kortkritiklive
05.12

Anna von Hausswolff: Vejen til orglets moderne opstandelse

Klara Lewis, Anna von Hausswolff
© PR
© PR

Orglet, et af de stærkeste liturgiske markører, er gennemgående i svenske Anna von Hausswolffs virke. Men på hendes seneste album Iconoclasts er de lange pibende droner nedtonet til fordel for en mere skarptskåret og pumpende energi. En energi, der i høj grad var fremtrædende under Hausswolffs koncert i Vega, hvor hun vanen tro var ledsaget af et stort band. Aftenen blev indledt af den svenske noisemusiker Klara Lewis, der med sine mumlende kassettebåndsloops fik indledt aftenen på brutal vis.

Hausswolffs band var denne gang udvidet med saxofon og perkussion, som begge er centrale på Iconoclasts, og som ligeledes er med til at give flere numre et snert af eurodance. Men desværre druknede saxofonen til tider i det bastante lydbillede. Heldigvis gik Hausswolffs strålende vokal klart igennem. Det samme gjorde det lille organetto – en slags pumpeorgel med lange piber. Det tronede midt på scenen og blev nærmest krammet af Hausswolff, når hun spillede på det. Et nummer som »The Whole Woman« (på albummet en valsende duet med Iggy Pop) blev således til en rørende kærlighedsode med orglets nænsomme åndedrag som puls.

I de senere år har flere musikere benyttet orglets distinkte resonanser til at skabe værker, der fravrister det fra den tunge kristne liturgi, hvilket har givet instrumentet en nærmest ikonoklastisk status. Hausswolffs koncert var, til trods for lidt mudret lyd, et klart eksempel på denne kontrast – stadig dybt forankret i kirkelige konnotationer, men nu som ledsager i store moderne produktioner og som centralt instrument på selv de store scener.

kortkritikrelease
11.06.2025

Absurd skønhed i støjens teater

Maja S. K. Ratkje, Torstein Slåen & Sigurd Ytre-Arne: »The Swamp«
© PR
© PR

Begrebet dadaisme må bruges med varsomhed – det risikerer let at blive en kliché og trampe respektløst på sin oprindelse. Alligevel er det svært at komme udenom netop dadaismen, når man hører The Swamp, skabt af de norske eksperimentalkomponister Maja Ratkje, Thorstein Slåen og Sigurd Ytre-Arne. Albummet er et 40 minutters kaotisk spejl af samtiden, formet af nådesløs improvisation, støjdroner og Ratkjes absurde vokal.

Musikken er rå, harsk og direkte uskøn – en konstant strøm af manipulerede reallyde, som leder tankerne hen på et foley-studie fra en horrorfilm. Klokker, metalklange, hvid støj og industrielle lyde warpes ind over hinanden, mens en synkoperet, truende rytme og en gennemgående fuzz-drone driver musikken fremad. Mest fascinerende er Ratkjes vokal, som fremstår som et mysterium: synger hun på keltisk, norsk eller blot volapyk? Det sidste virker mest sandsynligt og vækker mindelser om Kurt Schwitters’ dada-poesi, især Ursonate fra 1932. Samtidig trækker hendes vokalteknikker tråde ned i nordisk muld – mod vølvesang og vikingeviser.

Kombinationen af kontrolleret støj og målrettet kaos løfter det meste af albummet, hvor åbningsnummeret og den komplet ustyrlige »Discomanic« bør fremhæves. Førstnævnte er det tætteste, trioen kommer på noget konventionelt; sidstnævnte grænser til rendyrket lydkunst. Kun de to langsommere numre – den syv minutter lange »Oligarchification« og »Lullaby for Trembling Hearts« trækker lidt ud. Ellers formår gruppen at holde materialet fokuseret, skarpt og ekstremt syret. Det er imponerende, hvor effektivt det hele virker, når udtrykket samtidig er så nådesløst og udfordrende.

© PR

»Musik for mig er i høj grad et valg. Jeg er meget lidt fan af baggrundstapet eller musik til arbejdet, selvom jeg i mit virke, som både musiker og tekstforfatter, er dybt afhængig af det musiske element. Min smag er ret bred, som det tydeligt vil fremgå af min playliste, og mit valg af musik er i højeste grad afhængigt af mit humør. Lettere depressiv er det Bill Evans eller Mahler, solskinshumør, italiensk patospop eller Gino Vanelli. I det klassiske tankeeksperiment – vil du helst miste synet eller hørelsen – hælder jeg mod blindheden. Jeg har set rigeligt. Musikken må ikke forstumme.«

Søren Lampe er sanger, komponist og tekstforfatter. Hans nyeste udgivelse, The Lamp is Low, er hans sjette i eget navn – heraf to på dansk, den ene med udelukkende egne sange, undtagen ét enkelt nummer. Genren er jazz, men med tydelige aftryk af soul, blues, bossa nova, den danske sangskat og klassisk musik.

© Ditte Bolt

»Musik for mig er følelsernes sprog. Det er det sprog, der kommunikerer ting, der ikke indkapsles med ord. Det er et flydende udtryk, der kan indeholde modsætninger på smukkeste og mest naturlige vis, og som indeholder både fortid og fremtid på samme tid – mit andet univers.«

Anders Filipsen er komponist, musiker og lydkunstner, uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium i København i 2010. Han arbejder i krydsfeltet mellem improvisation og komposition, akustisk og elektronisk lyd, og trækker på genrer som avantgardejazz, moderne klassisk musik, vestafrikanske traditioner og eksperimenterende elektronik. Han har skabt værker for solister, mindre ensembler og storbands, samt en lang række installationskoncerter., hvor lyd møder dans, lys, mad, video og poesi. Medlem af kunstnerkollektivet og pladeselskabet ILK siden 2011. Kendt fra grupper og samarbejder med Anders Filipsen & The Black Nothing, MESMER, TEETH, AFT, The Firebirds, Jakob Kullberg Ensemble og Nastio Mosquito.

© PR

»Musik for mig er i høj grad et valg. Jeg er meget lidt fan af baggrundstapet eller musik til arbejdet, selvom jeg i mit virke, som både musiker og tekstforfatter, er dybt afhængig af det musiske element. Min smag er ret bred, som det tydeligt vil fremgå af min playliste, og mit valg af musik er i højeste grad afhængigt af mit humør. Lettere depressiv er det Bill Evans eller Mahler, solskinshumør, italiensk patospop eller Gino Vanelli. I det klassiske tankeeksperiment – vil du helst miste synet eller hørelsen – hælder jeg mod blindheden. Jeg har set rigeligt. Musikken må ikke forstumme.«

Søren Lampe er sanger, komponist og tekstforfatter. Hans nyeste udgivelse, The Lamp is Low, er hans sjette i eget navn – heraf to på dansk, den ene med udelukkende egne sange, undtagen ét enkelt nummer. Genren er jazz, men med tydelige aftryk af soul, blues, bossa nova, den danske sangskat og klassisk musik.

kortkritiklive
30.05.2025

Ikke den royale rockstjerne, man kunne ønske sig

David M. A. P. Palmquist: »Kong Frederik X’s Honnørmarch«
© Kongehuset
© Kongehuset

Jeg kan næppe være den eneste, der var ved at få østersen galt i halsen nytårsaften, da Kong Frederik X holdt sin første nytårstale. Sikke en modernisering af den gamle tradition! I stedet for at sidde klar ved bordet, trådte han roligt ind i rummet – et opmærksomhedskrævende rum, hvor et futuristisk vægmaleri stjal fokus. Jeg kunne knap nok høre talen for bare at stirre på det psykedeliske motiv bag ham: en visuel hilsen til Yellow Submarine med The Beatles. Et varsel om en rockstjerne på tronen?

Ønsketænkning, skulle det vise sig. For talen var en parade af forudsigelige floskler. Det samme kan man sige kongens nye honnørmarch, komponeret af David M. A. P. Palmquist, tidligere dirigent i Den Kongelige Livgardes Musikkorps. En traditionsbunden og gumpetung sag, der følger alle kunstens regler. 

Siden H.C. Lumbye i 1861 forærede en march til Frederik 7., har det været en tradition, at medlemmer af den kongelige familie tildeles personlige marcher. Tag den livfulde og selvironiske Dronning Margrethes Parademarch – der både indeholder citater fra »I Danmark er jeg født« og »Daisy Bell«. Eller den tjeppe og skæve Kronprins Frederiks Honnørmarch i seksottendedele – skrevet af Fuzzy i anledning af kongens 30-års fødselsdag – der kipper med flaget til Carls Nielsens »Som en rejselysten flåde«. 

Men hvor er det personlige særpræg i Palmquists march? Komponisten går alt for konceptuelt til værks, når han indledningsvist forsøger at give marchen en signatur med en slags musikalsk rebus. Den første tone er et f, efterfulgt af en tone ti trin højere – sådan staver man til Frederik 10 med noder. Ligeså intern er marchens mange referencer til anden militærmusik. Man savner noget, som bryder med etiketten – præcis som Kong Frederik i sine mest mindeværdige og folkekære øjeblikke. Det ender med at lyde som en march, der har glemt, hvem den er skrevet til.