Fra cringe til kosmos – og tilbage igen
Overværede jeg lige et seksuelt samkvem med en kæphest/-enhjørning? Ja. Kan den slags virkelig vare 45 minutter? Nej. Men kun fordi basbaryton Jacob Bloch iførte sig en glimmerdragt halvvejs gennem værket og i stedet lod sig jagte af en digital teddybjørn. Det var mærkeligt, men trods alt bedre end første dels blufærdighedskrænkende kollektive overgreb. Denne elektroniske opera, Me & Stjärna af Alexandra Hallén, havde verdenspræmiere første aften på Spor Festival og blev genopført den følgende dag, hvor jeg forventningsfuldt havde indfundet mig på Godsbanens Åbne Scene.
Overværede jeg lige et seksuelt samkvem med en kæphest/-enhjørning? Ja. Kan den slags virkelig vare 45 minutter? Nej
Værket var beskrevet som en opera iscenesat med løbebånd, hvor den fysiske udmattelse ville indvirke på sangerens åndedræt og dermed den musikalske struktur, mens Stjärna-figuren (altså kæphesten) skulle fungere som et objekt for ugensidigt og uforløst begær. Men tro mig – der var både forløsning og gensidighed fra Stjärnas side.
Den overgjorte seksualisering blev forstærket af det stønnende åndedræt, og det var simpelthen så cringe, at jeg næsten ikke kunne blive siddende i stolen. På trods af kunstnernes tydelige dygtighed, var formen indforstået på en måde, der bare blev alt for intim. Og der var børn til stede! Hvis bare nogen i salen havde turdet bryde ud i fuld latter (hvad kunstnerne helt sikker lagde op til) frem for vantro rysten på hovedet og hvad-har-du-inviteret-mig-med-til-grin. Det sluttede heldigvis med en vellykket sørgesang til den afdøde Stjärna ledsaget af en analog hulkort-spilledåse. Så kunne vi lige puste ud. Jeg sad tilbage med mange tanker om teatrets magt til at lade publikum være i det provokerende og groteske. Med den magt følger også et ansvar for rent faktisk at ville sit publikum noget. Jeg ved ikke, hvad den enhjørning ville mig. Det værste er, at værket lykkedes med at påvirke mig dybt. Jeg følte mig virkelig forulempet, og det var faktisk noget at ringe hjem om. Pokkers!
Jeg følte mig virkelig forulempet, og det var faktisk noget at ringe hjem om. Pokkers!
Talkshowet som kompositionsmaskine
Noget, der til gengæld virkelig var sjovt, var Michael Hopes Late-Night Lineup på Turkis fredag aften. Promenerende ned ad midtergangen med sit eget ansigt printet på t-shirten bragte Hope ny musik til folket.
I en stringent komposition kommenterede han på talkshow-genren i relation til ny musik og var i fint selskab med tre andre performere og ensemblet K!ART, der i dagens anledning var installeret som husorkester med guitar, bas, trommer og synth. Det havde fået udleveret, hvad der må være et meget svært gennemskueligt partitur, men de toner, der lød til at være tilfældigt spredt ud over talkshowet, var knivskarpe. Det var sjovt, fordi det var ren form: Hilsner blev gentaget i det uendelige, interviews bestod kun af fyldord, scenen var oversvømmet af overdrevet merch – endda sutter med Hopes ansigt på. Der var en sparsomt klædt mand, der viftede med tilfældige reaktionsskilte, og man måtte hele tiden være på vagt, for de spillede bogstaveligt talt publikum som instrument til at sukke, gispe, klappe, grine ude af kontekst til man til sidst frygtede hans konstante krav.
Det var ren form, indtil selv formen forsvandt. Publikum blev hevet op på scenen for én efter én at assistere med en ny opgave i de nyttesløs kompositoriske elementer. Normalt tænker jeg publikumsinddragende teater som min egen, personlige udgave af helvede (introvert), men dette føltes trygt på en måde. Som om vi i publikum hele tiden havde været en del af værket. Jeg forstod dog ikke helt koblingen til ny musik, udover at den var indlejret i talkshowet og dermed blev serveret i en ny form. Men kunne dette have foregået på en hvilken som helst anden festival som kommentar til genrebestemte, kommercialiserede former? Eller var det en kritisk stikpille til den indforståede, overformaliserede kompositionspraksis, der som en maskine producerer ny musik, men bare bytter rundt på de kompositoriske elementer i en kendt form – indtil formen kollapser?
Symfonisk maskinkraft
Et højdepunkt på festivalen var Simon Steen-Andersens Grosso, en stor komposition for symfoniorkester og kvartet af hammondorgeler og slagtøj. Heldigt, at der netop fandtes en sådan kvartet i form af amerikanske Yarn/Wire, som for første gang gav koncert på dansk jord til denne koncert med Aarhus Symfoniorkester. Grosso varede præcist 38 minutter, og det var med dyb koncentration og overmenneskelig koordination, at de fire solister mestrede både slagtøj, hammondorgler, boremaskiner, mundharmonikaer, kalimbaer og en kæmpestor ikonisk Leslie-højttaler, der rytmisk skulle tændes og slukkes. Dens snurrende maskineri stod midt på scenen og stjal lydbilledet ved at tilføje en dyb brummende energi til værket som en art femte solist. De maskinelle lyde, klik, støj og overtoner fik en fremtrædende plads, og symfoniorkesteret som gigantisk maskine imiterede skarpt både boremaskiner, dybe undertoner og snurrende lyde. Der var hvislen fra blæserne og drøn fra slagtøjet, som skabte en dundrende oplevelse, som ikke kan efterlignes på hjemmeanlægget. Dette værk er live i kroppens og rummets resonans. Og det kræver en ret specialiseret kvartet til at bære de vigtige solistroller. Spørgsmålet er, om værket kan spilles uden Yarn/Wire?
Grosso var således svær at efterfølge, og Anna Thorvaldsdottirs AIŌN havde heller ikke helt samme energiske kraft. Det var i stedet virkeligt … islandsk. Det var en åben lyd med store flader. Den første sats, »Morphosis«, åbnede med en lang akkord uden terts, som blev forandret til forskellige skalaløb. De to følgende satser, »Transcension« og »Entropia«, havde samme energi og opbygning, men det var ikke negativt. Det lød som naturens storladne kontrast til den maskinelle storladenhed i Grosso. Der var rytmisk diskrepans, træagtige lyde fra strygerne, storm, susen og disharmoni, som om selve musikken var lavet af svært kontrollerbar natur.
Vandets mekanik
Ud over symfoniorkesteret, Lesliehøjttaleren og hulkort-spilledåsen var der flere, som tog livtag med det musikalsk maskinelle. Video-installationen Boy World Effigy II af kunstnerduoen Hart Lëshkina på hovedbiblioteket Dokk1 udforskede koret som social maskine, der former identitet.
Som Marie Højlunds værk Svanesang, havde de Herning Kirkes Drengekor i hovedrollen (og endda med samme korværk!), som et mikrokosmos for større sociale dynamikker mellem disciplin og improvisation. Værket var iscenesat i audiovisuelle brudstykker båret af drengekorets velvillighed og professionalisme, men jeg oplevede også en lidt ubehagelig undertone af incel-kultur, som om værket også pegede på nogle større maskuline strukturer – måske særligt i den samtidige kontekst af Netflix-serien Adolescence.
Naboinstallationen Strategic Opacity, Opus 26 af Toke Højby Lorentzen var et bjergtagende værk, som var svært at forstå: Et glasfiberpartitur, der egentlig lignede et hullet stykke tekstil, hang fra loftet. På video kunne man se, men ikke helt gennemskue, partiturets gennemspilning og dens lyd/støj (som i øvrigt ofte kolliderede med Boy World Effigy II – hvordan afgrænser man lydværker?). Det er et værk, som virkelig udforsker lydens maskinelle materialitet, som man kan granske længe, underligt tilfredsstillende og uforløsende på samme tid.
Det mest bjergtagende elektroniske indslag var Feeling Body med kenyanske Nyokabi Kariuki og det finske defunensemble
Festivalens sidste installation, Bird Choir af Sandra Boss og Katrine Würtz, var placeret i Godsbanens foyer. Værket bestod af forskelligartede vandfyldte keramikfugle og en komposition af luftbobler, som blev blæst ind i fuglene gennem et mekanisk system, så der opstod fuglekvidrende lyde.
Værket kommenterede på både biodiversitets- og klimakrise ved at være fiktive fuglearter, som måske engang kan findes på dansk jord. En lignende interesse for vandets både mekaniske og musikalske kvaliteter sås hos japanske Tomoko Sauvage, der afsluttede torsdagens program med værket Water Bowls på spillestedet Radar.
Vandskålene var udviklet som et elektroakustisk instrument suppleret af naturlyde fra sten og vand. Nogle steder blev det næsten helt kriblende ASMR-agtigt, mens andre lyde gav den omvendte effekt, hvor alt i kroppen stritter af ubehag. På den måde gik værket og lyden som fysisk kraft direkte i nervesystemet.
Der var naturligvis også mere rendyrket elektronisk musik repræsenteret på årets Spor Festival. Værket Thankful af Klara Lewis leverede den samme dundrende oplevelse, som Steen-Andersen var på jagt efter med Leslien og symphoniorkesteret – men på speed. Ledsaget af kontrapunktiske videoer af bl.a. vejende silkestoffer, drønede lyden gennem øregangene og satte rummet i svingninger, men lydniveauet blev til tider for højt og intenst til, at det blev en behagelig oplevelse. Også værket There af Sophia Sagaradze var et rent elektronisk udtryk, der blev introducerets som både højt og aggressivt, men holdt et tilpas niveau med langsom opbygning og knitrende tordenvejr.
Turkis var fyldt til bristepunktet, og det blev også en hybrid-genre mellem popkoncert og ensemblemusik med hujende tilråb, fortælling mellem sangene og eksperimenterende lydformater
Stemmen som transformation
Det mest bjergtagende elektroniske indslag var Feeling Body med kenyanske Nyokabi Kariuki og det finske defunensemble bestående klaver, cello og basklarinet. Et både enkelt og monumentalt samarbejde, hvor det elektroniske og analoge mødtes symbiotisk, som mødet mellem elektroniske vandlyde og trælyde fra pianistens armbånd ledsaget af diskrete slag på flyglets kasse.
Turkis var fyldt til bristepunktet, og det blev også en hybrid-genre mellem popkoncert og ensemblemusik med hujende tilråb, fortælling mellem sangene og eksperimenterende lydformater – nogle steder med tydelig jazzinspiration i klaverets akkompagnement. Og så den stemme … Et register, jeg aldrig har hørt magen til. Kariuku lagde fra land i et stabilt randregister, lyst og målrettet, men blev overrumplet aft noget inde fra et ukendt mørke, dybe groans, som blev loopet på et sprog, vi ikke forstod. I pauserne talte hun med en helt tredje stemme; sart og hæs, uden sangstemmens kraft. Kamælæonen Kariuki skiftede hele tiden form, og det var fantastisk. »Taste me like language« sang hun, og vi smagte på ordene, stemmen, sproget, fraseringerne. Koncerten sluttede med et sneak-peek på Kariukis nye album, der var mørkt og cello-præget med hårde anslag i klaveret, mere udadvendt og næsten aggressivt insisterende på lyden af modersmålet Gĩkũyũ. Det kan vi glæde os til.
Kamælæonen Kariuki skiftede hele tiden form, og det var fantastisk
Således præsenterede Spor publikum for mange slags musikmaskiner: Både dem, vi kender (koret, symfoniorkesteret eller Leslie-højttaleren), men også dem, vi ikke kender så godt, som glasfiberpartiturer, hulkort og flere lydmaskiner, der var drevet af vand. Der var vand i fuglekor og i skåle, elektroniske vandlyde inde og ude fra kroppen, og disse alle med en kvindelig afsender. Er det en bevidst/ubevidst interesse for hydrofeminismen, den teoretiske tænkning, der handler om kroppenes forbundethed gennem vand? Eller bare en drift mod at finde musikken i alle elementer – og helst i analoge materialer, der var her i forvejen?
Spor Festival, Aarhus, 22.-24. april 2026