Ikke den royale rockstjerne, man kunne ønske sig
Det ender med at lyde som en march, der har glemt, hvem den er skrevet til.
Use " " to search for an exact phrase. Use AND, OR, and NOT (in caps) to refine your search.
Det ender med at lyde som en march, der har glemt, hvem den er skrevet til.
Alt burde spille, når O Future iscenesætter rejsen mod Hades – men det gør det ikke.
Tre kunstnere sprængte bordets rammer og gav teknologien krop.
»Et poetisk og præcist lydlaboratorium, hvor musikken opstår i tøven og vokser frem som et levende væsen.«
»Jeg elsker at være en del af ritualet, som heler vores glemte forbindelse til naturen, som er forudsætningen for vores liv.«
»Da tungsindet returnerede med fornyet kraft, var det Kjærgaard, der med larmende guitar lagde sig hen over følelsesafgrunden. Det var smukt og brutalt.«
Som et skævt, krøllet bånd bobler melodierne frem, og de skæve taktslag gentages med en ridset LP’s haltende tempo.
Man kan som lytter ikke stille andet op end at overgive sig til Amalie Dahl og gruppes overbevisende styrkedemonstration.
»Henrivende. Man forlod KoncertKirken lidt højere, gladere og mere legesyg.«
Helstøbt, men uden udfordring til lytterne er indtrykket af Josefine Opsahls nye værk.
»Phantom Orchestra« er et forrygende, smågalt eksperiment, drevet af en vilje til at skabe sammenspil i kaos.
Overraskelserne bliver ved med at stå i kø i øregangene med Xenia Xamaneks nye hybridværk på repeat.
Hammerstrøm demonstrerer på omtrent halvdelen af numrene, at han evner at skabe virkelig smuk musik.
Begge konfronterede lydens grænser med kompromisløs dedikation og viste, at lydkunst ikke blot handler om at spille, men om at forvandle.
En verden så fjern fra Roskildes inferno, at man næppe kan se, hvor enderne mødes. Men det gør de, den nat på Roskilde.
Det er svært ikke at blive nærmest fysisk begejstret over albummets intense kontraster mellem nærvær og smadder.
Dette er et album, der lige så gerne råber, som det snor sig.
»Kirstine Fogh Vindelevs diskrete lydside til power-forestillingen 'Animal' skaber tiltrængt vejrtræning i Alexandra Moltke Johansens fortættede tekst.«
»De små skrattende bib-lyde fra satellitternes resonans skabte også musik.«
Der er noget charmerende kikset over Shibuyas poppede og overdramatiske kompositioner og androidvokalens klæge kawaii-faktor.
Selvom de mange kontraster skabte en ret episk koncert, efterlod de mig også lidt splittet.
»Slentrende passager og boblende samklange, der lige akkurat strejfede en sær form for tempo.«
Hvis jeg vågnede i en guldseng med en masse fremmede mennesker omkring mig, ville jeg elske at lytte til samme soundtrack som Jeppe.
Skvulpende smukt, sitrende enkelt og næsten selvudslettende diskret.
Et nødvendigt album for alle dem, der ikke er bange for mørket.