• Alexandra Hallén og Krumbuktus opførte en række værker under overskriften »Alexandras Spectacle«. © Alexander Banck-Petersen
    4/6/2021

    Til rave med Teletubbies

    Klang Festival: Alexandra Hallén & Krumbuktus

    »Nu kan alt ske, lige om lidt kommer Alexandra flyvende gennem ruden.« Jeg overhørte denne kommentar, mens vi ventede på at blive lukket ind i Koncertkirken. Døren gik op, og fire væsener med kæmpe papmachéhoveder og tylskørt lukkede os ind. Til en scenografi, der bestod af et bur bygget af neonrør. Oh yes, alt kan ske nu, tænkte jeg og trådte ind i en verden af tyl, pap, neon og teletubbier fra mine dybeste mareridt.

    Koncerten vekslede mellem kropsligt performanceteater, hvor lyden kom fra de mange mikrofoner, der var sat i neonburet, og ravemusik af den type, man går til klokken tre om natten på Roskilde. Fire sortklædte mænd i helt hvide høje hæle udførte to forskellige, velkoreograferede serier med hælene som percussion. Senere så vi fire hvidklædte kvinder, bundet sammen i et stort stykke stof, binde snore på kryds og tværs af buret for herved at skabe musik, når de kastede sig mod stoffet og kun blev holdt af de andre. Jeg sad på kanten af mit sæde, hver gang en af performerne var ved at falde, hvilken intensitet!

    Men mest fascinerende var kontrasten, da ravemusikken begyndte at spille og de fire stagehands tilfældigt, men effektivt fjernede alle paprørene fra neonburet. Ravets uplanlagte koreografi af kroppe, der intuitivt vidste, hvor de skulle hen, til de elektroniske og prædefinerede rytmer, rundede fint aftenen af, da de nu otte mareridts-teletubbier dansede rundet i salen. Jeg er stadig ikke sikker på, hvad der skete – men nøj!

  • © Emil Friis
    18/1/2022

    Twin Peaks og skattesnyd

    Emil Friis: »I Skattely«

    Emil Friis’ musik til DR-dokumentaren I Skattely fra 2013 er netop blevet genudgivet som enkeltstående album. Friis benytter en sparsom men ekstremt effektiv orkestrering, hvor guitaren, der nogle steder giver associationer til introtemaet fra Twin Peaks, er i partnerskab med en synth.Guitaren kan ofte klare sig med enkle akkordbrydninger over intuitive akkordprogressioner, mens synthen tager sig af de underliggende droner. Musikken er herved alt andet end dominerende og kompleks og resulterer effektivt i en dyster atmosfære. Men der mangler alligevel noget… de billeder, den voiceover, det narrativ, musikken skal skabe stemningen til. Og dette er styrken ved musikken.

    Særligt pladens sidste nummer, »Chasing the Man« gav mig et stød. Nummerets intro havde ikke været helt fremmed på et The Weeknd-album, og det drive, der pludselig kommer. skaber en smuk kontrast til resten af Friis’ album. Det er lige før, jeg ikke ønsker, at de nogensinde skal fange ’the man’. Denne jagtmusik er mesterlig! Tror det er første gang, jeg har oplevet, at det at lytte til musikken, har givet mig lyst til at se en dokumentar – jeg ønsker at opleve helheden!

     

  • © »Yearning to Breathe Free«
    17/1/2022

    Vokalbruset skærer i hjertet

    Halvcirkel & Dekorum: »Yearning to Breathe Free« (værker af Caroline Shaw)

    Na’na’n’n’naa… Tungen slår smut med konsonanter, der strømmer ud af ganen og bliver til et korisk bølgehav. Den panoramiske vokaleffekt er én af multikunstneren Caroline Shaws yndlingslyde. Et skummende brus om de mest intense øjeblikke i hendes kompositioner. »We will be your refuge«, synger vokalensemblet Dekorum dramatisk håndsrækkende i slutningen af tredjesatsen på liveindspilningen af Shaws To the Hands, der også citerer fra Emma Lazarus’ sonnet til Frihedsgudinden. I toppen pibler sopranerne lysende som en fakkel over det frygtsomme ocean. 

    Endelig en hel koncert herhjemme, der portrætterer den Pulitzervindende amerikanske komponist. Sammen med strygekvartetten Halvcirkel, udvidet med kontrabas, giver Dekorum et sitrende liv til nogle af de mest interessante nedslag i Shaws oevre. De to ensembler rammer hver for sig og sammen akkurat den enkle klarhed, som gør at Shaws kompositioner virkelig kan skære sine længsler i hjertet. 

    Tag bare præludiet til To the Hands. Her forvandler en nynnende chant, der bader i lysende stråler fra overtonestrygere sig pludseligt til et stort tutti – leveret patosfyldt som i en Spielberg-film. Selvfølgelig efterfulgt af na’na’n’n’naa. Hårene rejser sig! 

    Desværre drukner en del af de mere subtile detaljer i rumklangen fra Musikhusets sal. Det er specielt synd for strygekvartetterne. Det imponerende pizzicatostillads, som Halvcirkel bygger med milimeterskarphed i den svære triodel i menuetten Entr’acte, fornemmer man først rigtig, når det bliver væltet til sidst. Udgivelsen ender altså på godt og ondt som lyden af noget, man er gået glip af.

  • © Aya: »im hole«
    12/1/2022

    Kviksand på dansegulvet

    Aya: »im hole«

    Er det i virkeligheden en programerklæring, londoneren Aya Sinclair lægger ud med på sit første album i eget navn? Oven på en industriel cirkulation af strøget metal indtaler hun med let forvrænget stemme kække remser, der minder om Alice i Eventyrland. »Me, more, me, more; tick tock goes the broken clock.« Det lyder som en afsked med klubben, et løfte om spartansk lyd, fri puls og drilsk iscenesættelse.

    Pilen peger på im hole da også mere i retning af forsvindingsnumre end af dansegulvet. Bevæger vi os endelig ind på klubben, er det til en fest, hvor DJ’en spiller på hospitalsudstyr og kun slangemennesker forstår at bevæge sig langs musikkens kubistiske linjer. Aya modulerer sin stemme i flerlagede bølger, reducerer basmønstre til konturer uden hverken bund eller top og holder de melodiske elementer i stram snor som nøgne sinusmonitorer.

    Nærmest programmatisk er enkelheden halvvejs inde, hvor et banalt motiv vokser ud af en anslagstung sløjfe. Gradvist forlænges de fire toner fra rent anslag til møntklingende synth, mens deres klang og stemning gennemløber den ene forvandling efter den anden. Derefter følger så fem minutters monolog, en videreførelse af introduktionens legesyge poesi; Aya har i den grad bemægtiget sig vokalen med sit nye album.

    Allerherligst er måske den helt kranienære »tailwind«. Her dominerer et klikkende faldmotiv lydbilledet totalt, fuldstændig som at høre bolsjemasse med kuldioxid poppe i munden. Dét, og Ayas elektroniske forsvindingskunst, bliver man let afhængig af.

     

     

  • © Erik André Nes
    6/1/2022

    Ilden brænder i politisk fantasi

    Mathias Monrad Møller: »The Best Version of Myself«

    Ild slukker som bekendt ingen ild. Men tænkes kan det, at et endnu større flammehav tvinger omverdenens øjne op og får den til at reagere. Megen kunst fungerer ud fra netop den præmis: forstørrelsesglassets diktat.

    Således også hos Mathias Monrad Møller. På et originalt og iltert portrætalbum rigt på abstrakt vokal kaster han sig over ildspåsætterne Bush og Trump, men bærer kun ved til bålet: Musikken er lige så uforsonlig, som den politiske debat længe har været det.

    Det gælder også, selvom flere af værkerne arbejder med et opbyggeligt ønske om at sætte musikerne fri af det klassiske partiturs lænker. Fornemst ved udgivelsen – som vel var sidste års allermest dristige – er dog, at Møller ikke blot vrænger forudsigeligt ad verdensordenen. I stedet lykkes det ham på sin vis at opløse den.

    Bush seniors båndede tale om stor- og frihed bliver loopet til et manisk refræn gennemhullet af krigeriske orkestrale sløjfer. Som om verdens mægtigste stemme desperat prøver at overbevise ikke befolkningen, men sig selv. Det er infernalsk fængende.

    Senere forvandles Tiffany Trumps rosende ord om hendes far over 24 minutter til en vokalt fragmenteret tåge med enkle digitale spejlinger – puf, amerikansk politik destilleret til en feberdrøm.

    Møllers musik vil dele vandene. Den er politisk, men også raffineret. Nogle gange er den en prøvelse for lytteren med uforfærdet nedbarberede koncepter og tyskskolet musikalsk logik. Heldigvis er den også morsom, gennemtænkt, viljefast og ganske enkelt umulig at ignorere. Ilden brænder.


     

     

     

     

  • © You'll Never Get to Heaven: »Wave Your Moonlight Hat For The Snow Fall Train«
    5/1/2022

    Røgen i dine hænder

    You'll Never Get to Heaven: »Wave Your Moonlight Hat For The Snow Fall Train«

    At lytte til den canadiske duo You'll Never Get to Heavens fjerde album er som at forsøge at fastholde røg i sine hænder. Albummets otte meget korte sange er alle smertefuldt smukke: Den Julee Cruise-agtige vokal rammer den perfekte balance mellem indsmigrende og melankolsk, og det Brian Eno-inspirerede klaverspil har en krystalklar, nærmest glasagtig klang. Alligevel har sangene det med at undslippe ens greb og forsvinde ud i intetheden, inden de har nået at efterlade et varigt indtryk. Den impressionistiske vignetstil er uden tvivl et bevidst, kunstnerisk valg, men jeg kan alligevel ikke slippe følelsen af at have fået en smagsprøve på en meget, meget udsøgt ret – blot for at få at vide, at køkkenet er lukket. 

    Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting: Albummet er i al sin utydelighed næsten den perfekte stemningsskabende baggrundsmusik, der kan spilles igen og igen, uden at nogen nogensinde opdager, at de har hørt det før. Her er tale om ægte møbelmusik; musik, der ikke har andet formål end at skabe en akustisk vibration i rummet, som Erik Satie formulerede det. Personligt er jeg næsten sikker på, at dette album bliver soundtracket næste gang, skyggerne er lange, flaskerne er tomme og samtalerne er fulde af nostalgi. 

    You'll Never Get to Heaven hedder duoen meget sigende: Du kommer ikke i himlen, men kan måske få lov til at stå ved indgangen og beundre det hvide, disede lys i otte meget korte glimt, inden porten smækker i. Godt at Spotify har en repeat-funktion.