Pirrende stilstand
»’Concerto Grosso’ er moderne minimalisme, og det er rimeligt at kalde det Allan Gravgaard Madsens æstetiske magnum opus.«
Use " " to search for an exact phrase. Use AND, OR, and NOT (in caps) to refine your search.
»’Concerto Grosso’ er moderne minimalisme, og det er rimeligt at kalde det Allan Gravgaard Madsens æstetiske magnum opus.«
For femte gang sendte Badesøen Festival i år kunsten ud, hvor den ikke kan bunde. Og hvad gør man så: spræller for livet. Det er forunderligt at høre musik i Albertslund.
»'Atrium' er en lydlig sanseoplevelse, en givende rejse ind i Opsahls univers.«
»Hører jazz fra rummet hjemme på en festival, der elsker kopier og retromusik? Ja, vel lige så meget som folk med antenner på hovedet.«
»TLF Trio formår på fineste vis at kombinere genrerne på et album, der vil kede den traditionelle lytter og glæde mennesker med hang til eksperimenter og den gode samtale.«
»Med Living Torch understreger Kali Malone blot, hvorfor hun i mine øjne er en af de mest interessante nyere stemmer inden for drone og minimalistisk musik.«
Tour de France findes ikke uden sin lyd. Lyden findes heller ikke uden løbet. Derfor er begge dele besjælet af hinanden.
I svømmehallens fugtige rum kommer klassesamfundet til genforhandling, når sangere fra koret Ensemble Edge driver gennem det klorholdige vand i scenograf og instruktør Jon R. Skulbergs og komponisten Lil Lacys seneste produktion, »CRAWL CRAWL CRAWL«, som de kalder en følsomhedsanalyse af ulighedens væsen. Stykket spiller 28. og 29. juli i Helsingør Svømmehal under Passage-festivalen.
»Imellem riter, depression, angst, kaos og paranoia anes et humoristisk glimt i øjet, der til dels gør det til en udholdelig oplevelse og til dels viser, at SVIN ikke er et selvhøjtideligt martyrium.«
»Per har altid været i øjenhøjde med mig, lige meget hvilken alder, jeg har haft,« siger Emilie Molsted Nørgaard om sin farfar, Per Nørgård.
Per Nørgård har altid haft et lykkeligt forhold til tidens dimension. Mens mange mennesker mener, tiden går hurtigere og hurtigere, jo ældre de bliver, har han det selv lige omvendt. Nu fylder komponisten 90 år.
»I stedet for at dekonstruere en opera ender Ahvenniemi med at rekonstruere en masse referencer og parrer Mario Brothers-lyde med et Göethe-digt.«
»Når 'Canto' ad flere omgange også gør tilnærmelser til det eksperimentale uden at følge ambitionen til dørs, mister jeg retningssansen.«
»Jeg har det vanskeligt med musikkens hang til indspist mikroskoperi. Lad os da bruge undersøgelserne til noget. Det bliver lidt høvisk. Men delikat lyder det.«
Engang var Roskilde en rigtig rockfestival, der satte tidens overfladepop skakmat. I 50 år er folk flokkedes på Dyrskuepladsen, og der er så kønt derude med glimmer på kinden og frigørelse i fuldt flor. Men hvad med drømmene? De store drømme? Tidligere og nuværende Seismograf-redaktør var i marken og skrev beskeder til hinanden.
»En udgivelse, der netop brillerer med sin åbenhed, og kun mister sin glans i de øjeblikke, hvor denne åbenhed føles stækket.«
»L’Rain var ikke spor rowdy. Påtaget støj, uddannet kaos. Ikke lige den slags rodebutik, jeg havde håbet på.«
»Det er aldrig nemt at forlade en kult, når man først er med i den. Jeg tror ikke, at jeg var den eneste, der ikke ville have, at koncerten med Ak Dan Gwang Chil skulle stoppe.«
»Der var masser af digtning, men ikke så meget poesi; masser af sangskrivning, men ikke så meget musik.«
»Ungdomsoprøret blussede i de indtrængende stemmer, og det voksede til en ilter modstandskraft, når alle pigerne sang sammen. Vidunderligt!«
»Der var noget sært passende ved, at Roskilde Festivals uden sammenligning mest punkede performer samtidig viste sig at være den største hippie.«
»Aftabs måde at kombinere sorte sange med lige så sort humor mindede mig om Leonard Cohen.«
»Der boede et destilleret musikalsk sammenhold i de muterende rytmer, som gjorde den højintense koncert til en livsbekræftende og meget rørende oplevelse.«
Heidi Mortenson udfolder sig i dag under det nonbinære kunstnernavn Phtalo. Ved hjælp af sin intuition har den elektroniske globetrotter fundet balancen i et liv, hvor autisme er et levevilkår, og kønsidentiteten – ligesom musikken – er dynamisk og konstant indtager nye former.
»Festligt var det, men man fik hurtigt grint af, da musikken viste sig at være et stort formmæssigt rod, ufrivillig lo-fi, alt for spids i toppen.«