Her har I mig tilbage

I 97 var det dybest set bare feje hold. Dengang løb islandske Björk med Nordisk Råds Musikpris for næsen af Michala Petri, men hvad skulle man også stille op over for så ikonisk en sangerinde? Nu skal man selvfølgelig ikke tage den slags musikpriser alt for tungt, og da slet ikke så geopolitisk knudrede størrelser som Nordisk Råds Musikpris. Alligevel har den danske delegation i år givet Petri et forsøg mere, og det er på alle måder et ‘opgraderet produkt’, vi har sendt af sted denne gang.

Siden sidst har Petri ikke bare modtaget Sonningprisen og et ridderkors. Der er også blevet skrevet et utal af nye værker specifikt til den københavnske blokfløjteveteran. Vivaldi og Telemann lusker stadig rundt i hendes repertoire, men nu er det side om side med Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Bent Sørensen, Peter Bruun, Axel Borup-Jørgensen, Vagn Holmboe, Thomas Koppel, færøske Sunleif Rasmussen og svenske Daniel Börtz. Alle sammen komponister, der tidligere har modtaget eller været nomineret til Nordisk Råds Musikpris, og det er jo ikke kun godt med henblik på Petris egne chancer for at slutte sig til selskabet – det er også godt for selve blokfløjten, at den finder en vej tilbage i samtidsmusikken efter længe at have været udkonkurreret af tværfløjten.

Det er også godt for selve blokfløjten, at den finder en vej tilbage i samtidsmusikken efter længe at have været udkonkurreret af tværfløjten

Ambitionen om at gøre instrumentet nutidigt har fulgt Michala Petri siden de første udgivelser i halvfjerdserne. Det var ganske vist barokken, der fyldte mest – for de fleste værker for blokfløjte blev nu engang skrevet i barokken – men komponister som Henning Christiansen og Luciano Berio sneg sig også med som sjældne gæster, og det viser bare, at det ikke kun er inden for de seneste ti år, man har taget fejl, hvis man udelukkende har forbundet Petri med Bach-industri og støvkostklassik. Alligevel er det ret tydeligt, at der er sket en udvikling, siden hun sammen med Lars Hannibal stiftede pladeselskabet Our Recordings i 2006 og derefter selv har haft den kunstneriske kontrol over sine udgivelser.

Det kastede i august to nye plader af sig. Den ene, Danish & Faroese Recorder Concertos, er en del af Petris serie med nutidige blokfløjteværker fra hele verden. Den anden, Nordic Sound: Tribute to Axel Borup-Jørgensen, er en indspilning af en håndfuld værker, som blev komponeret til minde om Borup-Jørgensen og opført på Louisiana i forbindelse med det, der ville have været hans 90-års-fødselsdag sidste november.

Genspejl i en gammel tryllesø
Komponisterne overlapper på de to udgivelser. Nok er Petri ansvarlig for et boom i blokfløjterepertoiret, men bredere er udvalget dog heller ikke, end at Sunleif Rasmussen og Pelle Gudmundsen-Holmgreen begge har et værk med på hver af pladerne. Ikke at det gør noget, for sammen med Bent Sørensen står de bag de mest spændende af værkerne – ej at forglemme genindspilningen af Axel Borup-Jørgensens Sommasvit (1957), der er et hurraråbende, roligt ulmende ekko fra fortiden, som Nordic Sound-værkerne i forskellig grad har spejlet sig i.

Michala Petri og Laplands Kammerorkester spiller Bent Sørensens »Whispering«. © Our Recordings

Og navnlig værkerne på Nordic Sound lyder også godt rent indspilningsmæssigt. Umiddelbart efter Louisiana-koncerten tog Petri med Laplands Kammerorkester og den tyske dirigent Clemens Schuldt til Lapland og optog værkerne, og det er lykkedes helt enormt godt. Ikke at Aalborg Symfoniorkester under ledelse af Henrik Vagn Christensen gør det dårligt i Musikkens Hus på den anden udgivelse, men der lægger rummet altså en dæmper på intimiteten. Og det er klart, at den lydlige nærhed og detaljeringsgrad gør meget for ny musik-værker.

Det hører man allerede i Sørensens Whispering (2014), der lyder som en sørgende hyldest til den hviskende Borup-Jørgensen. Her glisserer Petri klagende rundt imellem og over isnende strygere. Der er en overbevisende ubestemthed, som efterhånden glider over i en først kækt melodiøs, men siden melankolsk retning. Til sidst lægger musikerne sig så langt tilbage i lydbilledet, at man kan høre rummet knirke, og værket går langsomt i stå, før det helt opløser sig selv. En meget dragende åbning af Nordic Sound.

Rigtigste kaos
Gudmundsen-Holmgreen optræder som sagt med to værker, men de kunne næsten ikke være mere forskellige inden for hans univers. Chacun Son Son (2014, ‘hver med sit næb’) er en klassisk Pelle med en næsten bolero’sk opbygning af det åbne, stridende samtalekøkken. Her er Petri ‘degraderet’ til at træde ind på linje med resten af træblæsergruppen i Aalborg Symfoniorkester, men det ville også være mærkeligt med en tyrannisk solist i hans musik – det er jo netop det evigt kævlende kaos, der hersker. I hvert fald som regel, for på Music for 13 Strings (2014) følges instrumenterne organiseret ad i deres mærkelige retninger, i øvrigt helt uden blokfløjte. I begge tilfælde er der en insisterende aggressivitet, og selvom formen er abrupt og kaotisk, bliver det som altid hos Gudmundsen-Holmgreen aldrig kedeligt eller frugtesløst at lytte opmærksomt til. Altså: Fedt, mand.

»Chacun Son Son« (2014, ‘hver med sit næb’) er en klassisk Pelle med en næsten bolero’sk opbygning af det åbne, stridende samtalekøkken

Lidt anderledes forholder det sig med Sunleif Rasmussens Territorial Songs (2009) og Winter Echoes (2014), der også gør sig i det kaotiske. Hvor de enkelte stemmer hos Gudmundsen-Holmgreen finder sammen om et udtryk, der rummer det modsatrettede, er Rasmussens samlede udtryk mindre absorberende. Lunefuldheden er afløst af en mere gold iscenesættelse af konflikt og halvhjertet forbrødring. Begyndelsen af Territorial Songs er for eksempel et drama mellem en manisk forvirret blokfløjte, en autoritativ kirkeklokke og et abrupt intervenerende orkester, der skal banke fløjten på plads; kaosset virker dog alvorligt teatralsk og serielt styret. Den afstand, man bliver holdt på, forsvinder aldrig rigtigt, og derfor bliver det en ambivalent oplevelse at lytte til Rasmussens værker. De kan noget, men det er, som om de befinder sig bedst på en scene.

I kampens hede
Hvor musikprisværdigt Petris indsamlingsarbejde end er, er det selvfølgelig ikke lige godt det hele, heller ikke på de to nye plader. Thomas Koppels Moonchild’s Dream (1991) bliver ikke bedre, uanset hvor mange gange Petri indspiller den – og nu er det tredje gang. Selvom værket står som en af hjørnestenene i hendes livslange projekt, passer det dårligt ind i selskab med Rasmussen og Gudmundsen-Holmgreen på Danish & Faroese Recorder Concertos. Det er dybest set et Gheorghe Zamfir-værk (ham, der spillede panfløjte, sidst du kørte i taxa). Klichéerne og de skamredne harmonier kæmper med endeløs vibrato og overflødige toner om at stå i kø foran banaliteternes henrettelsespeloton, men af en eller anden grund – eller måske derfor – er det altså et værk, som mange holder af. I hvert fald Michala Petri.

Michala Petri og Aalborg Symfoniorkester uropfører Pelle Gudmundsen-Holmgreens »Chacun Son Son«. © Our Recordings

Meget bedre bliver det ikke i Thomas Clausens Concertino for Recorder & Strings (2014) ovre på Nordic Sound. De fire satsers pastiche over Hollywood, Bach og Mozart driver ned ad højttalernes membraner, indtil du står i neobarokt sukkervand til anklerne. Det ville måske passe ind i et andet selskab, men ikke her. Koppel og Clausen er selvfølgelig også de grimme ællinger på de to plader. Rockpioneren og jazzpianisten – det var et sats. Og endelig mangler Mogens Christensens Nordic Summer Scherzo (2014) en egen identitet, men til gengæld excellerer Petri her mere end i nogen anden komposition med virtuose teknikker, løb og spring – det virker næsten som et udstillingsvindue for blokfløjteri.

Heltetragisk tilbagevenden
Lad os være ærlige et øjeblik. Jeg var skeptisk, da jeg fik stukket to cd’er med blokfløjte i hånden. Jeg mener, hallo – blokfløjte, right? Jeg har trods alt også gået til musikskolekoncerter engang. Men jeg blev overrasket over det væld af udtryk, Michala Petri behersker. Ikke bare det klanglige spænd fra bas- til sopranblokfløjte, men også overtoneteknikken og de afsindige løb, hun præsterer. Kun da der gik Zamfir i den på Moonlight’s Child, fik jeg mine fordomme bekræftet; resten af værkerne har talt til mig som ny musik på linje med alt anden ny musik. Petri er både virtuos og udtryksfuld i sit spil, selvom det også kunne være spændende, hvis det af og til lød lidt mindre suverænt, og så er hun visionær i sit arbejde med at indsamle nutidige værker for instrumentet. På alle måder en værdig modtager af Nordisk Råds Musikpris.

Alligevel ender vi nok med blokfløjtehåret i postkassen, når modtageren annonceres tirsdag i Reykjavik. For gælder der én regel for Nordisk Råds Musikpris, så er det, at man skiftes til at være mest værdig til at vinde. Og sidste år vandt altså Simon Steen-Andersen for Black Box Music. I øvrigt fuldt fortjent, men det levner ikke Michala Petri mange chancer. Ikke siden år 2000 er det sket, at et land har modtaget statuetten og det gyldne håndtryk to år i træk. Og statistikken siger det klart: Når det endelig sker, sker det som regel for Finland.

Så selvom hun har allieret sig med en hær af tidligere vindere og nominerede, og selvom de to nye udgivelser viser, at Petri er på toppen af sit kunstneriske virke, så ser det sort ud. Men op på hesten igen. Vi skal have den forbandede pris til Petri, om så det først bliver i 2033. Måske kan vi få Steen-Andersen til at skrive et værk for blokfløjte og Wii i mellemtiden. For slet ikke at tænke på samarbejdsmulighederne, hvis det bliver den færøske doom metal-gruppe Hamferð, der modtager prisen tirsdag ...

Læs mere om nomineringerne til Nordisk Råds Musikpris – ikke mindst den danske musiker HVAD – i dagens nyhed herom.