomas Roger Henrichsen

»Musik er for mig et element på linje med jord, vind, ild og vand. Musik er næring, der indgår i min personlige kostpyramide, sammen med ost, æg og tomater. Musik er en relation i mit liv, der er lige så vigtig som de mennesker, jeg har omkring mig. Musik er som et ekstra organ, som jeg sanser verden igennem.«

Bobo Moreno voksede op omgivet af sine forældres eklektiske pladesamling og udviklede en kærlighed til musik, på tværs af genrer. Opkaldt efter sin stedfar, jazz- og rockbassisten Bo Stief, startede Bobo på elbas, før han, som 22-årig, fandt sit sande instrument – sin stemme. Selvlært udviklede han sit håndværk gennem utallige liveoptrædener og høstede anerkendelse for sin udtryksfulde stemme og stilistiske spændvidde. Hans nationale gennembrud kom med popduoen Peaches & Bobo i 1993. Efter årtiers optræden, i en alder af 60 år, udgiver Bobo nu Missing Pieces – hans dybt personlige debutalbum, der afspejler et liv med musikalsk udforskning og selvopdagelse, samtidig med at det markerer et nyt kapitel i en livslang musikalsk rejse.

Playlist

14.02

Mit navn er ihsan saad ihsan tahir – vil du se min playliste?

»Musik for mig er den reneste kommunikation! Vi forsøger hele tiden at forstå hinanden, helt forgæves, med vores utilstrækkelige sprog, mens musik går rent ind. Jeg kan ikke komme på en mere kraftfuld og indflydelsesrig udtryksform. Den overgår billedkunst, film, teater, alt. Musik er uden undtagelse starten på alt mit arbejde; jeg tænker tit, hvis det her værk var en sang, hvilken sang var den så?«

ihsan saad ihsan tahir (f. 1995, UK/DK) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi (2025) og Goldsmiths University of London (2025) og bor og arbejder i København. tahir har tidligere udstillet på bl.a. Kunsthal Kongegaarden, Korsør (2026), SKAL Contemporary, Skagen (2025); 13 Vitrine, Lausanne (2024); Kunsthal Aarhus, Aarhus (2023;2024); Collega, København (2024); og All All All, København (2023). tahir åbner ny, stor soloudstilling på O – Overgaden d. 20. februar kl. 17 og udstiller til og med d. 3. maj. 2026.

Playlist

14.02

Mit navn er Astrid Engberg – vil du se min playliste?

»Musik for mig er som vand for planter. Og et rum til at forbinde os – til os selv, andre og verden.«

Astrid Engberg er en samtidskunstner med rødder i fortiden, der blander elektronisk-organisk jazz, soul og perkussiv minimalisme. Hendes lyd kombinerer tunge, minimalistiske produktioner med personlig historiefortælling og en spirituel kant, båret af en stemme, der balancerer følsomhed og styrke. Siden udgivelsen af sit debutalbum Tulpa i 2020, fremhævet af Bandcamp som en af sommerens bedste udgivelser, har hun modtaget Steppeulven-prisen som Årets Producer 2021 og vundet Årets Vokaljazzudgivelse ved Danish Music Awards Jazz, sammen med en nominering til Årets Eksperimentelle Album.

Engberg har optrådt live og som DJ på store danske festivaler og spillesteder, herunder SPOT, Heartland, Roskilde Festival, DR Koncerthuset og SMK – Statens Museum for Kunst.

Kortkritiklive

13.02

Aske i øret

Farvel & Peter Laugesen

Phono. 12.02

Andreo Michaelo Mielczarek

Der var noget befriende ved at se 83-årige Peter Laugesen træde ind på Phono med et nyt band og uden antydning af nostalgi. Der var ikke antydningen af en poetisk hædersrunde. Men masser af støj. Trioen Farvel – Halfdan Magnus Stefansson (guitar), Gustav M.K. Lauridsen (bas) og Jens Højbøge Mosegaard (trommer) – spillede ikke pænt omkring digteren. De lagde et massivt tæppe af stoner-rock og fri improvisation under ham, som om ordene skulle vrides fri af grus og forvrængning. Først lå musikken tung og sejtflydende. Længe. Så accelererede den. Og Laugesen accelererede med.

Han sad på en stol i hjørnet, bladrede i sine bøger og talte om daggry, om børn der leger, inden de forsvinder, om Finnegans Wake, Peter Plys og et arrigt »så tø for helvede«. Ordene kom ikke i takt – de landede som bolte på et værkstedsgulv. Laugesens baryton er stadig ru som ståltråd; den brabrandske accent nægter at blive poleret. Han spillede på mundharmonika. Det lød skævere end skævt – en forvreden blues.

Farvel kommer ud af en jazzambition, der gik i opløsning og fandt et andet spor i 90’er-noiserockens ru æstetik. Det klæder Laugesen. De tre unge musikere spillede ikke bag ham, men med ham, tværgenerationelt, på lige fod – ligesom de gør det på deres netop udgivne album. Det var ikke en højtidelig fejring af den aldrende digter. Det var en arbejdsplads fyldt med friktion. På Phono sang Laugesen – ja, sang – livets prosa hen over en mur af lyd. Stemmen skar sig ind mellem den buldrende bas og lilletrommens grus. Han talte om »løs aske i øret«. Man gik derfra med netop dét: en sitren i hørelsen. Når sproget møder modstand, kan det stadig slå gnister.