Kortkritiklive
06.03

Alt liv har ret til at leve

Lara Tacke, Alexandra Moltke Johansen, Kirstine Fogh Vindelev, Katinka Fogh Vindelev, Freya Sif Hestnes: »Animal«
© PR
© PR

Det er den voldsomme og vilde tekst, der hænger som et massiv i det nøgterne scenerum på Sort/Hvid efter 80 minutters rasende, raserende monolog i forestillingen Animal. Skuespilleren Signe Egholm Olsen står tilbage som en dyrisk gudinde, der har gennemført sit eget renselsesritual. Et ritual om at være mor og om moral for dyr og mennesker – flankeret af de tre ordløse, klassiske sangere Katinka Fogh Vindelev, Nina Smidth-Brewer og Hávard Magnussen, der fungerer som et kor i en græsk tragedie. De illustrerer og iscenesætter teksten med præcise klange. 

Animal er baseret på Alexandra Moltke Johansens debutroman fra 2022 af samme navn og rummer et stort overskud af betydning, som kyles i ansigtet på publikum fra begyndelse til slutning. Bekymringer, angst, vrede aktivisme, sorg og tvivl, der knytter sig til det at være gravid og blive mor til et »unyttigt« barn med Downs syndrom i en verden med klimakatastrofer, krig, umenneskelig politisk kynisme og grådighed. Alt sammen flyder fra morens indre samtale som en lang moralsk overvejelse og udgydelse i en scenisk tour-de-force fra det klinisk rene og falske i en wellness spa – til et materielt kaos af jord, grene og sved.

Kirstine Fogh Vindelev har komponeret en lydside, som gør, at vi overhovedet kan ånde. Diskrete korklange, små elektroniske passager, lidt barbershop, skrig og en popsang får vi kilet ind i mellem ordene. Det er simpelt og ligetil. Musikken får lov at kommentere og tale med som en slagskygge til de mange ord, men får ikke på noget tidspunkt lov til at være hovedperson eller for alvor skabe sit eget rum i forestillingen. Vi kunne ellers sagtens trænge til en anden form for sanselig refleksion end den, ord og tale kan skabe. 

Mads Emil Nielsen

»Musik for mig er noget helt konkret – det handler om lyde og teksturer.«

Mads Emil Nielsen er elektronisk musiker og komponist med base i København. Han arbejder med basale lydkilder, ofte kombineret med korte perkussive og orkestrale samples, reallyd og forstærkning af fejllyde. Han har siden 2014 udgivet soloprojekter og samarbejder via sit eget label arbitrary, senest remix-samarbejdet Framework / Zwischen Remixes med den tyske producer Jan Jelinek (2025). Han har bidraget til danse- og teaterforestillinger og udstillinger, herunder Notations 21 Project.
 
Kortkritiklive
18.10

En tone, otte åndedræt og klangen af venten

Elisa Kragerup, Louise Alenius, vokalensemblet ÆTLA m.fl.: »Kejseren af Portugalien«
© PR
© PR

Blot én skuespiller er på scenen i Kejseren af Portugalien – omgivet af otte sangere. I Elisa Kragerups stramt koreograferede iscenesættelse bliver Louise Alenius’ a cappella-komposition en fysisk oplevelse, hvor åndedræt og bevægelse smelter sammen. Den akustiske lydside interagerer besynderligt tyst med de øredøvende, maskinelle lyde, der opstår undervejs, når fx lyskegler på scenen bliver hævet og sænket. Det er, som hvis tilværelsens ubarmhjertighed her i glimt får et lydligt udtryk, der indfanger Selma Lagerlöfs intentioner.

Den sparsomme – eller måske snarere nøjsomme – lydside spejler sammen med de tarvelige bondedragter det hårde, monotone liv i en svensk bygd fra før, verden blev moderne. Og handlingen? En fattig bonde forguder sin datter, men da hun som ung voksen drager afsted til Stockholm uden at vende tilbage, bevirker hans årelange afsavn, at han på donquijotesk manér tror sig kejser over det imaginære land Portugalien, som datteren naturligvis tænkes indsat i som regent. Bondens længsel tangerer vanvid, mens datterens svigt eller tankeløshed ender med at ramme hende selv: På godotsk vis venter og venter han på hende, ligesom hun efter hans druknedød gør det på ham, da hans lig ikke er til at finde.

Stykket præges af en næsten konstant ubrudt drone i koret (frembragt ved hjælp af korisk vejrtrækning), altså en enkelt vedholdende tone, der som kunstnerisk greb illustrerer, hvordan musik i en teaterforestilling kan fremstå så minimal, at klangen i sig selv bliver meddelelsen, og fraværet af et musikalsk narrativ bliver hensigten. »Én tone spillet smukt, det er nok,« sagde Arvo Pärt engang. Bortset fra, at denne tone her bliver sunget, ville han i dette stykke have set sit udsagn bekræftet på radikal vis: Et maksimalt udtryk opnået med minimale midler, som vokalensemblet ÆTLA lykkes med at indfri.

Kortkritikrelease
16.10

En mikrofon i nervesystemet

IKI: »BODY«
© Julie Montauk
© Julie Montauk

Det lyder, som om man har placeret en mikrofon direkte i nervesystemets elektriske impulser. Det nordiske, elektroakustiske vokalensemble IKI udforsker grænserne mellem krop og teknologi på deres femte og selvproducerede album BODY, hvor de fem sangeres kroppe smelter sammen til én stor, organisk rytmeboks. 

Numrene skifter form, når kroppen trækker vejret, danser, vågner, løber, vandrer – i bydeform. Den harmonisk unisone rislen i »Float« får modspil af blinkende modemagtige lyde i »Regenerate«. Det hele indrammes af det genkommende tema »Circuit«, der til sidst samler stumperne til et eneste sammenhængende sprogligt udsagn: »Are you gone when your body is not breathing?«

BODY kræver koncentration. IKI hævder, at alle lyde på albummet er skabt med stemmen – et modsvar til det elektrisk manipulerede, som en slags omvendt version af vokallignende synthesizerlyde. Det er et ubegribeligt mysterium, man kan blive ved at lytte efter: Hvordan kan stemmen frembringe den harmonikaagtige lyd på »Breath«, der panoreres helt ud til venstre og langsomt overtager hele lydbilledet? Det kan den naturligvis ikke alene. Selve indspilningen er i sig selv en elektronisk mediering. De teknologiske værktøjer fungerer som et mikroskop for stemmens udtryk. Det er stærkt, fordi det spørger til overgangene mellem menneske og maskine, mellem liv og efterliv. Men præmissen rummer også et paradoks, der ikke helt lader sig opløse. 

Bjarke Niemann. © Frederik Barasinski

»Musik er alt det, man kun kan beskrive meget ringere med ord.«

Bjarke Niemann er forsanger, sangskriver og producer i det danske band Spleen United. Gruppen brød igennem med Godspeed Into The Mainstream i 2005 og har optrådt på bl.a. Roskilde Festival og Operaen i København. Bjarke Niemann har desuden komponeret og udviklet musik til TV og computerspil – bl.a. til den internationale computerspilsserie Hitman – og produceret album med kunstnere som Soleima, Statisk, Afskum og Hugorm.

Katrine Muff. © Ditte Capion

»Musik for mig er nøglen til, og en forlængelse af, mit ordforråd. Hvis det kniber med at sætte »taleord« på noget indeni, eller hvis jeg har brug for forløsning med en ordentlig tudetur, kan den rigtige sang få mig i rette gear med det samme. Det kan både være teksten, melodien eller begge dele, der giver direkte adgang til mine følelser, hvor hjernen bare kan sættes i frigear og lade sig rive med.«

Katrine Muff, født 1985, er komponist og sanger. Hun har sat musik til tekster af bl.a. Stine Pilgaard og Suzanne Brøgger, og i 2021 modtog hun Den Folkelige Sangs Pris. Sammen med Lone Hørslev er hun aktuel med udgivelsen af albummet Jeg ønsker mig og som sangskriver på teaterkoncerten STOLT (Folketeateret).