© Anna Maggý
»For mig er musik alt, hvad der vibrerer.«
Bára Gísladóttir er en islandsk komponist og kontrabassist bosiddende i København. Hendes arbejde er generelt baseret på tanker om tilgangen til og konceptet om lyd som et levende væsen.
Alt liv har ret til at leve
Lara Tacke, Alexandra Moltke Johansen, Kirstine Fogh Vindelev, Katinka Fogh Vindelev, Freya Sif Hestnes: »Animal«
© PR
Det er den voldsomme og vilde tekst, der hænger som et massiv i det nøgterne scenerum på Sort/Hvid efter 80 minutters rasende, raserende monolog i forestillingen Animal. Skuespilleren Signe Egholm Olsen står tilbage som en dyrisk gudinde, der har gennemført sit eget renselsesritual. Et ritual om at være mor og om moral for dyr og mennesker – flankeret af de tre ordløse, klassiske sangere Katinka Fogh Vindelev, Nina Smidth-Brewer og Hávard Magnussen, der fungerer som et kor i en græsk tragedie. De illustrerer og iscenesætter teksten med præcise klange.
Animal er baseret på Alexandra Moltke Johansens debutroman fra 2022 af samme navn og rummer et stort overskud af betydning, som kyles i ansigtet på publikum fra begyndelse til slutning. Bekymringer, angst, vrede aktivisme, sorg og tvivl, der knytter sig til det at være gravid og blive mor til et »unyttigt« barn med Downs syndrom i en verden med klimakatastrofer, krig, umenneskelig politisk kynisme og grådighed. Alt sammen flyder fra morens indre samtale som en lang moralsk overvejelse og udgydelse i en scenisk tour-de-force fra det klinisk rene og falske i en wellness spa – til et materielt kaos af jord, grene og sved.
Kirstine Fogh Vindelev har komponeret en lydside, som gør, at vi overhovedet kan ånde. Diskrete korklange, små elektroniske passager, lidt barbershop, skrig og en popsang får vi kilet ind i mellem ordene. Det er simpelt og ligetil. Musikken får lov at kommentere og tale med som en slagskygge til de mange ord, men får ikke på noget tidspunkt lov til at være hovedperson eller for alvor skabe sit eget rum i forestillingen. Vi kunne ellers sagtens trænge til en anden form for sanselig refleksion end den, ord og tale kan skabe.
Man mærker den ustoppelige strøm af inspiration
The Firebirds & Nordic String Quartet: »Adaptations«
© PR
På baggrund af en række af trioen The Firebirds’ improvisationer har seks komponister udarbejdet nye værker for strygekvartet, som så igen danner grundlag for nye jazzimprovisationer. Det er der kommet utroligt vellydende musik ud af. Og ikke mindst meget af den. Man mærker den ustoppelige strøm af inspiration, som den potentielt uendelige adaptionsmetode har foranlediget: Det i forvejen lange album har æren af at være den eneste udgivelse af ny kompositionsmusik, jeg kan huske at være stødt på, som fås i en deluxe-udgave med bonus tracks.
Et fascinerende aspekt af Adaptations er den stilistiske afsmitning mellem jazzen og den klassiske musik. The Firebirds har formentlig taget navn efter Stravinskys Ildfuglen, og det er passende, for hvis albummet minder mig om én ting, er det Stravinsky, når han var allermest jazzet (eksempelvis Koncert for klaver og blæsere fra 1923). Ét øjeblik gjorde særligt indtryk på mig: Det gælder overgangen fra improvisationen »Nocturnal Dance« – der med sin tunge, funkinfluerede basgang, sin nærmest dansable rytmik og sine lidenskabelige saxofonhyl lyder som fusionsjazz alla Herbie Hancock anno 1973 – til dens strygeradaption: komponisten Mauro Patricellis »Fato«. Et stykke musik, der overraskede mig dybt med sin storslåede dramatik og nærmest romantiske schwung (ikke ord, jeg ofte bruger til at beskrive ny musik). De to stykker musik har ikke meget til fælles, men alligevel er forbindelsen tydelig: Det er som om, de spejler hinanden i deres energiske fremdrift og maksimalistiske udtryk. Adaptations er fyldt med den slags overraskende, tankevækkende konstellationer.
Hvis John Malkovich kunne synge, ville det være djævelsk sang
John Malkovich, Michael Sturminger, Marie Arnet, Theodora Raftis, Martin Haselböck, Orchester Wiener Akademie: »The Infernal Comedy: Confessions of a Serial Killer«
© Anders Hede/Musikhuset
»Please, conductor play and give me some fucking peace«. Massemorderen – og nu forfatter, for det blev han i fængslet – Jack Unterweger (John Malkovich) kræver mere »old fashioned music«, mens han fortæller om sine barbariske handlinger i Wiens skove. Vi er til Unterwegers bogreception. Barokorkesteret Orchester Wiener Akademie sidder på scenen som vidner, mens Malkovich strangulerer sopranerne Marie Arnet og Theodora Raftis med deres undertøj til arier af Mozart, Vivaldi og Haydn. Jo, opera handler ofte om mænd, der slår på kvinder.
»I don’t usually like this kind of music, it makes me nervous«. Ja selvfølgelig, for barokmusikken spillet på periodeinstrumenter er ikke bare laber baggrundsmusik, men en aktiv fortæller, som »forstyrrer« den salgstale af en monolog, og den frastødende sandhed, som Malkovich gerne vil dele med os – mordet på ni prostituerede. Han vil hellere være morder end ingenting, siger han. Men de to sangere får ham også til at ralle på jorden som et barn; han hiver efter vejret, bliver ukomfortabel i sit hvide jakkesæt. Disse momenter løfter The Infernal Comedy til mere end et smart koncept (kendt skuespiller, ok kendt orkester, autentisk mordhistorie). Kvinderne får et glimt af værdighed, mens Malkovichs Unterweger mister den. Hvad er han nu uden Dandy-solbriller?
The Infernal Comedy er skabt til Malkovich i 2008, hans joker-ansigt, hans svajende, ja über musikalske røst. Vi vil gerne købe hans bøger, fordi ondskab sælger. Som super enkelt kammerspil fungerer det. Hvis Malkovich pludselig meddelte, at han nu vil synge opera, ville vi også købe billet. Men hvordan ville denne kvindehadshistorie mon lyde med barok anno 2024?
© Anna-Julia Granberg/BLUNDERBUSS
»Erfaringen med musik indebærer en kontakt mellem mennesker og noget, der rækker ud over musikken selv. Med kontakt mener jeg, at mennesker bliver påvirket på en måde, der forandrer dem, selvom forandringen kan være ganske lille. Man kan blive forvandlet til noget, man endnu ikke ved, hvad er.«
Kristine Tjøgersen er norsk komponist og klarinettist bosat i Oslo. Hendes kompositoriske praksis er præget af nysgerrighed, fantasi, humor og præcision. Gennem sit arbejde skaber hun uventede lydlige situationer ved at lege med traditionerne. Hun interesserer sig særligt for samspillet mellem det visuelle og det auditive, og hvordan de påvirker hinanden.
Naturens bevægelse og processer afspejles ofte i hendes værker, og samarbejdet med forskere og biologer er en kilde til nye lydlige og sceniske idéer, der gør det muligt for hende at indarbejde organiske former i musikken. Som Tjøgersen selv udtrykker det: »Ved at give naturen en stemme i koncertsalen ønsker jeg, at publikum skal lære værdifulde livsformer at kende og blive mere bevidste om, hvad vi risikerer at miste, hvis mennesket fortsætter med at forandre naturen.«
Hendes værker er blevet opført af Ensemble Recherche, Klangforum Wien, Arditti Quartet, Pinquins, SWR og WDR Symphonieorchester, Rundfunk-Sinfonieorchester Berlin, BBC Scottish Symphony Orchestra og Bergen Filharmoniske Orkester. De er desuden blevet præsenteret på festivaler som ECLAT, Ultraschall, Wien Modern, Tectonics, Wittener Tage für neue Kammermusik og Ultima.
© PR
»Musik for mig er muligheden for at udtrykke mine følelser og historier både i ørene og på livescenen, så folk kan spejle sig i det, og vi sammen kan skabe bestemte oplevelser.«
Vincent Wood er en dansk/indisk solokunstner. Hver sang på hans debut-EP For mange følelser udenpå udforsker et personligt emne fra hens eget liv, og han berører temaer som adoption, identitetskrise, kærlighed, usikkerhed og længslen efter at være god nok.