Hillier om Pärt
Da Arvo Pärt i midten af 1970erne udviklede sin tintinnabuli-teknik, skrev han en række værker, der kan fremføres af forskellige kombinationer af stemmer og instrumenter. På dette punkt har Pärts musik meget til fælles med bl.a. renæssancens flerstemmige musik og til en vis grad også Bachs musik. En af de ting, som denne koncert illustrerer (selvom det ikke var vores oprindelige hensigt), er bevægeligheden i Pärts musik, sådan forstået, at han har fundet det hensigtsmæssigt at omarbejde allerede eksisterende værker for nye sammenhænge eller besætninger. Grunden til dette skal findes i selve tintinnabuli-processens egenart (teknikken beskrives senere i denne artikel), og ikke i nogen form for mangel på instrumentationskundskab – Pärt er mester i instrumentalfarver, når han ønsker at være det.