Lad os synge om cyklus
Det er en vellykket EP, der vil lytteren noget: Det stærke tekstforlæg etablerer en klar kompositorisk retning uden svinkeærinder
Det er en vellykket EP, der vil lytteren noget: Det stærke tekstforlæg etablerer en klar kompositorisk retning uden svinkeærinder
»Vildnis« fremstår alligevel som en helstøbt og fin oplevelse, eksperimentets uforudsigelighed til trods
Men jo, I gik glip. I særdeleshed af unge Albert Laubel, der gjorde det, man håber, nogen gør, når man går til den slags koncerter: pludselig markerer sig, lover noget for fremtiden
Barwicks filmiske fløjten og Lattimores harpearpeggios fandt alligevel et lys i det dystopiske mørke
TAK Ensemble demonstrerer endnu en gang en bemærkelsesværdig sensibilitet over for lydens materialitet og inviterer lytteren til at bevæge sig ud over nutidens ofte barske overflade – og måske igen trække vejret lidt friere
Selv de mest brutale lyde i Laura Bowlers »The White Book« besad en forfinet og afvæbnende skrøbelighed
Vanessa Amara sad fast i terapeutisk deephouse, mens Soli City kom til Beboerhuset med en overflod af opklippet hyperpopæstetik og melankolsk spoken word
Man savner, at Squarepusher enten havde kastet sig dybere ind i det orkestrale eller stolet mere på det, han faktisk mestrer, og givet elektronikken friere spil
Laurie Anderson og Sexmob forenede slideshow, musik og politisk refleksion i en tør, legende og overraskende håbefuld koncert i DR Koncerthuset.
»Music for Intersecting Planes« rummer noget langt mere porøst og åbent end Malone og Bordreuils tidligere værker
Til sidst sidder man tilbage med en fornemmelse af at have deltaget i en forelæsning snarere end en opera. Min sidste note inden tæppefald: Will this be on the test?
Manchester Collective lod længsel, brud og skønhed sive gennem nutidens britiske musik